Arv mit miljø

Min datter (10) sagde: – Jeg vågnede, fordi jeg kunne høre, at du græd, og så begyndte jeg også at græde.

Med lukkede øjne

Jeg har lyst til, at du skal snakke til mig, så længe du kan, og jeg skal nok lytte.

Det var som man kunne regne med

De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

Jeg tålte ikke mosten

***
Alene i sengen tænder jeg lyset for at nedfælde disse ord

Jeg har drukket lidt (3 GT, 1 porter, ½ vin), og jeg har det ligesom jeg har røget den fede. Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg fryser om tæerne, fordi jeg har siddet udenfor i den danske tundra i klipklapper til kl. 01.30 morgen, sent for mig, jeg drikker aldrig og overvejer at holde op, men hvad skal man så gøre for socialt samvær. Jeg trænger til fisse. Noget så voldsomt. Sommeren er omme. Det var det. Som det plejer. Bitterligt kort. I morgen skal jeg op og vente på en IKEA-vogn. Mit liv bræmmer over med spænding og aktivitet.





Anmærkning: Fra i lørdags. Jeg nåede lige præcis ikke at postere dette indlæg, før naboen slukkede sit netværk. Det er svært at blogge under disse teknologisk begrænsede omstændigheder. Hvor mange grunde mangler jeg til at få en iPhone? Til gengæld har jeg nu indhentet denne sommers backlog. Hurra! Jeg kunne også bare lade være med at postere disse ikke-langtidsholdbare, sæsonafhængige intimnotater, men så sidder de bare dér i min lille dagbog. Og hvad så, kunne man spørge. Godt det samme, kunne man sige, og jeg ville være helt enig. Men hvad fanden, nu er jeg jo i gang.
***

Snorkfruen – den skønneste af alle

***
Skrevet i mørke

Din snorken gør mig liderlig
idet det er et livstegn
Dine tæer famler i mørket og finder mine
Her er ikke meget plads
For meget kaffe for sent.

***

Hvidvask

***
Jeg vågnede kl. halv fem i morges og tænkte: Jeg har alt undtagen en karriere. Med alt mener jeg alt mit lort, der står og fylder op alle vegne, så jeg ikke kan ånde, men som jeg ikke nænner at skille mig af med: alle mine uønskede malerier, andres uønskede malerier jeg går og gemmer for at male over, min halvanden meter 78’ere etc. etc. Jeg var lige ude at kigge på alt mit lort, jeg har stående i min fars kælder, fra gamle dage. Det deprimerer mig. Jeg kan ikke engang kigge på det.

Og så hostede jeg og tænkte: Åh nej, jeg får kræft og dør. Hvad tænker jeg på? Hvad vil mine børn ikke tænke?

Og så tænkte jeg på, hvor ugidelig jeg er og hvor lidt jeg får udrettet her i livet. Malerier formede sig inde i mit hoved, men de var dårlige alle sammen. Indadskruede.

Så gik jeg på lokum og løste en vanskelig sudoku, indtil mit hoved var renset, og jeg kunne ligge på ryggen en halv time som en skibbruden sømand og døse hen det sidste stykke.

Jeg har lyst til at være inde i et tomt rum med hvide vægge.
***

Jeg ender på sofaen

***
Fra i nat

Det er svært at sove, når man brænder op af udtryksløs vrede.
Tinnitustone.
Skurrende kæbeled forplanter sig gennem puden.
Jeg hader mit liv.
Jeg hader mit latterlige lille liv.
Jeg hader det hul, jeg har sat mig selv i.
***

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***

Hej derude, natteravne (Søvnløs II)

***
Jeg var vittig i dag til familiefødselsdagen:

– Er det jordemoderkaffe? spurgte min lillebror.
– Ja, sagde jeg. – Jeg har det allerede, som om jeg skal allerede føde.
Haha.
– Hvad ved du om at føde? spurgte min mor.
– En del. Nu er der kun 28 sekunder mellem veerne.

