De tog navn efter et religiøst symbol fra oldtiden

En af de første, jeg kendte, der blev gift, begyndte at spille i et band, hvor forsangeren var denne her vildt irriterende trustfund-kælling.

– Hvad ser du egentlig i hende, spurgte min kone.

– Hun er slank, sagde han.



Så slem var hun heller ikke. Jeg mødte hende engang, da der havde været røveri i deli'en på 7. og A, og 18 politibiler ankom på en gang. – Vi bor i byens sikreste nabolag, sagde jeg.

Men hun gad ikke altid hilse. Hun hilste faktisk heller ikke ved ovennævnte situation.



Hun sang ikke specielt godt.

Hendes mand var i A&R, hvis det kan forklare noget.

Hun prøver at slå mig ihjel

Jeg så på min kones mad – bulgur, en salat – og tænkte: Hvor er proteinerne? Tror fanden, jeg lider af B12-mangel.

Alle folk kommenterede mit voldsomme vægttab. Min lillebror sagde: – Du ligner en højdespringer.

Jeg visnede som et blad og blev ført bort af vinden over hustagene og hang fast i en tv-antenne som en tom plasticpose.

Symptombehandling

***
Min kone har været skidesur, siden hun startede den ingen kulhydrater-kur forrige måned. Ellers har den ikke gjort en skid forskel, det er da klart. Jeg tror, man er nødt til at bevæge sig også, lige meget hvad man spiser, hvis man vil trimme tommer.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om al min jammer og klage den sidste tid til dels hænger sammen med hendes selvvalgte spiseforstyrrelse. Intet hjælper på en lidelse som at sprede den lidt omkring. Suk. Dette oven i alt det andet pis, og så skal man bare stå dér og nikke og smile og være så glad, mens den sidste unse af fornøjelse drænes ud af livet på en, til der ikke er en puls tilbage.



PS I morges smurte hun sig et par stykker rugbrød, så måske er der en ende i syne på dét aspekt, dén isbjergstop af vore lidelser i ægteskabets hermetisk lukkede ekkokammer. Rugbrød! Der er sguda aldrig nogen, der har taget på af at spise rugbrød. Det har mere fiber end masonit. Frygt rugbrødet! Det sætter sig! Arrrggh! Ørrrl!
***

Mit vaklende helbred – de seneste udsvingninger

***
Den gode nyhed er, at jeg har taget 6 kg på over julen. Hurra! Nu skal jeg ikke bekymre mig over at være undervægtig længere. Mit B12-vitamin-niveau er også strøget i vejret. Min pommes frites og Nutella-kur har virket. Lad klokkerne ringe.

Den dårlige nyhed er, at jeg danner "antihormoner mod skjoldbruskkirtlen" eller sådan noget. Det er noget autoimmunt.

– Jamen, hvad er det egentlig immunforsvaret skal forsvare sig mod? spurgte jeg lægen.
– Mod sig selv, sagde hun.
– Nåja, autoimmunt. Åh, det tossede immunforsvar!

Sådan er det bare.

Jeg får resultatet af de sidste prøver på mandag. Hvis det er en dødsdom, er du, kære læser, som altid den første, der får det at vide.

Det er "gammelmandskroppens svigt", som Dr. TB siger. Mit helbred vælter som et korthus, blot man ånder på det.
***

Samme gamle, del XIV

**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.

Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.

(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)

Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).

– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.

Og ganske rigtigt, det var det.

Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.

Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"


PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.
***

Jordens flinkeste fyr

***
Jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke. Jeg føler, de må skjule noget.

Min kones samboveninde var engang kæreste med en fyr, lad os kalde ham Martin, som hun sagde "var bare så flink".
– Hvorfor er han så flink? Hvad er det, der gør ham så flink? spurgte jeg. – Hvad med mig? Er jeg ikke også verdens flinkeste menneske?
– Hold nu op.

Så dumpede han hende.
– Jeg troede, han var så flink? sagde jeg. – Det var da ikke særligt flinkt gjort.
– Gider du ikke godt holde op?

Nuff said.

Der er ingen, der siger, jeg er det flinkeste menneske i verden.

Godt det samme.

Det er ligesom folk, der skifter personlighed, når de drikker. Dem stoler jeg heller ikke på.

Jeg kender en fyr, lad os kalde ham Patrick, som alle folk siger er så flink. Og lun, kunne de sikkert også finde på at kalde ham. Han er så stille og rolig, siger de. Men når han får noget at drikke, ligger han nede på gulvet og gnaver damerne i anklerne. Og han er gift og har børn. (Nu hvor jeg tænker efter, har jeg faktisk ikke set ham til fest et stykke tid.)

Og så spiser han alle de hjemmelavede småkager henne på arbejdet, når ingen kigger. Han skal passe på sin vægt, men han kan ikke styre det. I forretningsøjemed har jeg oplevet ham som upålidelig. Eksempel:
Han siger: – Kan du ikke sende din faktura en gang til? Jeg kan ikke finde den.
Mig: – Jeg har sendt den tre gange.

