Nu vil jeg fornærme mine læsere bare for at teste dem, for sådan gør jeg med dem, jeg holder af.
Det er derfor, indlæggene er så dårlige. Nogen skal det gå ud over.
Hvis du læser dette, er du en åndsbolle med dårlig ånde (jeg er bare ved at varme op). Du er en lorteæder (heraf den dårlige ånde), og din mor er en gammel luder, hvis hun ikke er blevet kneppet ihjel. Jeg hader alt ved dig, og det gør alle andre også. Jeg tørrer røv i din gud, og dit liv er intet værd. Gå hjem og vug og knep dig selv i røven med en bambusstang og en Netto-agurk og en brandbil og Rundetårn og skoleskibet Danmark. Og når du er færdig med det, kan du sætte ild til dit hår og klemme dit lår i døren og tisse dig selv i munden og børste tænder i hjemløs sperm og gå på lokum i dine kommodeskuffer og iføre dig din mors lyserøde korset, mens du spiller skedeslikkervalsen på Marguerite Vibys afpillede lig og dit hus brænder og du får en istap i hovedet og du spiser fordærvet kød på 1000 forskellige måder, så du kaster op i røven på Kong Karl, der ler højt ad dig og din uduelighed. Og undskyld mig lige, nu skal jeg ud at græde.
Jeg har så mange tårer endnu, så mange længsler, så mange fortrydelser. Så bitterligt livsnerven er knuget om min hals fra nytår til Sankte Hans. Og ingen, ingen har jeg at dele det med, for jeg er så ensom og alene og overset og glemt, og ingen elsker mig, undtagen dem jeg skider allermest på. Der er ingen vej frem. Jeg kaster mig i afgrunden. Farvel onde verden, farvel.
Farvel, farvel, farvel.
Aaaaaaaaarrrrrhhhhh...
Det var nyhederne, og nu godnat.
Sluk fjernsynet og knep dig selv i røven med en jernbanesvelle og en pølsevogn og en gardinbus og Eiffeltårnet i Paris og Det skæve Tårn i Pisa og Panserkrydseren Potemkin, og må en ringbane-Metro sprænge sig vej gennem din krop og ud af din mund, hvor alle folk står glade ud og stempler dig i øjet med deres klippelort, så du skærer dig og bløder og må forbinde dit øje med brugte menstruationsbind og brugt lokumsrulle og aids-nåle til at holde det fast med og cocktailpølser til pynt og bagte bønner ud over dit hoved, skoldhede, og de er ikke engang taget ud af dåsen endnu, så det gør ekstra ondt, og du vil ærgre dig længe, fordi Jobs bylder vokser frem overalt på din krop og vædsker, og din aktiebeholdning viser siger at være værdiløs og ikke det papir værd, den er skrevet på, og din mand og/eller kone knepper med folketingsgruppen for samtlige partier, og alting gør ondt og er dårligt resten af dit liv, mens du plages som Adolf Hitler, hvis der virkelig fandtes en gud. Bare skidt det hele, forstår du, og intet bliver nogensinde godt og rart og velkendt igen.
Jeg mener det ikke personligt, men generelt. Forbistrede verden, den har mig lige, hvor den vil have mig, med bollerne i skruetvingen og næsen i sky, hvis det ellers giver nogen mening, men det var, hvad der faldt mig ind.
Og din hud vil falde af som efter en atomprøvesprængning, og dit højre øre vil blive døvt, og græshopper vil æde din køkkenhave, og havet vil sluge dit sommerhus, og alt hvad du elsker vil visne og dø, mens du hviler på dit leje af brændenælder og slikker pik på en, der lige har kneppet en, der har spist figner. Og du vil blive taget for at rejse uden gyldig rejsehjemmel i S-toget og for at køre uden lys på cyklen i skyndingen rundt i svinget ved Rughavevejens Skole i Valby, og dit hår vil falde af, og dit røvhul vil klø og dine arme være for korte, og du vil være ude af stand til at bukke dig, så du kan nå, og dine negle vil blive revet af af dværge i Sortskov, og tag det nu ikke for nært, men jeg vil fornærme din musiksmag og sige, alle de film, du godt kan lide, er dårlige, og jeg vil stjæle de bedste år af dit liv og misbruge din kærlighed og forvrænge alt, hvad du siger, og kun tænke på mig selv og sige, at din kaffe og madlavning er dårlig og elendig, og at dine gaver er fantasiløse, og jeg vil aldrig gide rydde op og vil smide mine ting allevegne og prutte dig i hovedet, mens du sover, og bare grine, når du protesterer, fordi jeg er større end du er, og jeg vil sige, at din familie er latterlig og taberagtig, at der lugter hjemme hos dem, at de har dårlig smag i samlivspartnere og ikke forstår at more sig ordentligt juleaften, og at alting i hele Danmark er rullet ind i pøllebæ og drysset med hudflager af indtørrede grønlændermumier.
Jeg er led og ked af det hele og ser ingen anden udvej end at fortsætte i denne gænge, indtil noget giver sig. Indtil solen falder ned i noget med kusse og røvballer og afrevne testikler, som mågerne pikker i.
Og må alverdens forbandelser regne over hovedet på enhver, der læser det her, og give stof til eftertanke. For lidelser lutrer og forbandelser forpligter.
Mere i morgen.
Det er så let at være negativ, men hvad med at sige noget pænt til en forandring?
Jeg må indrømme, jeg er helt udmattet nu efter at have læst din tirade, men hvor gjorde det dog godt.
Jeg ved, hvor du bor, fister, du har gjort min kone ked af det, og nu skal du betale.
Jeg håber, du er meget stolt af dig selv, store baby, du med din tunge, fyldte ble, du ikke kan få nogen til at skifte.
Vi reder op til dig på Skt. Hans, her kommer mændene med nettet.
Skulle det være noget særligt, lille grimme abe? Du er så uartikuleret, når du er dum. Har du ikke bedre ting at spilde tiden på, Dummkopf? Grav dig ned og smid skovlen væk.
Ingen vil savne dig. Du er en plet i Guds øjne og et sørgeligt spild af sperm.
Du skulle skamme dig. Først lader du det gå ud over en sagesløs psykoteraprut, og nu dette? At fornærme ALLE dine læsere? Over een kam? Som om vi har gjort noget. Hvad rager det i øvrigt os, hvad du siger? Kom ikke for godt i gang. Naturen har en måde til helt naturligt at udjævne ubalancer. Så held og lykke med at undslippe den universelle orden. Sure gamle bedstefar. Du stinker af sur røv, og dit lem er langt og slapt som en udkogt kålrabi. Jeg foragter dig og alt, hvad du står for, hvilket ikke er meget. Du burde være glad for, at nogen overhovedet gider læse dig. Tænker du måske nogensinde på det? Hvad der ville ske, hvis ingen virkelig lyttede? Så skulle du høre dig selv hulke, for ingen andre ville selvsagt. Ha! Tag den, dit lange, slappe jammerlem. Du blafrer i blæsten som en udtørret sælhud. Vi hader dig alle skidemeget og synes bare, du skal dø. Farvel selv, JEG er skredet. Og jeg tager mit følge med. Kom, små sykofanter.
Bjæf, bjæf, logre, logre, savle, savle.
Vi er dem, der er gået.
Og din prosa er også slap. Prins Henrik digter bedre end dig. Og hans røvhul lugter bedre end dit hår og hans kone er lækrere. Og de har bedre sex, tiere og længere. Og deres børn er kønnere og bedre begavet. Åh hahahahaha.
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.
Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.
*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
