Totemnyt

Jeg drømte, at jeg tegnede en hest som Leonardo. Det føltes fedt.


Jeg lavede halen.

Lad mig i den forbindelse sige, at jeg nu officielt vælger en sort hest som mit totem. Den sorte panter er bumpet ned ad totempælen, selvom den stadig er god nok.

Den sorte hest kom tidligere i mit liv til mig i drømme, og vi blev venner, omend den bevarede sin vildskab.

Tak, jeg pjækker

Jeg har sendt min kone af sted til sin venindes 40-års fødselsdag i Lille Næstved i sin nye sommerkjole fra H&M. Børnene er hos deres bedsteforældre.
For at fordrive tiden har jeg været nede hos J. Per og se ham fyre fire joints af, mens vi riffede over, hvordan alting er galt i samfundet og det ikke er altid, man gider være med.
Han er en shaman på den måde, at han ryger så meget, at man ikke selv behøver.
Nu vil jeg få pizzamanden til at lave min aftensmad og se, hvad der skulle gemme sig i stakken af brændte låne-DVD’er.

Moralske opstrammere

Det ærgerlige ved moralske opstrammere er, at de ikke holder særligt længe.

I fredags fik jeg at vide af en digterske, at jeg skulle tage mig sammen og holde op med at brokke mig så meget, at jeg var min egen værste fjende m.m. Nu er virkningen taget af.
For en måneds tid siden kom mit totem til mig ved en shamanistisk ceremoni. Det holdt også kun et par dage.

Man skal tilsyneladende konstant gå og stramme op på sin moral og sin følelse af selvværd.

Jammeren: Men hvad nytter det, når arbejdet konstant hober sig op som kartoffeldyngen for ham drengen i Røveren Runkeldunk, og man aldrig kan se en ende på det og ens handlekraft er nede på nul?

Modjammeren: Det sømmer sig ikke for et frit menneske at kaste sig i støvet på den måde. Var det ikke det, Bertrand Russell sagde?

Konklusion: Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at forandre mit liv. Jeg har tænkt over det og regnet på det, og hvad jeg virkelig trænger til er at forandre min arbejdssituation, før jeg bliver for gammel. Men jeg er er afhængig af pengene. (Og så meget er det s’gu ikke engang.) Men for os, der er vokset op uden midler at tale om, er det svært at sige nej til noget.

***Følg med her i bloggen og se, om det nogensinde lykkes mig at komme ud af min fastlåste situation.***

Panteren, mit totem

I lørdags deltog jeg i et shamanistisk ritual, og mit totemdyr kom til mig med lysende klarhed: En sort panter.
Det var det første, der kom til mig, og jeg tænkte: Fint, den snupper jeg. En sort panter er jo sej.
Min svoger sagde hans dyr var en forskræmt gris, og min bror sagde hans var en stiv pik. Det er ikke engang et dyr! Men det var, hvad han tænkte på, sagde han, ikke at det kan undre. Der var også en ugle, en guldsmed og en vaskebjørn, men det var vist ikke førstevalg allesammen.
Nu skal jeg huske at arbejde med panterens styrke, som shamanen sagde.