Ængstelse over ikke at lave noget

Jeg sprang op og kørte ned for at købe noget at ryge, men de havde ikke det, jeg ville have, tre forskellige steder, så jeg gav op. – Jeg får alligevel rynker, tænkte jeg. Men jeg er stadigvæk ængstelig.

Navnløs frygt

Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.


Anmærkning: Der er et billede af Prins Henrik på vandski i en gammel Året der gik-bog, jeg hellere ville bruge, men jeg har det ikke ved hånden. Skulle der blandt mine læsere gemme sig en Prins Henrik-fan, der ligger inde med det, så sig endelig til. Tak.

Mit valg

***
På valgaftenen sad jeg blandt fire forfattere – en af historiske romaner, en af noget andet, en af børnebøger, en af kogebøger og en nem-mad-blog – dybt i hjertet af Brooklyn. Så det er rigtigt, hvad William Styron og Paul Auster siger (for det gør de vel), at Brooklyn er et godt sted for forfattere.

De første tal kom ind, og jeg drak tre margaritaer af ængstelse. Der var aspargesdip og atomic wings. Ingen kunne koncentrere sig længe nok til at lave mad. Jeg savnede således noget til reelt at suge spiritussen op med.

En del af sejrstalen blev overdøvet af den historiske forfatters platheder.

Jeg greb mig selv i at være dum at høre på og gentage faste indledningsvendinger. Min stemme rungede i mine øren.

Mine værtsfolk slukkede, og jeg sagde: – Nu vil jeg gå ud i agoraen og høre, hvad folket har at sige.

– Her er sgu’da ingen agora, sagde Day-O.

Jeg gik ud og rundt om et par bloks, før jeg tog hjem til luftmadrassen i legeværelset og nedfældede følgende:

Jeg kan høre trommer fra den
anden side af hospitalet.
Eller også er det hospitalets ventilation.
Folk I åbne biler hujer.
Hvad der kommer til mig, møder
jeg, ellers finder jeg på noget.

Jeg elsker den
nye verden.

Et par dage efter så jeg, at folk havde festet og trampet på et par biler i mit gamle kvarter.


Fotosne er venligst lånt herfra.



Men det gør ikke noget, det kunne jeg godt undvære. Jeg er gammel. Gammel i den ny tid.
Knirke, knage, jeg ta’r det tilbage, så gammel en pik er jeg heller ikk’.
Nå bare man har sit gode humør og i kinderne en sund kulør,
skal det gå meget galt, før man lige lægger sig og dør.
Når bare man husker at elske og drømme, skal livet nok blive ved at strømme, og selvom jeg nok må indrømme, at ens liv til tider er noget man over sig må rømme, skal man ikke give sig til at dømme, men bare se sig at hømme.
Som nu, hvor jeg sku’ se mig at lette og tage op og med min kone fingre flette.*) Jeg har ikke mere at berette, kan du nok gætte. I hvert fald: Det var historien om, hvordan jeg mit kryds fik at sætte.


*) og hendes køn opsprætte,
skille hendes rumpette
og fylde hende som en tartelette,
thi hun min krop og mit sind til evig tid vil besætte.
Det er ikke altid, vi er så lette
at være sammen med, lad gå,
som I nok kan forstå,
og hun kan te sig som Marie Antoinette,
den kokette,
og jeg som en tordnende, trampende jætte,
men for mig er hun den rette,
og alle de forræderiske ord må jeg slette,
når hun en dag opdager dette.


(Nedfældet siddende på et afskrællet knallertsæde i cykelkælderen på vej hjem i kulden.)
***