Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

Det hele er mystisk og uigennemskueligt bag skinnet

***
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.

Min kone troede, at hun blev filmet i sit hjem og overalt, hvor hun gik, at det var sådan film bliver lavet. Det kan jeg godt huske lidt af selv. Jeg forestillede mig, at mit liv var en film. Men en dag, jeg cyklede hjem fra skole, tænkte jeg: – Nej, så kedelig kan ingen film dog være. Det er der ingen, der vil se på.*)


Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Tak.


*) Det værste, man kunne ønske sig, var at være en person i en tv-serie: konstant plages man og får kræft og bliver skilt og forfulgt og truet og lemlæstet, der er ikke et roligt øjeblik. Tænk på én figur i en tv-serie, du godt ville være – nej, vel? (Komedier gælder ikke, for så vil jeg være Fonzie.)
***

Genetisk træfsikkerhed

***
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.
– Dum ide, sagde min kone.
Min ældste datter skød på sin lillesøster, så jeg sagde:
– Prøv at se, om du kan ramme overvågningskameraet.
Hun knælede og BING! ramte hun kameraet lige på linsen 8 meter væk. Fars pige!

Heldigvis kom toget med det samme, og vi sprang ind.
– Åhr ja, sagde vi, – tænk hvis der var nogen, der kiggede på skærmen, lige da vi ramte!

*

Hvis det var mig, der havde kastet den sko mod George Bush, havde jeg ramt.



Klik & forstør.
***

De ser det værste lort

***
Jeg har en nabo, der altid ser fjernsyn. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se ned i deres lejlighed, og de sidder altid og ser fjernsyn fra tidlig morgen til sen aften, efter jeg er gået i seng. Min kone har en teori om, at de er prøveløsladt, hvad hedder så noget, afsidder fængselsstraf hjemme med et af de der ankelbånd på, men det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de godt kan lide at se TV.

*

Jeg skulle til at postere dette indlæg, da jeg bemærkede, at persiennerne var trukket dernede. Det var de de næste 14 dage, indtil i går ved midnatstide, hvor jeg så lys i vinduet. Nu kan jeg fotodokumentere det vanskelige perspektiv og tegne efter, tænkte jeg. Men de har rykket om på møblerne dernede. Fjernsynet er ikke længere at se. I stedet for så jeg en mand sidde i en sofa, rulle noget mellem fingrene og lidt efter bukke sig ned og sniffe noget op i næsen gennem et rør. Jeg skulle have fotodokumenteret.

Det kan lære mig at holde øjnene for mig selv.
***