Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Gade- og strædevrede: Jeg får en trafikprop

Nu har jeg to gange på en uge fået fingeren af en bilist, der holdt på cykelstien, så jeg ikke kunne komme forbi (på cykel), og endt med at stå og råbe af ham. Den ene gang med måde, fordi jeg skubbede min datter på min cykel ("Lille mand", "Du er et sørgeligt menneske"). Hvad er det med voksne mænd, at de er modigere, når man har sit barn med? Den anden gang for fulde ventiler ("Kom her og slik min pik, din slimede lille bøsseka'l", "Skrid hjem og knep din døde far i røven", "Du er min slavedreng", osv. Digt selv videre).

Er der et middel mod aggressive bilister? En malingpistol, en hurtigridser, en hundelort ind af vinduet, når de ruller ned for at se farlige ud?
Findes der noget, man lige kan have i lommen?

Jeg søger nettet...*)



Jeg tror, folk befinder sig i en kunstig boble, når de kører rundt i deres bil, og glemmer at tænke på andre mennesker. Jeg tror, bilister ser andre mennesker som på fjernsyn.

Jeg er ligeglad med, hvad folk siger, det er bilisterne, der er problemet, ikke cyklisterne.

Taxachaufførerne er de værste. Al ærindekørsel faktisk.



Jeg trænger til anger management, for jeg er opfyldt af tanken om at dræbe.
Okay, det er overdrevent.
(Jeg er mindre vred i dag. Mine deadlines er overstået, i morgen skal jeg til julefrokost. Hurra! Nogen har inviteret mig. Jeg hader de år, hvor man ikke har en eneste.)



*) Tredive sekunders research gav mig denne side, hvor nogle cyklisttyper diskuterer deres had til biler og mulige våben mod dem.

Note: En jeg kender plejede at køre rundt med en teleskoperende kølle i sin bil til at rappe folk over fingrene med, hvis de stak dem indenfor (som en antenne med en metalkugle for enden). Jeg ved ikke, om han nogensinde fik den brugt.


Alle billederne i denne serie kan ses på Citynoise.org, Toronto.
Her er historien: Bilisten kaster mad ud af vinduet og rammer cyklisten, der kommer kørende forbi. Cyklisten kaster maden tilbage i bilen. Bilisten hælder kaffe på cyklisten, der ridser bilen med en nøgle. Så begynder billedserien.
Kommentar: Jeg kan bedst lide det billede, hvor han giver sig til at trampe på cyklen.

NB! Hvis det havde været mig, der var cyklisten, var jeg selvfølgelig smuttet for lang tid siden.

Samme cirkus

Jeg er træt af at fortælle om de samme evindelige, kedelige skænderier, men her er hvad der skete: Jeg kom hjem lidt efter 8, og min familie sad og så Moulin Rouge. Da jeg under højlydte protester skruede over på landskampen - jeg havde booket den - scorede Jon Dahl (hvem klipper hans hår, Grønkjærs frisør?) til 3-0, så jeg tænkte nåja, hvad fanden, og skruede tilbage igen.
- Her, sagde jeg og rakte min kone remoten, den lille magtkamp vinder du. Og så begyndte det.
Efter et stykke tid tænkte jeg: - Hov, jeg gider ikke blive talt til på den måde. - Hun har jo hævet stemmen, tænkte jeg.
Det eskalerede, indtil jeg flygtede ind i det andet værelse med min mad, mens jeg fyrede et par afsluttende pointer af, og videre ud i køkkenet forfulgt af min kone.
- Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? sagde jeg, for det handlede i hvert fald ikke om, at hun godt ville se Moulin Rouge.
- Det handler om, at jeg godt vil retfærdiggøre mig, sagde hun. (Dét tror jeg på!)
Når hun først får begyndt, holder hun aldrig op igen, og jeg skal bare stå dér og tage det, så jeg flygtede ud af døren, mens børnene skreg og jamrede sig, og gik over i Døgn-Netto og købte mørkt rugbrød og andre fornødenheder.

Nu taler vi ikke til hinanden igen.

Idé: Jeg kunne godt tænke mig at have et videokamera eller en båndoptager, der begynder at optage, når vi begynder at skændes.
Måske børnene begynder at gøre det på telefonen helt af sig selv.