tirsdag den 31. marts 2009

Alene på nattens hav

***
Min kone er ude at bælle med Helle eller drikke med Rikke – jeg kan ikke huske hvilken – og jeg kan ikke lide at ligge her alene. Jeg gider ikke falde i søvn. Jeg er som en skibbruden på en tømmerflåde, der driver omkring under kolde stjerner.



Jeg er fortabt uden dig, min mage
Nu er kun søvnen tilbage
Og medens jeg snorker
med en lyd som en hær af orker
vil jeg drømme, at jeg strander
i din lagune,
min kone
Jeg brænder.
***

Bunden af poppen

***
Jeres blogskriver Mandejammer er endnu længere nede på showbiz-rangstigen end selv de her:


8x10 glossy jeg fandt i skraldet engang.


End folk der holder foredrag i børnehaver.

End mavedansere på plejehjem.

End Lucia-optog.

End præster.

End gøglere der sætter ild til deres hår.


Al Capp: Li'l Abner (min fremhævning).


Konklusion: Jeg tænker på min dagbog som et stykke underholdning.
***

Vrid dig i lyset

***
I min dagdrøm for år tilbage havde jeg en hær af assistenter til at gøre alt det kedelige for mig. Jeg forvandlede mit rum her til en fabrik. Det mindste kunne jeg slippe af med. I stedet for har jeg bare siddet og gemt mig under en sten.*)

Det er ikke nemt ikke at have nogen fremdrift.

Jeg har ikke engang malet nok til at beskæftige mig selv.



*) Idé: Mal billeder af regnorme og tusindben og bænkebidere og hvide ting, der vrider sig. Køb en lommelygte.
***

mandag den 30. marts 2009

Fremskridt

***
I dag tvang jeg mig til at lytte til hele min kones lange historie om, hvordan hendes dag havde været. Det var helt vildt kedeligt, men jeg forblev fokuseret og nikkede de rigtige steder og stille medfølende spørgsmål. Eks.: "Hun må jo være sindssyg." Eller: "Er der ikke regler for sådan noget?" Mit kropssprog afslørede ingenting.

Det er en god koncentrationsøvelse, en slags transcendental meditation på den hvide stribe på motorvejen.





Her står, at den slags styrker parforholdet.
***

På den ene side & på den anden side – Gyngerne og karrusellerne II

***
Jeg sublimerer. Jeg har opgivet at narre eller overtale min kone til at have sex med mig, og i stedet for kanaliserer jeg al min energi ind i min kunst. Problemet er bare, at alle mine billeder nu ligner store dunkende mandslem, der eksploderer hvid slim i alle retninger.


***

Angrebet fra alle kanter

***
Møl har ædt hul i min italienske modesweater.



Hullet ligner en sød lille hundehvalp eller kattekilling:



Jeg skulle ikke have pillet så meget i det hul, nu har jeg udvidet det.

***

Opdrift

***
Ah, hvor skønt at vide,

at man skal have kaffe og skide.


***

fredag den 27. marts 2009

Lotte Heises hals i HD

***
Jeg er færdig med at kategorisere mine flip. I må gætte jer til resten.

Jeg har skreget af min kone: JEG KAN IKKE TAGE MIG AF DIG OGSÅ!

DET HANDLER
IKKE OM DIG

KAN DU FORSTÅ DET?

Hun er ude at drikke sig fuld.
***

Tid til en pause eller armbøjninger

***
Jeg stod og prøvede at male, men det er svært, når jeg så begynder at tænke på, hvor ond og ufølsom jeg har været ved min kone gennem årene. Jeg så det pludselig fra hendes side, nogen af de ting der gør mest ondt. Hun har sine, ligesom jeg har mine.

Måske kan jeg binde undskyldningerne sammen til en flot buket. En overvejelse værd eller bare holde kæft.


