Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Udsat

Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?

2024 - Lad festen begynde

2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.

Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen

Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

Funkis

Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

Hvad er stipendier?

– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
– Du skal bare lave en masse film.
– Jamen, hvordan bliver man det rigtigt?
– Man går på filmskole.
– Hvor henne?
– Der er Filmskolen her i Danmark.
– Pff! Tror du, jeg gider lave danske film!
– Det er ellers en meget god skole (and going there you're set for life).
(...)
– Jeg har ikke råd til at sende dig på filmskole i udlandet.
– Hvor meget koster det?
– Jeg ved ikke ... måske 22.000 dollars om året.*)
– Det er jo ikke mere, end I betaler i husleje.
– Ja, så kan vi bare blive hjemløse og sende dig på filmskole.
– Ja.
(...)
(...)
– Det bedste er at blive ved med at lave sine egne film sammen med sine venner, det gjorde Spielberg og Coen Bros. og Sam Raimi ...

Og så løb hun ned til bussen.

*) Mere lign. $30.000 (UCLA).

"For Steven Spielberg's first film's premiere, his father rented a local theater, and his mother and sisters sold popcorn and sodas. Spielberg's first commercial venture grossed $600, netting him a profit of $100", står der her.

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

Hvem kunne have set det komme?

***
Min mor havde i årevis en bog liggende på natbordet med underskriften: How Did a Marriage Made in Heaven End up in Hell? Det var i årene op til deres skilsmisse.

Hun havde også tit et halvsuttet maltbolsje liggende på natbordet.

I køkkenet lod hun et halvdrukket glas saftevand stå bag gardinet, så fluerne ikke kunne komme i det.

Efter min far skred, begyndte hun at gå på jazzklub alene. Hvorfor skulle en enlig kvinde ikke kunne gøre det? Oppe i baren stod der jo masser af enlige mænd.
***

Jeg har genvundet min tillid til menneskeheden

***
Jeg har haft en Somersby®™©-cider liggende herude i et fælleskøleskab i halvanden måned, og der er ikke nogen, der har drukket den endnu.

(Jeg vil anslå, at en 40-50 mennesker har kigget ind i køleskabet i den periode.)

Nu har jeg drukket den.

Den lå klar til mig, just da jeg trængte til en perlende frisk, kølig opkvikker.

Tak, menneskehed.


***UPDATE 3/4: Nu har jeg mistet min tillid til menneskeheden igen: Jeg glemte en pensel ude ved vasken, og nu er der nogen, der har stjålet den. (Eller også ligger den her inde i rodet, det tror jeg bare ikke.) Det er min yndlingspensel (her afbildet).***

Om overraskende medmenneskelig godhed se også her.

***

100 sammenhængende ord

***
Jeg tror ikke jeg har talt 100 sammenhængende ord med min kone, siden børnene fik sommerferie. De er sent oppe, og der er ingen tid til overs. Hun er heller ikke udpræget snakkesalig, men sfinksagtig i sin tavshed. Min talestrøm holder inde, når jeg ikke tror, der er nogen, der hører efter. Kald det pludren. Er det bedre ikke at sige noget? Det er hvad, det ender med. De mindste ord, den uskyldigste sætning kan eksplodere i rummet eller falde til jorden som krystalglas (eller rasle som skruer på en metalbakke i en domkirke, som Tom Kristensen nogenlunde sagde) under de omstændigheder.

Kontrasten til lutheransk tavshed er middelhavs alle-taler-i-munden-på-hinanden. Det foretrækker jeg. Jeg kan godt føre tre samtaler samtidigt og lytte til andre, mens jeg selv taler. De eneste, der taler her, er børnene, og de taler nonstop. Hver dag er fødselsdag i børnehaven med sodavand ud af næsen og barnagtige latterkor.

Kan det egentlig kaldes ferie, når man er sammen med de samme mennesker, man altid er sammen med, bare et andet sted henne? Er ferie bare manglen på arbejde?

Hvis jeg skal være ærlig, foretrækker jeg, at alle dage er ens. Så kan man selv vælge. Ingen helligdage, ingen dage hvor alting er lukket. I går fandt jeg ud af, at Metroen ikke kører efter kl. 00:56 eller tidligere, det var det tidspunkt jeg stod der med mine lufthavshjul og hadede København for at være sådan en lille lorteby, der lukker om natten. Det er det gode ved nettet, at det aldrig lukker.

– I morgen vil jeg tage mine børn ned at svømme, lovede jeg mig selv, mens jeg trillede min taske over for at finde en taxa.
***

Hjerneskadet af for meget konkret digtning

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner i den tid det tager mig at skrive én konkret digtsamling (der vil tage landet med storm), og jeg kan ikke engang lide konkrete digte.

Jeg er mere til det pikareske, når det kommer til stykket, fordi det er mere udfarende end at sidde og hviske og tiske og sleske med små ord og afskygninger.

