Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

En sirlig lille mand

Kirurgen kom ind i elevatoren
og lugtede af smøger
Det var ham der åbnede min mor
og kiggede ind
og lukkede igen.

Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

Oven i min psykologi

Jeg sagde til min rødhårede fætter*) ved gravøllet: – Jeg kan godt klare det rent psykologisk. Det er alt det andet oveni. Vi er lige flyttet, og jeg har haft den travleste periode med mit arbejde nogensinde.

*) Forresten er hans fars kræft vendt tilbage.

Nu er der så kommet noget andet oveni.



Noget, jeg står magtesløs overfor, som jeg intet kan gøre ved, som er uden for min kontrol, lige meget hvad jeg siger eller gør. Og det minder mig om døden. Og det hele bliver blandet sammen i mit hoved.

Jeg bruger flere timer hver morgen på at prøve at få rede på mine forvirrede følelser.


Øjebliksbillede

Her har jeg siddet og røget to smøger ad gangen de sidste dage. Hvilket hæsligt syn.

Så får jeg lavet et par timers arbejde. Når jeg skal hjem, begynder kværnen igen.

I forhindringsløbet er vandgraven fyldt med hajer

Jeg satte to dage af til at bede om lønforhøjelse.

Det var nemt på den måde, at der var andre ting, jeg havde meget mindre lyst til at lave*), så det var som en overspringshandling.

– Gi' mig lønforhøjelse, sagde jeg. – Jeg har brug for pengene.



*) som at få en hospiceplads til min mor f.eks.

Hun lyder som sig selv

Jeg ringede til min moster:
– Hvad siger din far? spurgte hun.
– Jeg har ikke hørt fra ham, sagde jeg.
– Ved du hvad, sagde hun, – hvis jeg kender ham ret, skal han nok finde ud af at få det til at blive synd for ham.

Og så fortalte hun en stribe historier om, hvordan han havde svigtet min mor og chokeret familien i gamle dage.

Jeg får ondt i hjertet.

Hvorfor føler jeg, at jeg skal forsvare ham? Jeg må lære at give slip. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min mor altid var så opslidt, efter hun havde talt med hende. Hun er benhård og nådesløs.


Min c'rutrygende moster. Min moster, der ryger c'rutter, selvom hun har fået fjernet en halv lunge. (Reklamebillede fra Hudibras 1978. Udskiftes snarest muligt med den i erindringen ideelle "Ciga-rart og smart"-søsterreklame. Min moster og onkel gav hver jul min far et Hudibras, som han ikke læste. '78 var et sent, måske det sidste år.)

Brændende bobler

Et videospil er meget godt, når man ikke gider tænke på noget. For tiden spiller jeg det her på min telefon:


Bubbles Lab (jeg er gået i stå på bane 25).

Jeg spillede det i dag i toget og glemte at stå af på min station. Så kom billetkontrolløsen.
– Jeg skulle have været af i [navnet på sidste station]. Jeg skal møde min mor på hospitalet.
– Du slipper denne gang, men sig det ikke til nogen.
– Tak, det er en hård nok dag i forvejen, sagde jeg, men der var hun halvvejs nede gennem den tomme vogn.

Ikke at det havde gjort nogen forskel. Jeg er forberedt på det værste i dag.


Her er mine telefontegninger fra i går aftes under samtale med min mor:

Min kære gamle hvidhårede mor

Jeg talte med min mor (der har kræft på femte år, og det har spredt sig allevegne til og trykker på aorta bl.a., og nu er den også gal med benene), og hun sagde: – Der er sguda ingen ende på det.
– Well ..., sagde jeg.



Jeg skal med hende til samtale i morgen, hvor vi får at vide, at der ingenting er at gøre. Med al sandsynlighed. Og i sidste ende hvad er der andet end sandsynligheder, eh?

Han har altid været atlet

Da min onkel fik kræft, så han ned ad sig selv og sagde: – Min krop går i forfald.

Rampelysran

Det kunne ligne min far at lave en indenommer og dø før min mor.



Jeg har det som om, det er mig, der skal dø.

Intet godt

Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

Det var som man kunne regne med

De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

Den tid igen

Jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen. Vi talte i telefonen i går:
– Jeg kan også godt spørge en af dine brødre i stedet for, sagde hun.
– Lad hellere være med det, sagde jeg. – De bliver bare følelsesmæssigt belastede, og så ender du med at trøste dem.
– Hahaha, lo hun hjerteligt. Det er rart at få hende til at grine.