***

For fuldstændighedens skyld er en misforståelse

***
Øresundsbroen så mere interessant ud, før den blev bygget helt færdig.



Den mindede om den ufærdige Dødsstjerne i den tredje Star Wars-film (eller hvad nummer den nu har).



Louisiana var bedre, før kredsen blev sluttet, så man kunne gå hele vejen rundt indenfor.


Før og efter

De sluttede kredsen, samtidig med at de planerede toppen af højen og gjorde den rullestolsvenlig, da de kommunaliserede museet.


Efter


Før

Sådan er det tit. Fristelsen til at fylde det sidste mellemrum ud er enorm, og det kræver stor viljestyrke at modstå denne trang til fuldstændighed for fuldstændighedens skyld. (Det er den samme trang, der driver samlere.)


Morale: Nogen ting, skal man bare lade stå.


***Det var et af de kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker bloggen og finder noget fornuftigt at foretage mig. Der er en håndfuld endnu.***
***

Situationen forværres hastigt

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med de tuber. I dag, da jeg kom ind, havde de ædt postbudet.


© Dansk Reportagefoto 2009

Jeg frygter for mit liv. Lige nu er de mætte, men hvert øjeblik kan de vende sig mod mig...
***

torsdag den 26. marts 2009

Alting er imod mig

***
I dag kom jeg ind på mit atelier og blev mødt af dette syn på gulvet:



Det synes jeg faktisk er lidt sårende.
***

onsdag den 25. marts 2009

Så stod vi dér

***
Min datter (8) sagde: – Nu skal I kysse hinanden, mor og far.

Men hun ville ikke, min kone.

Og så stod vi dér.
***

Et spørgsmål om teknik

***
Mit maleri går meget godt, men da jeg kom ind i dag, var farverne løbet af lærredet.

En anden dag, da jeg kom ind, havde tuberne bundet knuder på et gammelt lagen, jeg bruger til klude, og var ved at flygte ud af vinduet, mens penslerne holdt fast i den anden ende.

– Ka’ I så komme herind igen! råbte jeg, og modstræbende lagde de sig på plads igen.

Man kan ikke se væk et øjeblik.


© Dansk Reportagefoto 2009
***

Før mørket

***
Jeg hader den her seng. Der er dårligt plads til os. Når jeg ikke må røre ved dig, ligger jeg ude over kanten.
Og du er ikke engang i sengen endnu.
Jeg forestiller mig en linie ned langs midten: her har jeg da ret til at være, men du skubber mig alligevel.

Jeg krøller mig sammen om bomben indeni.
***

mandag den 23. marts 2009

Sæt kryds

***
Det er ved at være den tid på året, hvor min kone forlader mig.


***

Indre blitz

***
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.

Verden ligger for mine fødder.



Det er ikke noget nyt formsprog faktisk, men mit gode, gamle formsprog, jeg fik en smag af først, da jeg begyndte at male for (gisp, støn) snart 20 år siden (jeg kan ikke tro det, hvor er al den tid blevet af? Hvorfor er jeg ikke rig og berømt? Hvorfor har jeg intet at vise for mine anstrengelser eller mangel på samme? Min ufuldbyrdelse er frygtindgydende. Hvor er jeg dog en fæl fiasko. Jeg har virkelig ikke meget håb for mig selv. Hvor har jeg dog ødet bort mit lille liv på det skamløseste), men aldrig førte ordentligt ud i livet, fulgte ordentligt op på, forfulgte ordentligt, kom ordentligt efter, fordi det krævede for meget arbejde (er det virkelig dét?) eller fordi der kom noget andet i vejen.

Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.

Har jeg virkelig sagt det? Hvad betyder det? Jeg tror, jeg mener, at det er bedre at lave sin kunst så kunstnerisk som muligt, hvis man vil sælge. Er det et paradoks? Hvis man prøver at være kommerciel, er det mindre kunstnerisk. Er dét det samme? Det er nok den fejl, jeg har gjort.


PS Eller også er det bare noget borgerligt lort, jeg har gang i.


