Mage til elendighed

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er rask. Jeg er så træt og flad til hverdag, at jeg ikke kan kende forskel.

Jeg kan ikke kende forskel på, om jeg er syg endnu eller bare ikke har fået kaffe. Og i dag kan jeg ikke drikke kaffe. Jeg har ofret mit tarmsystem på Javas alter og har intet mere at bringe.

Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke snart kommer ud af lejligheden, men jeg kan dårligt gå. Jeg har det som James Caan i Misery, bare uden Kathy Bates.

Det er en delikat affære. Eller også er det penibelt.

Jeg, en plaget mand

Min ankel er smadret, og jeg kan ikke gå, og nu er min mave også eksploderet og sprunget læk.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg ikke er den der piwer, men dette er ekstremt.

Javas viljeløse slave

Jeg har haft svag mave og har derfor ikke kunnet nyde kaffe, indtil i går hvor jeg drak to firdobbelte espressoer og blev mig selv igen. Jeg var ikke rigtig vågen i to dage.

Kaffen har indtaget mig.

Hil Java!