Ledsager

***
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.

Det er utroligt, hun kan blive ved. – Mor! siger jeg nogen gange, når hun ringer. – Lever du endnu! (Nej, det er ikke rigtigt.)

Hun går rundt med et meget tyndt lag selvopholdelse på sig, og der skal ikke ridses meget i det, før hun brister.

Min kære gamle mor. Fem år med kræft.


Bagefter gav hun noget at spise i cafeteriaet:


Hvad jeg godt kan lide ved denne frokost er farvespillet.
***