Konklusion: Pas på med at spørge en kunstner om hans kunst – han bliver ved og ved.


*) "… Fairey reverses a revolution achieved by Warhol, along with Roy Lichtenstein. He embraces a trend in what the critic Dave Hickey has called ‘pop masquerading as art, as opposed to art masquerading as pop.’"
(Kilde)

***

fredag den 20. marts 2009

Intet har jeg udrettet i dag

***
To timers arbejde, det er ikke særlig godt. Jeg har været her i otte.
Hvor er tiden blevet af? Jeg har bare siddet og stirret ud i luften.

En dag, når min kone opdager denne (hemmelige) blog, vil hun sige: – Er dét, hvad du har brugt din tid på?

– Ja, vil jeg svare, og så vil jeg skære mine pulsårer over.




PS Min tragedie i livet er, at jeg aldrig har fået bygget gode vaner op. Jeg har skilt mig af med et par dårlige, men jeg har aldrig lært arbejdsdisciplin. Jeg plejede at sidde oppe hele natten for at få tingene færdig, men det kan jeg ikke mere, nu jeg er gammel og har børn. Således har jeg intet udrettet i mit liv, selvom jeg så gerne ville. Og mig med alle mine gode ideer.

PPS Nu kan jeg se frem til en spændende weekend i familiens skød.
Min kone sagde til mig: – Hvor tit støvsuger du egentlig?
Det var retorisk.
Jeg har lyst til at gå ned og købe pommes friter og cigaretter.

***

Tingene ophober sig (3)

***
Prøv lige at se, hvor meget kaffeslam, der har samlet sig på den underkop, jeg bruger til afløb fra min espressofilterholder (t.h. i billedet):




Se hvor det sprækker og bobler op (man aner endnu et smileyface deri):




Det ligner et rumsondebillede af Merkurs overflade:




HISTORISK GENNEMGANG
Sådan så underkoppen ud sidste år, i februar og maj hhv.:


Til sammenligning.


Hvis det havde været et maleri, jeg lavede på den måde, havde det været ved at være færdigt.


PS om ophobning: Der var en maler på et deleværksted, jeg var på engang, en israeler, der aldrig vaskede sin kaffekop op, og da han brugte mælk, voksede der efterhånden et koralrev frem i koppen. Hver dag til frokost spiste han bacon, og hans billeder lignede Francis Bacons. – Jeg er en dårlig jøde, sagde han.
Jeg tror, hans danske kæreste smed ham ud til sidst, jeg har ikke talt med ham i flere år. Flink fyr ellers. Røg for meget tjald.



***

Tusind ulykker

***
Nu har jeg igen vippet min kaffekop på gulvet og tilstænket min gode, gamle G5’er, pålideligheden selv.



Det er anden gang i dag, jeg fejer knust porcelæn op.

***

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

torsdag den 19. marts 2009

Konkret kaffekvad

***
Meget snedigt udformet som en dampende kop kaffe (med underkop)






.....................K.....
......................a.......g.......s
.......................f.......ø.......t
......................f.......r.......æ
.....................e...............r
......................n.............k
.................................
...............Kaffe gør mig vild og ekstatisk
...............Den laver mig om fra passiv til
...............manisk. Uden den bliver jeg helt panisk
...............og egentlig også med — det er.........jo
................ikke for at få sjælefred, at........vi
.................den i os labber, og heller........ej
..................for at få os en slapper, men for
...................at fyldes med ny energi,
....................der sætter tanken fri
.....................og får tarmen op på
......................dupperne: så klar
.......................hver dreng/pige
........................med svupperne.
......Kaffen er den hurtigste vej til Nirvana, syng Hosianna!
................Med kaffe i sæk er problemerne væk.
***

onsdag den 18. marts 2009

Hul i midten

***
Jeg har hele tiden lyst til at ryge, men når jeg så (falder i og) ryger, tænker jeg: – Hov, det var ikke, hvad jeg havde lyst til alligevel.