Jeg er mere til det pikareske
end ord der skal måles med en teske,
og ikke af de toppede,
for så bliver de poppede.

Jeg ville hellere skrive De tre Musketerer,
for den er sjov,
end ord der skal trues med geværer
for at lette sig og pænt spørger om lov.

Jeg vil hellere have det hvide snit
end skrive ét til konkret afsnit.

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner
og tjene nogen bananer
i stedet for at være en konkret fedtemikkel,
der ikke får en shekel.

Konkret digtning er en blindgyde,
som Bukowski sagde,
før han lagde hovedet tilbage
og lavede gurglelyde.

Men hvad kan man gøre, det er bare at gå til den
og håbe man lander på sine ben.
At give den et nyk til
og skrive et par stk. til.

Jeg vil derfor fortsætte at hamre panden mod den konkrete mur,
før jeg bliver sur.

Konkret digtning er noget ørl.
Jeg vil hellere kigge på videoer af naked girls
på trampoliner,
der hopper mens de griner.

Min hjerne er blevet til mos
og min humor studentikos.
Jeg vil derfor takke pænt for i aften
og gå hjem til sveskesaften.

Da jeg kom hjem i dag og lige havde sat mig til at soupere

Jagten på unbraconøglen
Min kone skulle låne min cykel (altså ikke min, men den jeg har lånt af min far) for at køre ud til sin mor på hospitalet, men først skulle sadlen sættes ned, meddelte hun mig over dørtelefonen, så jeg rodede rundt efter unbraconøglerne uden at finde nogen og væltede hammeren ud af skabet og ned oven i et saftevandsglas (det andet der ryger i denne uge). Optændt af inspirationens glød styrtede jeg ned i Netto for at købe et "multifunktions-cykelværktøjssæt med 12 funktioner" til kr. 39,50, som jeg mente at kunne huske, de havde på udsalg.

Og her kommer moralen: Køb aldrig billigt, dårligt værktøj. Se hvad der skete (foto), da jeg skulle bruge nøglen. Det var ligesom at stikke den i en blyantspidser, det bløde lort. Så jeg styrtede op ad trappen og lånte et værktøjssæt af min nabo, som jeg heller ikke kunne få til at virke, men dét var min skyld, og det var også lige meget, for mens jeg stod og baksede med det, sagde min kone, at hun alligevel hellere ville tage toget, fordi der var truende skyer på horisonten.

Efterspil
Multifunktionssættet har jeg fået pengene tilbage for, men ikke før jeg fotodokumenterede skaden og scorede lappegrejet og dækkejernene. Glasskårene har jeg samlet op med fodbalderne.

Græsenkemandens blues

Jeg har lyttet til en perfekt gammel 78’er, jeg købte på DR's flytteudsalg for fem kroner, Græsenkemandens blues sunget af Johannes Wahl, også kendt som Det syngende X. Jeg troede, Wahl var en gammel hipster, men min mor siger, han var sådan en som min mormor og morfar lyttede til, dvs. ikke noget hipt dér. Sangen er en slags bluesparodi, oversat fra svensk, og i folkeoplysningens tjeneste bringer jeg teksten her. (Jeg burde overspille sangen og embedde den her på siden. Wahl styrer.)

Græsenkemandens blues
(Povel Ramel – Flemming Geill) *)

Det er mandag morgen,
og mit hoved er så tungt.
Jeg sagde vist lige: Det er mandag morgen
og mit hoved er så tungt,
mens jeg sidder her
med et glas grapefruitjuice
og synger græsenkemandens blues.

Min kone tog til Hornbæk,
til Hornbæk by the sea,
for 14 dage siden,
og jeg følte mig så fri.
Åh-åh-åh-åh boy,
Jo-jo-ja, jeg var oplagt til spøg,
men nu føler jeg mig mindre fri,
så nu er teksten til min melodi:
Oh Elselil, come back to me.

Jeg stod i afskedsstunden på perronen
floromvunden,
mens min Else brugte munden
til sidste øjeblik.
Hun sagde: Jeg måtte ikke glemme det og det og det og det og det,
og så sagde toget dut og gik,
og jeg sagde strik (siger han virkelig "strik"? - red.)
men endnu kan jeg høre,
hvor det ringer for mit øre:
Mad til fiskene,
vand på cissus’en.
Hep-hep-hep!

Jeg må købe nye guldfisk,
for de gamle gik i fisk.
Elses cissus er så visne som en afkogt suppevisk.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh-åh, ja, jeg er også meget svag
i dag.
Den uge som er gået har været fuld af grin,
men nu har jeg i huset kun magnyl og aspirin.

Vores husfe Juliane, en trofast gammel skat,
hende tabte jeg i poker til Ib Schønberg første nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, hvad må min kone tro?
Så nu må jeg klare alting selv
med meget stort besvær,
og min huskeseddel den er her:

Jeg skal have skuret trappen,
jeg må have bonet gulv
og jeg skal nå i banken,
før den lukker klokken tre.