Hun har ingen energi. Hun har mavesmerter, fordi kræften snart er over det hele. Nu er hun lige færdig med sin sidste runde kemo, der heller ikke virkede. Jeg tror ikke, de har mere tilbage at kaste efter hende.

Banal sammenfatning – mest for fanatikere

***
I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.

Mit fortsæt for det nye år er at gå mindre i Netto.
***

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

Ledsager

***
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.

Det er utroligt, hun kan blive ved. – Mor! siger jeg nogen gange, når hun ringer. – Lever du endnu! (Nej, det er ikke rigtigt.)

Hun går rundt med et meget tyndt lag selvopholdelse på sig, og der skal ikke ridses meget i det, før hun brister.

Min kære gamle mor. Fem år med kræft.


Bagefter gav hun noget at spise i cafeteriaet:


Hvad jeg godt kan lide ved denne frokost er farvespillet.
***

Omgang med børn

***
Jeg har i dag formået at holde en samtale kørende med et 8-års barn, der ikke er mit, hele vejen over en gåtur, 10 stop på Metro-linien og en gåtur igen. Meget belevent. Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål (Har du set nogle gode film på det sidste?) (Ice Age 3).

Hvordan nogen, mindst af alt et voksent menneske, og jeg ved det sker, kan læse Harry Potter, går over min forstand. Alle de ord! Jeg har aldrig set så mange ord. Det er værre end Dickens, og så dårligt oversat. (Alt det med at nogen er "den udvalgte"/"the chosen one" – jeg er imod det. Det virker religiøst. Øv. Hvad blev der nogensinde af "skab din egen skæbne"? Så er dét ikke godt nok mere, nu skal man være født til det. Hvor Bush-års-agtigt.)

Harry Potters ar har denne form:


Jeg skal med min mor til "samtale" i morgen på et sygehus i provinsen, hvor hun går til behandling. Hun er helt vildt syg, men så en kort overgang var der stasis. Jeg har ikke tænkt på andet hele ugen – det kræver stor energi ikke at tænke på det hele tiden. Hun ringede og lagde en besked, mens jeg var på ferie, fordi hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun lød bekymret, så jeg skypede hende og fortalte om alle vores spændende ferieoplevelser og genvordigheder, og efter et kvarter spørger jeg:
– Og hvordan har du det?
– Åh, jeg ved ikke rigtigt, siger hun. – Min CA 125 (det er markøren) er 700. Det er dobbelt så højt som sidst.
Og så fremdeles.

Jeg kan ikke overskue noget, før jeg har været til den samtale. Så var jeg så dum at arrangere et møde, nu jeg er derovre, med en gallerist, jeg aldrig ser. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker på. Hvis det er dårlige nyheder med min gode, gamle mor, bliver jeg helt blæst. Som at se et spøgelse.
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

Dødssøn

***
Jeg svigter min mor. Hun er ved at dø, men når hun ringer, har jeg altid travlt, og jeg tager aldrig ud at besøge hende.

Det er tydeligt at se på hende efterhånden, hvor mærket, hun er af kræften. Det er ikke kun bivirkningerne af kemoen, man kan se nu, men virkninger af selve kræften.

I går så børnene E.T. og sagde, at han/den ligner farmor.
– Haha, sagde min kone. – I har ret, men lad være med at sige det til hende.


***

Hvidvask

***
Jeg vågnede kl. halv fem i morges og tænkte: Jeg har alt undtagen en karriere. Med alt mener jeg alt mit lort, der står og fylder op alle vegne, så jeg ikke kan ånde, men som jeg ikke nænner at skille mig af med: alle mine uønskede malerier, andres uønskede malerier jeg går og gemmer for at male over, min halvanden meter 78’ere etc. etc. Jeg var lige ude at kigge på alt mit lort, jeg har stående i min fars kælder, fra gamle dage. Det deprimerer mig. Jeg kan ikke engang kigge på det.

Og så hostede jeg og tænkte: Åh nej, jeg får kræft og dør. Hvad tænker jeg på? Hvad vil mine børn ikke tænke?

Og så tænkte jeg på, hvor ugidelig jeg er og hvor lidt jeg får udrettet her i livet. Malerier formede sig inde i mit hoved, men de var dårlige alle sammen. Indadskruede.

Så gik jeg på lokum og løste en vanskelig sudoku, indtil mit hoved var renset, og jeg kunne ligge på ryggen en halv time som en skibbruden sømand og døse hen det sidste stykke.

Jeg har lyst til at være inde i et tomt rum med hvide vægge.
***