Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Forholdsmæssigt

Jeg kommer hjem og er ked af det som sædvanlig, og min kone ligger og griner ad David Letterman på computeren.

Jeg aner det ikke

Hvad har jeg lyst til?


Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?

Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad!
***

Sitcom

Fjernsyn som spejl.
Man sidder og ser en familie sidde i en sofa.

Én dag, ÉN DAG, var der fred i mit hus

(I går aftes kl. 21.50)

...Så kommer min kone ind og siger: – Hvorfor sidder du og ser en serie uden mig?
– Fordi du sagde du "var nødt til" at læse rapporter.
– Jeg synes det er ærgerligt, vi ikke har det sammen mere at sidde og se en serie.
– Det kan vi også, men du gider jo aldrig se noget.
– Ja, hvis du vil se Rome.
– Jeg har spurgt dig, om, du vil se The Sopranos færdig og en ny sæson af The Shield...

Osv. Osv. Videoerne ligger og samler støv i hele og halve år uden vi får dem set, hvis det er meningen vi skal se dem sammen.
Nu er hun sur, fordi jeg er begyndt at se Dexter (ikke ham med Laboratoriet, men Showtime-serien) uden hende.

Her sad jeg og prøvede at slappe af med en øl, jeg skal drikke inden kl. 22.00, så jeg kan nå mine 10 timers faste inden min blodprøve i morgen tidlig, og så snakker hun og snakker hun og bliver ved med at gentage det samme, indtil jeg ikke kan tage mere og hæver stemmen, og så spørger hun:
– Hvorfor råber du? Du behøver ikke råbe.

Hun er åbenbart bange for at føle sig udenfor. Ved gud, det er slemt, hvis far under sig en times morskab, uden det kommer nogen ved. Her kunne jeg sidde nede på bodegaen hver aften, og så er dét et problem.

Mine nerver er rå.

(Jeg kunne have set afsnittet færdigt i den tid, det tog hende at fortælle mig, hun ikke var enig med mig, med samt hvad det tog mig at nedfælde disse antropologiske feltnoter.)

PS Dexter er ikke specielt god.