Jeg skal have stemt det opretstående,
jeg skal have malet hele køkkenet
og have samlet alle flasker i en bunke midt i gården,
sat ruder i igen,
betrukket sofaen
og klinket mågestellet til i morgen.

De forstår, min frue er jaloutisk,
så skulle hun opdage at
der var syv Stig Lommer-beauties på besøg hos mig i nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, så blev jeg sikkert både gul og blå.
Så det gælder om at feje godt og gardere sig,
for hun tror mere på en hårnål,
end hun tror på mig.

En nøgle i entrédøren,
oh rædsel og bedrag!
Hun skulle komme først i morgen,
og så kommer hun i dag!
Åh-åh-åh-åh, mit liv er ikke værd en snus.
Nu ned ad køkkentrappen
og bort i flyvende sus.
Ak, nu må græsenkemanden blues (det sidste ord udtalt på dansk – red.)

Jeg har lynende travlt. Min kone og børn er på trapperne. De ankommer på Hovedbanegården om et kvarter, og jeg er blevet bedt om at have maden klar.

Det tog mig én dag i min families fravær at vende op og ned på min døgnrytme og gå i seng kl. 03.00 og stå op kl. halv tolv.

Farvel, søde græsenkemandsliv!


*) Bemærk: Der er en til, der hedder Gejl (eller det der ligner)!

Kabel

Min guru sagde, at når han ikke kunne gå ud mere, ville han få kabel, så han kunne se football-kampe, og en sygeplejer til at komme at se til ham. Så da han skrantede, sagde jeg til ham: – Hva’, er du klar til kabel? Det fik ham til at grine. Den sidste gang jeg så ham, stak han hovedet ud af vinduet og bad mig om at gå.

Han fik således aldrig kabel. Han store, tykke palisanderbeklædte TV havde elendig modtagelse og sære farver. Jeg kan lugte hans lejlighed endnu. Han havde en enorm samling sukkerpaketter og individuelt indpakkede tandstikkere, han stjal på restauranter. Han havde aldrig mad i huset, men som regel en halv gallon apple cider eller juice i køleskabet. I 70'erne lå der en pakke Big Bambu.

Revideret midsommer

Jeg er træt af at brænde en heks af på Skt. Hans-bålet. Hekse er overvurderede og udrangerede. Det er en konvention. Næste år vil jeg have vi skal brænde noget ordentligt af: Fogh, Bush eller Pia Kjærsgaard.







PS Jeg var til bålfest hos kommunisterne. De solgte dåse-Coca-Colaer og -Carlsberg. Hvad er der sket?

Den gode samfundsborger

Jeg var nede at give blod. En mandlig sygeplejerske denne gang. Han hev plasteret af mine armhår. Det var værre end stikket. Drak fire briketter appelsinjuice for at vedligeholde væskebalancen.

***Vidste du, at HKH Prins Henrik er protektor for Bloddonorerne og at Dronning Ingrid var det før ham? Vidste du desuden, at "i anledning af HKH Prinsens 70-årsdag stiftede Bloddonorerne i 2004 et æresdiplom, der kun gives donorer, som har givet blod 150 gange"? Dvs. at jeg kun har 141 aftapninger tilbage nu (svarende til 70,5 liter blod), før jeg modtager en "personlig hilsen fra HKH Prinsen". Tju-hej! Ikke værst. Endnu en glæde jeg har at se frem til.***

Oplysninger hentet fra Donor Nyt, marts 2007. Alle organisationer, hvorend obskure, har tilsyneladende deres eget blad.

Lortedag

Lortedag. Jeg har skændtes med min kone (jeg skal have tjekket her i bloggen om det er en måned siden sidst) og anklaget hele familien for at bruge al min barbergel, og min ældste datter græd hele vejen ned til skolen og blev ved med at sige, at hun ikke kunne holde ud at skulle ind i klassen og have røde øjne, og alle ville kigge på hende, og så ville hun komme til at græde. Og jeg skrev en seddel til læreren: Kære lærer, XXX kommer for sent pga. intrafamiliære stridigheder.
Det er uretfærdigt.
Og min yngste datter græd, fordi hun ikke fik den juice, jeg havde lovet dem begge for at berolige den ældste, der ikke ville komme endnu mere for sent, men så gik vi alligevel hen til en købmand og sad og drak en juicebrik på trappestenen i solen, men det hjalp ikke, for hun var stadigvæk ked af det. Og jeg ville helst bare have taget hende fri hele dagen.
Og jeg er stresset med mit lortearbejde, som jeg har negligeret hele ugen og gerne vil have færdigt inden ferien. Og jeg føler mig stump mere end noget andet. Og jeg gider ingenting, men det er almindeligt.