Jeg har et stort hul i midten, jeg bare har lyst til at fylde ud med et eller andet.


***

Uomtvisteligt

***
Hvis det viser sig, at man får kræft af Nettos spaghetti, er jeg en død mand.


I videoen her slås den svenske kok med en skål spaghetti. For kendere.
***

100 års tosomhed

***
I går lagde min kone sin hånd kærligt på min arm. Det føltes elektrisk. Jeg var ved at græde. Jeg er ikke vant til at blive rørt.


***

Det kan også være lige meget

***
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.

Jeg når aldrig derhen, hvor jeg godt vil være. Jeg kan ikke overskue den mindste ting. Det er minimalt, hvad jeg når.

Jeg ved godt, at intet giver mening, undtagen i en snæver prokreationsmæssig forstand, men når det, jeg laver, så ikke engang giver mening for mig selv, og der ikke er nogen, der har brug for det heller, og det i de store hele ingen forskel gør, hvad så?



*) I forgårs posterede jeg et kaffeekstatisk indlæg, men det var faktisk ikke sådan, jeg havde det. Det var bare noget, jeg sagde.
***

tirsdag den 17. marts 2009

Med vinduet åbent

***
Jeg lagde mig på gulvet og så op på mit maleri, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor meningsløst det hele er, hvor meget jeg spilder min tid, hvor ligegyldigt det kan være.

I går kunne jeg godt lide det.

Kaffe hjælper ikke. Intet hjælper. Og snart skal jeg hente børn og lave mad og se på mit hus, jeg aldrig får ryddet op, og lave ting, en robot ligeså godt kunne gøre. Føle mig tilovers, føle mig i vejen, føle mig malplaceret, fejlagtig og som en fiasko, ting en robot ikke behøver. Og tænke over, hvad det hele egentlig skal gøre godt for.
Spilde min tid noget mere.
***

mandag den 16. marts 2009

Craquele

***
Jeg er skideked af det, og når jeg så føler, min kone hader mig, kan jeg dårligt længere. Der skal ingenting til: et halvdårligt besøg hos lægen med mit ene barn, og jeg kan mærke, hvor skrøbelig jeg er. "Sprød" som min kone ville sige. Jeg kan ikke blive ved med at udtrykke, hvad jeg har brug for, for det er det samme, og intet forandrer sig og intet sker.


***

Der er nogen dage det eneste jeg har at holde fast i er min kærlighed til kaffe

***

Kaffen er sand glæde.

Kaffen er en elsker der aldrig svigter.

Den er der altid for dig, når du har brug for den.
Den er en skulder at græde ud på.
Jo sortere den er, jo lysere ser man på det.
Kaffen er god til sidste tår. Min er.
Og hvis du var her,
skulle jeg gerne give en kop
fyldt fra bund til top
med den gode, sorte bryg.
Så kom og hyg!



Hil Java i dag!



Se lige, hvor fantastisk min crema er i dag:

***

Aldrig et venligt ord

***
Fucking lortemorgen. Mit humør er skudt i sænk, det lidt jeg havde.

For at få fem minutter til at gå, før Netto åbnede, smurte jeg min rustne kæde og sprayede ulækker olie op på min modebrille (da dysen røg af og skulle på igen).

Jeg mødtes med en gammel skolekammerat, der sagde til sidst om sin kone: – Hvorfor skal hun altid være så sur?

Sådan er det også hjemme hos mig. Er det PMS-spøgelset, der flaprer?

Jeg har ikke brug for alt det lort, og hvad jeg har brug for, får jeg ikke.

Alt, jeg gør i dag, er mod min vilje.
***

lørdag den 14. marts 2009

Millimeter fra døden II

***
Mit snørebånd sad fast i hjulet på min kontorstol. På vejen hjem viklede det sig rundt om pedalen.

Jeg var kun et årvågent indgreb fra en tragisk trafikdød.