Sådan her:

V............28 sek.............V

Satans også. Klokken er 1, og jeg kan ikke sove. Jeg tænker på en kop hasselnødskaffe, jeg drak i formiddags. Jeg kan stadig smage den.
Jeg tror ikke, jeg kan tåle flødeskum.
Det er som jeg bliver slået i baghovedet med et baseballbat konstant. Ikke hovedpine, men som konstant at vågne.
Jeg skal op om 5 en halv time.
Det er bare at nyde øjeblikket, siger jeg til mig selv. Hvert minut er en gave.
Der er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på.
Om 7 en halv time skal jeg have skiftet en plombe eller to. Jeg har fire opgaver, der skal afleveres, og jeg har ikke fået holdt ferie. Jeg har ondt i knæet. Hvad ellers? Ellers ikke noget. Ellers fuck, at jeg ikke kan sove.
***

Hovedcentrifuge

***
Skrevet i mørke

Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor bitter jeg er. Det er er en storm i mit hoved. Alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg kunne have gjort anderledes, alle mine fortrydelser. På den måde er jeg et meget utilfreds menneske. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Det ville være nemmere. Jeg er ikke lykkelig. Jeg har ikke-ulykkelige øjeblikke – hele dage til tider – men jeg brænder op af uforløsning og utilfredshed og følelsen af, at fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Det var dét, jeg havde mine chancer og spildte dem og klattede de bedste år af mit liv væk på ingenting og værst af alt på at bekymre mig over at lave ikke noget og komme ingen vegne, så det alligevel aldrig var sjovt.

Jeg hader mig selv, og jeg hader Danmark.

Eller også er jeg endt, hvor jeg er – ingen steder – fordi sådan er jeg. Jeg har aldrig været en succes nogen steder. Jeg er aldrig slået igennem. Jeg er altid krympet som en viol. Jeg har altid været for mageligt anlagt. Jeg har altid gerne villet have et hjem. Et sted til mine ting, HA! Jeg har aldrig været villig til at bringe de nødvendige ofre. Kun halvhjertet, det værste af alt. Jeg dør.

Derfor hader jeg, når det går dårligt med min kone – og det er alligevel næsten hele tiden. Så kan jeg ikke se meningen med noget. Når jeg alligevel bliver beskyldt for at være egoistisk på trods af alle de halvhjertede ofre, jeg har bragt. Hvad er det så værd? Hvad har jeg så at have min lykke i, når jeg er ufuldbyrdet og uforløst og uden succes på alle andre måder.

Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg har ikke noget at have det i.
***

Flere ting der ikke bliver gjort eller gjort dårligt

***
Skrevet i mørke

Min kone nævner jævnligt alle de punkter, hun har givet op på I dag var det en simpel ting som cd-samlingen.

Samtidig kan hun også lide at sige alle de ting, "vi" skal gøre. I dag var det at fjerne humlebierne. Det vil jeg sige: jeg skal gøre det.

Det bliver aldrig gjort. Jeg gider ikke, og hun kan ikke finde ud af det. Hun kan højst rive ned, og så skal jeg bygge det op. Eks: – Vi skal se at have ordnet (det her projekt). Og så river hun noget ned, før hun ved, hvad der skal til for at lave en ny. Jeg researcher det i det mindste på nettet, før jeg laver ingenting.
***

Intet har jeg udrettet i dag

***
To timers arbejde, det er ikke særlig godt. Jeg har været her i otte.
Hvor er tiden blevet af? Jeg har bare siddet og stirret ud i luften.

En dag, når min kone opdager denne (hemmelige) blog, vil hun sige: – Er dét, hvad du har brugt din tid på?

– Ja, vil jeg svare, og så vil jeg skære mine pulsårer over.




PS Min tragedie i livet er, at jeg aldrig har fået bygget gode vaner op. Jeg har skilt mig af med et par dårlige, men jeg har aldrig lært arbejdsdisciplin. Jeg plejede at sidde oppe hele natten for at få tingene færdig, men det kan jeg ikke mere, nu jeg er gammel og har børn. Således har jeg intet udrettet i mit liv, selvom jeg så gerne ville. Og mig med alle mine gode ideer.

PPS Nu kan jeg se frem til en spændende weekend i familiens skød.
Min kone sagde til mig: – Hvor tit støvsuger du egentlig?
Det var retorisk.
Jeg har lyst til at gå ned og købe pommes friter og cigaretter.
***

Nedtælling til ingenting

***
– Kommer du ikke ind i seng? spørger jeg.
– Ja.
Hun sidder og laver Facebook. Kl. var 22.53. Nu vil jeg se, hvor lang tid der går.

23.03 Hvad er der så spændende derinde?
Jeg kan ikke høre hende taste.

23.13 Jeg slukker lyset.

23.22 Mine fingre fryser helt ind i knoglerne.
***

Alene i natten

***
Skrevet i mørke


Jeg har lyst til at ruske i min sovende kone og sige: Jeg bliver sindssyg.
Jeg bliver sindssyg over at ligge her som en mumie. Jeg bliver sindssyg over ikke at kunne fortælle dig noget.
Forstår du, sovende isbjerg, jeg er så dybt alene.
Du er ligeglad med mig. Jeg har det som om, du er ligeglad med mig.
Mit hjerte er spiddet. Jeg forbløder og bliver til støv.
Mit stakkels hjerte, så ømt og mørt,
er løbet for livsglæde tørt.

