Det sociale element

Denne besked fra Window Live Messenger er uhyggeligt sand:

Dømt skyldig

Jeg er verdens mest ulykkelige menneske, bortset fra folk, som ikke selv er ude om det.

Tjek

Jeg er det sørgeligste menneske, jeg kender, bortset fra folk, der har rigtige problemer.

Altid for sent

Jeg hader mig selv og med god grund.
Hvorfor kan jeg ikke lære at lukke min store mund?
Alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
F.eks. min pik er blevet til lort.
Jeg har ikke noget at have det i,
alt det lort jeg lukker ud i det fri.

Gi'rikkelander

Vi ville holde en julefest, men kom op at skændes over invitationen.

Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Ingen at tale med

Jeg ringede til min far i går og lagde en besked. I dag ringede han tilbage, fordi han ikke kunne få sin Skype-lyd ud igennem øretelefonerne*). Nu har han lige mailet mig seks storformat-billeder af sig selv. "Tænkte du godt ville have dem."

Andre gange Skyper han op og kigger på sig selv på videobilledet: – Oh, se!

Han spørger aldrig, hvordan jeg har det.


*) Hvorfor hedder de sådan? Det har jo ikke noget med fjernt at gøre. De skulle hedde ørefoner.


Billeder af videofoner her.

Jeg har virkelig ingen at tale med om, hvordan jeg har det. Det er bare at tampe det ned.

Det er derfor, jeg skriver her, og tro det eller ej, jeg får det faktisk bedre.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Oh

Jeg tror ikke, min kone har bemærket, at vores ægteskab er i krise.

Enden på skruen

Vores forhold er baseret på, at min kone afviser mig. Så når jeg ikke giver hende en chance for at afvise mig, har vi ikke noget forhold.

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

1979

Jeg kan huske, hvor sørgelig, jeg syntes, Supertramps Take the Long Way Home var: "Then your wife seems to think you're part of the furniture / Oh it's peculiar / She used to be so nice".

Det er virkeligt sørgeligt at være midaldrende.

Måske foretrækker hun det på den måde

Jeg har opdaget, at det er lige meget, at jeg holder op med at tale til min kone. Hun hører ikke efter, hvad jeg siger, alligevel.

1966

– Min mor valgte dette tapet, der fik mit kortisolniveau til at skyde i vejret med abnormaliteter i empatikredsløbet til følge, deriblandt hæmmet amygdalafunktion, mindsket hippokampalvolumen og reduceret celleantal i venstre medial-temporal korteks.

Den udstødte

Folk viger bort fra mig, når jeg ikke længere er den muntre klovn.

Fac(e)it

Jeg er kun så god som min sidste kop kaffe.

Hvis jeg havde været enhver anden

Min kone vil ikke låne mig et stykke tandtråd.

Forbier

Sommeren er omme, og jeg har ikke engang fået renset tagrenden.



Jeg har ikke engang fået støvsuget.

Intens involveret diskussion

Jeg vil godt have, at min kone skal tro, at jeg er en pokkers ka'l. Da jeg første gang mødte hende, var jeg på vej ud, der skete noget for mig. Det er der ikke gjort siden.

Og her er, hvad jeg føler: Jeg føler, at jeg har svigtet hende ved at svigte mig selv.

Vores intense, involverede følelses- og forholdsdiskussioner ender altid med, at jeg skal forklare for min kone alle de ting, der er galt med mig selv.

Jeg har det ligesom Søren Brun, når Trine viser ham lysbilleder af alle de fejl, han har gjort i sit liv.


Fig. 1


Fig. 2

PS Jeg har affotograferet flere striber fra sekvensen, hvis der er nogen, der er helt vilde for at se dem.