Viser opslag med etiketten fra forbrugerfrontlinierne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fra forbrugerfrontlinierne. Vis alle opslag

søndag den 11. december 2011

Se nu dér


Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.



onsdag den 30. november 2011

Postkort


Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.



mandag den 28. november 2011

onsdag den 28. september 2011

Bolle & boble


Hvad fanden, tænkte jeg, der ligger sguda en pakke kondomer. men det var heldigvis bare tyggegummi.



Sådan er det så nemt at tage fejl. Der findes faktisk også nogle kondomer, der hedder Sensis.

Ved kassen i Kvickly har de en hel gummiafdeling:



Jeg forestiller mig en udlænding, der har taget fejl i skyndingen: – Hva' fanden! (What the...!)
Så siger hans kæreste: - Den ordner jeg! Gnaske-gnaske!! Pff! Pff!

Ingen krise må gå ubrugt hen.


Addendum A



Jeg kan også godt lide sammenstillingen af ostestrenge og kondomer. Det får mig til at tænke på den ståltrådsbøjle, man bruger til at skrabe belægninger af tungen med eller i dette tilfælde ost bag om nakken.

torsdag den 16. juni 2011

Det kan lære mig ikke at sove længe


Jeg havde en drøm, hvor jeg gik rundt og skreg ad min kone, fordi jeg ikke kunne finde peanutbutter'en, og hun havde rykket rundt på det hele igen.



torsdag den 12. maj 2011

Mål og midler


Højdepunktet på min dag i går var, da jeg kørte ned i Kvickly og købte en brødrister.
Man kan lave al mad på en brødrister.



torsdag den 28. april 2011

Til mig selv


At ryge en stor cigar, skulle det løse nogen problemer? Hvad hvis man røg en lille cigar?



søndag den 20. februar 2011

Alle tegn var gode


I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.




Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

mandag den 31. januar 2011

Det var en aftale


Vi tog ud i IKEA og skændtes hele vejen, bittert, indædt, alle de gamle knapper trykket i bund, medens jeg forsøgte at føre min svirefars automobil. Ét fejltrin, og mit navn ligger i ruiner. Heldigvis løb vi ind i Niller-drengen og Petunia og blev afledt en gratis IKEA family member-kaffe eller to. Fucking IKEA, de havde ikke det, vi ville have, så vi købte noget, vi ikke havde brug for, for kr. 2.000. Min kone købte lysestager. Lysestager! Hvem betaler for det? Jeg skulle have nogle rammer, men de var enten lidt for små eller alt for store, så jeg købte to flere, end jeg skulle have, der ikke passer, bare for at være på den sikre side. Bare for at spare penge brugte jeg kr. 500 på noget, der ikke er godt nok.*) Der er meget kort vej fra at købe noget i IKEA til at bygge det selv ud af pap (det holder lige dårligt, men det af pap er til at reparere).

Jeg kan ikke forestille mig nogen mere modbydelig livsstil end at køre i sin bil ud til et omkringliggende indkøbscenter. Hvor aftrækkerfingerrykkende. Fra nu af handler jeg lokalt eller over nettet.



Vi var også i ILVA, der er endnu værre. En komplet joke af falskhed: en skibskuffert som sofabord, der er lavet for at ligne en gammel skibskuffert, nogen engang har fundet på at bruge som sofabord. En lampe lavet af et kamerastativ, der er lavet for at ligne et gammelt kamerastativ, men som er dyrere end et rigtigt kamerastativ, nyt eller gammelt, og ikke kan bruges som kamerastativ. Udpræget bordelsmag over hele linien (sort og sølv). Kunstigt slid.

Se, hvad William Gibson siger om den slags, venner:

She was big on patination. That was how quality wore in, she said, as opposed to out. Distressing, on the other hand, was the faking of patination, and was actually a way of concealing a lack of quality.
(Zero history, s. 205)

Og så skændtes vi hele vejen hjem.

– Det gør jeg aldrig igen, sagde min kone. Hun har ikke talt til mig siden andet end i grynt eller enstavelsesord. Dyrisk eller domsfældende. Som sfinksen. Jeg aner ikke, hvad hun tænker på, andet end at det ikke er noget godt.