Jeg, Kong Sutsko,
har den indre uro.


***

Det er tortur

***
Min kone har været syg et par dage, og det gode ved det er, at så har jeg ikke tænkt på at forsøge at overtale hende til at have sex med mig. Jeg har ikke engang haft lyst (vi taler dårlig mave her, okay?)*) Men så i nat, da vi skulle sove, lagde hun sig op mod mig og begyndte at bevæge sig, men da jeg bevægede mig i tilsvar, holdt hun inde og rokerede om på mine hænder. Det er tortur. Så kunne jeg igen ikke sove, men lå med mit jern på og græd tørre, tavse tårer. Og nu havde jeg lige sovet så godt hele weekenden.

Jeg er imod at ligge og holde om sin elskede, indtil hun falder i søvn, når prisen er for høj.



*) Se i øvrigt om forbindelsen mellem opkast og vigende seksuallyst her.
***

Jetlag

***
Jeg vågnede om natten og vidste ikke, hvem jeg var. Bagefter vidste jeg ikke, hvor jeg var. Jeg følte, jeg var død.



***

Min lørdag aften II

Kl. 01:45

Jeg kan ikke sove. Jeg har ondt i mit ben. Min kone er til fødselsdag uden mig. Jeg gad ikke. Hvis vi kunne have fået en babysitter, hvad vi ikke kunne, selv om vi havde prøvet, havde jeg ikke gidet. Jeg har afskrevet den vennekreds, for de er ikke mine.

Jeg kunne ikke få mit fjernsyn her i kolostomimaven til at tage TV2. Det eneste jeg ville var at se fodbold, så kunne børnene have gjort, hvad de ville. Den lykke var mig ikke forundt.



PS Jeg kan heller ikke få mit mobile bredbånd til at virke.

Selv mine bekymringer har bekymringer

Skrevet i mørke ca. kl. 06.00

Jeg ligger vågen fra kl. 5 og bekymrer mig, og jeg har ikke engang rigtigt noget at bekymre mig om andet end det sædvanlige. Og jeg gider ikke stå op og folde tøj og den slags og vække de andre.
Er det et alderstegn? Jeg har ikke brug for mere søvn? Guderne må vide, at jeg er træt nok alligevel.

Nu har jeg vækket min kone ved at skratte disse latterlige noter. Hvor uretfærdigt. Jeg havde håbet på at formulere noget genial poesi, men intet kom til mig. Så kunne jeg da bruge tiden til noget fornuftigt, men det lykkedes ikke.

Bønner

Jeg lå i nat og skulle slå en siver, og jeg vidste den stank, så jeg løftede en flig af dynen over røven og slap den ud, men efter et stykke tid spredte den overvældende stank sig alligevel til mine næsebor og blev hængende i lang tid. Min kone skuttede sig i søvne og klynkede.

Ødelagt stemning

Kl. ca. 23:15 i går aftes

Skrevet i mørke

Min kone er sur på mig. Hun ligger her i sengen ved siden af mig og vil ikke tale til mig, fordi jeg kom hjem, mens hun sad og så King Arthur (ikke den med Dudley Moore, men den med danske Mads Mikkelsen som Sir Tristan), og begyndte at udpege alle stereotyperne i den.
– Jeg gider ikke høre din mening om alting, sagde hun. Du har en mening om alt, og det er altid negativt.

Hun slukkede lige efter den onde gallerhøvding var blevet dræbt af Clive Owen (ikke Owen Wilson, min skat) og gik i seng i protest.
– Kan du ikke sove på sofaen, sagde hun og sparkede min dyne ned på gulvet.

Hun er nødt til at hidse sig op (på mig) for at komme op af sofaen og ind i seng.

*

Hun er også sur på mig, fordi jeg tog ud af at spille bold i stedet for til forældremøde. Og bagefter havde jeg den frækhed at tage ud og drikke tre tall boys hos en kunstnertype på Ama’r. (Jeg drikker aldrig, okay? Jeg går aldrig ud. Det eneste jeg skal er til min boldsport.)

– Her havde jeg troet, at jeg skulle hen at have noget fisse, sagde jeg.
– Det kunne du også have fået, hvis du ikke var så irriterende, sagde hun.
Ja, især. Det er nemt at sige bagefter. Så kan hun give sig selv point for villighed. (Resten kan ikke udgives, mens jeg er stadigvæk er gift, så jeg stopper her.)

*

Næste morgen: Det tog et stykke tid, men nu er jeg i dårligt humør.