I morges vågnede jeg ved, at begge snørebånd havde snoet sig rundt om min hals og blokerede for ilttilførslen til hjernen. Heldigvis har jeg lange negle, så jeg nåede at få deres indviklede knuder op og smide dem på gulvet som slappe nudler, før jeg døde.



Snørebåndene er tydeligvis defekte og skal udskiftes. Jeg er træt af de støvler, jeg har gået i dem hele vinteren. De føles fugtige døgnet rundt, ligesom min jakke, selvom den næsten er ny.

Er det ikke snart forår?

Det
er forår!
Jeg har lige kigget ud af vinduet.

UPDATE (fem minutter efter): Nu er det ikke forår længere. En god dag at gå ud og blive forkølet.

***

fredag den 13. marts 2009

Ben i hver lejr

***
Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.


Herover: Fisk og Fri er fyldt med billeder af piger der poserer med fisk. Se selv efter. Der er noget for enhver smag.
T.h.: Michael Carøe, "Supercrooner ... Danmarks svar på old 'Blue Eyes' Frank Sinatra. Elegant & meget professionel". Book ham i dag.

***

Blogs jeg læser

***
Mange folk har nok spurgt sig selv gennem årene: Hvilke blogs læser han selv, denne Mandejammer? Svaret er: ingen! Men det er løgn. Jeg læser to blogs, og det sjove er, at jeg begyndte at læse dem uden at vide, at de kender hinanden, dem der skriver dem, fordi de begge er tegnere.

JOHN K's STUFF er en fantastisk ressource for alle, der interesseret i at tegne, navnlig tegnefilm. Righoldigt billedmateriale, jeg ofte har bøffet fra, og han posterer hele tiden. (Jeg plejer at pløje hele lortet igennem hver 14. dag, når jeg alligevel bare sidder hjemme hos min familie, og der er altid noget, der bliver hængende.)

John Kricfalusi er kendt som skaberen af den legendariske tegnefilmserie Ren & Stimpy, et genialt eksempel på begrænset animation, som alle stadigvæk stjæler fra.



UNCLE EDDIE'S THEORY CORNER er mere bredt kulturelt orienteret og sjovere. Tjek hans fotoromaner, som her: Suppe, 1. og 2. del, og Poeten.

Sådan nogen ville jeg også lave, hvis det ikke var fordi, jeg skulle beskytte min hemmelige identitet.

Og så finder han på at tage på ekspeditioner, f.eks. til den lejlighed hvor Wally Wood boede, da han begik selvmord (hvor utaknemmeligt og ugivtigt er det ikke – selv for legender – at lave tegneserier).



Tjek f.eks. også dette glimrende indlæg om lyssætning eller dette om glæden ved nørdepiger.


Jeg elsker det lort. Og det er jeg ikke ene om. Hans trofaste læsere skriger efter flere fotoromaner for tiden, men jeg er bange for, at hans helbred skranter.
***

torsdag den 12. marts 2009

Ind med ske

***
– Sig mig lige engang, sagde min kone, da hun kom hjem i dag. – Glemte du at give mig madpakke med, eller var det en straf, fordi du havde jern på i går, og jeg ikke tilfredsstillede dig?
– Jeg glemte det, sagde jeg. – Jeg synes, jeg meget ærligt forklarede dig, hvordan jeg havde det. Det er biologisk. [Her sænker jeg stemmen, fordi børnene er inde i stuen.] Jeg kan ikke ligge op ad din røv uden at blive ophidset, og så kan jeg ikke sove. Sådan er det bare. Virkede jeg sur?
– Nej.

Min nye taktik med at fortælle min kone, hvordan jeg har det, ser ud til at give resultater, om ikke andet så i forhold til vores kommunikation.

– Jeg synes også, jeg har vist mig fra min mest behagelige side hele dagen.

Og så snakkede vi om, hvordan vores dag havde været.
***

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***