*) Hvor mange gange skal jeg lære, at kvalitet betaler sig?

onsdag den 12. januar 2011

Sikken begrædelig hue


Jeg vil råde alle folk til ikke at købe den billigste hue, man kan få i Tiger-butikken og andre steder, som jeg gjorde. Jeg havde den på én gang i regnvejr, og den har lugtet lige siden.



torsdag den 30. december 2010

Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg


Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

torsdag den 16. december 2010

Hvor ellers?


I går gik jeg på arbejde og åd en bakke klejner (Irma, nedsat fra kr. 26 til 22,50). Men jeg lavede ikke noget. Arbejde.


søndag den 8. august 2010

Ofring


Som en kærlighedsgave købte jeg min kone en bakke italiensk salat, men hun sagde, det smagte elendigt, og nu har jeg smidt den ud.



Det var en uselvisk handling, idet jeg ikke spiser den slags selv.

Konklusion: Næste gang køber jeg den billigste slags.

torsdag den 1. juli 2010

Intet undgår mit skarpe blik


På Falkoner Allé ligger der en fiskeboutique:



Det er lissom i Asterix & byplanlæggeren:


(s. 50, pan. 7, overs. Per Då)

lørdag den 30. januar 2010

Lokale seværdigheder


– Se, sagde jeg til min ven, den udenlandske homo, ved et supermarked ved hovedvejen i et andet udland (navne og steder er slørede for at beskytte folks hemmelige identiteter, navnlig folk af sjældne nationaliteter der aldrig åbent har fortalt mig, de er bøsser, så diskret jeg er, det ved I), – sådan er de fleste menneskers liv: de arbejder hele ugen og i weekenden tager de ud og køber stort ind sammen med deres ægtefælle.
– Jeg ville slå mig selv ihjel, spyttede han.
– Sådan er de fleste menneskers liv, understregede jeg.



søndag den 3. januar 2010

Fængslende glæde


Jeg takker dig, gud, fordi julen er omme.*) Ikke mere skal der dikteres, hvad man skal: nu skal der tændes et lys, nu skal du drikke mere end nogen anden dag på året. Nu er jeg fri. Fri til at forlade hjemmet hver dag uden dårlig samvittighed. Fri til at lukke mig inde og være mig selv. Fri til at planlægge ferier uden familien.**) Fri til at sidde og kratte mig i mit brune røvskæg, mens de forbrændte fugle falder ned fra himlen som flaksende døende fakler.
Flammende fakler af flaksende vagtler.


*) Tak gud, fordi du har skabt muslimerne, der holder åbent, når andre har lukket.
**) Arbejdsferier.


torsdag den 24. december 2009

Mindre palaver omkring gaver

***
– Haha, har du købt cd'er? Der er da ingen, der køber cd'er mere!
– Det er så nedladende, det du siger.
Whatever.


***

tirsdag den 22. december 2009

Svære overvejelser ved års ende

***
Jeg foretrækker at give julegaver, jeg kan trække fra.

Min far giver jeg altid noget, jeg kan få tilbage, når han dør.

Jeg har ikke købt en eneste julegave endnu, undtagen en iPhone til mig selv, og den har jeg ikke engang købt endnu, jeg har kun tænkt på at købe den (for hvad ellers har jeg at bruge mine penge til, og så kan jeg liveblogge, mens jeg står i kø i Brugsen). Altid denne tvivl. Jeg spurgte Donzo N, hvilken en jeg skulle købe, den med 16 eller den med 32 GB, og han sagde: 16, det er rigeligt. Heraf kan jeg udlede, at hans er 16 eller derunder, og derfor ved jeg, at jeg skal have en på 32. Hører I?


***

lørdag den 28. november 2009

Herfra var det ned ad bakke

***
Jeg havde det så dårligt i morges, at jeg var nødt til at gå ud og løbe en tur. (Jeg har ikke løbet i to år.)

På en dag som i dag gælder det om ikke at tænke på, hvor meget jeg hader mig selv. (Og alting. Det hjælper ikke at gå i centret og ikke gide vente på betjening for at købe den iPhone.)

Ikke så snart forsøger jeg forsigtigt og med en vis succes at tilnærme mig min kone, før hun siger, vi skal have lejligheden på plads.

*

Der var en dame nede i Netto med et FCK-halstørklæde, der blev ved at kalde på sin søn Hjalte. Sjovt nok, mit barn hedder Kevin Keegan Michael Jordan Ronaldinho Tarzan Korak Gargamel Bilbo Grymland.

*

Jeg har ikke haft en produktiv periode i 6½ år og før det 7 år og før det 3 år.
***