Nej, jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke, kun hvis de også synes, de er syge i roen. Hvis de f.eks. siger: "Han er skidesød, men syg i roen", kan jeg bedre holde det ud.

The End


Billedtekst: Her har jeg prøvet at kreere et flink udseende ansigt i et politiskitseprogram. Prøv selv! (Det ligner faktisk min fætter Tom, og han var aldrig særlig flink.)
***

Det lille hjem

***
Min opfedningskur ser ud til at virke. Jeg sad i aftes og tastede med blæret bar overkrop, og så sagde min kone: – Se, du har fået tre deller.

Men jeg nægtede at se.

Så kom hun over og ragede mig på patterne og sagde: – Se, du har fået klavergang!

Men sådan noget gider jeg altså ikke kigge på.

– Det er godt, sagde jeg. – Jeg stopper ikke, før jeg har nået 100 kilo.

Og så tænkte jeg på noget andet, mens hun sagde: "Nej, nej, det må du ikke sige" og "ved du ikke det er usundt” osv. osv.
***

Woodstock uden sjov

***
Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.

*

(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)

*

Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)

Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.

Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)

Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.

Og så hurtigt væk.

Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.

Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***

Vi kan begge to passe vores bukser fra gymnasiet

***
Jeg løb ind i min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, lige nede på gaden i går. Han spurgte til mit helbred:
– Er det noget alvorligt?

– Det er ikke godt at vide, sagde jeg, intet er afgjort. Men jeg kan godt lide at dramatisere det.

– Min opfedningskur ser ud til at virke, fortsatte jeg, men jeg lider jo af B12-mangel. Det er så jeg har lyst til at sætte tænderne i en stegt lever med bløde løg.

– Hvad med tofu, sagde han, spiser du det?

– Ikke nok, sagde jeg, men det er ikke til at få for en rimelig penge her omkring.

Og så diskuterede vi tofu lidt.

– Hvad med dig? Hvordan har du det? Hvad er dit kropsmasseindeks?

– 74, sagde han. Men jeg tror, det var hans vægt.

Jeg scannede ham over engang:

– Hvordan lever du egentlig?

Åbenbart kun lige med nød og næppe (se tidl. indlæg). Han sælger ingen kunst og er nødt til at tage forefaldende, fysisk arbejde, staklen.

– Hov for resten, sagde jeg, ved du hvad, jeg gør det i for tiden? Æbletærter, apple pies, med æbler fra haven.

– Skal vi ikke mødes en aften? sagde han.

– Det kan vi godt, sagde jeg, hvor er du egentlig på vej hen nu?

– Ud at spise hos nogle venner i Vanløse.

– Aha, sagde jeg, nu forstår jeg, hvordan du lever!

*

Så så statsanerkendt og etableret er han altså heller ikke.

Han mødte (lad os sige det var) Tal R (eller en anden førende dansk maler) inde på Hovedbanegården.
– Prøv at se, hvad jeg har, sagde Tal og tog et bundt pengesedler op af lommen, der var så tykt, at han knap kunne bukke det sammen.

*

– Ved du hvad, sagde jeg, jeg havde et gennembrud i forgårs, da jeg stod under bruseren. Jeg fandt ud af præcis, hvad det er, jeg skal lave (i mit maleri).

– Jeg har altid spået dig en stor fremtid, sagde han.

Og det har han også.
***

Pletskaldet overskæg

***
Jeg var hos lægen og fik at vide, at der er en sammenhæng mellem min pletskaldethed, min B12-mangel og div. autoimmune sygdomme. Flere blodprøver forude.

Ja, I læste rigtigt: pletskaldethed. På armen, benet og i overskægget. Nu er jeg nødt til at barbere mig hele tiden (altså ikke på ben og arme, det er jeg ligeglad med.)

Hvor pinligt er det ikke at blive gammel?

Det hele falder fra hinanden. Et par revner i pudset, og hele væggen skal mures op igen, når man piller lidt i den.

*

Symptomerne på B12-mangel er træthed og depression, står der på nettet, og det har jeg, og er jeg, altid.

– Det har du været så længe, jeg har kendt dig, siger min kone.

– Hvordan kunne du vælge sådan en træt, deprimeret mand som mig? spørger jeg.

– Dengang var du også glimtvis frisk, siger hun.

Jeg har altså beviseligt engang haft mine friske perioder.


På plussiden er min opfedningskur ved at give resultat: Jeg har foreløbig genvundet 4 kg.

På plussiden (2) passer det her vitaminmangel meget godt med mit image som blodfattig klynkekunstner.


Bloggerens anmærkning: Det er én god grund til, at jeg lukker bloggen her. Hvad rager det her nogen?
***

Die Frühstücken

***
Det første jeg tænker på, når jeg kører hjemmefra om morgenen, er frokost. Kaffen kommer først, men frokosten er vigtigere. Navnlig nu, hvor jeg skal forsøge at tage de tabte pund på.

I dag klappede min kone mig på maven og sagde. – Har du taget på?
Og min datter råbte inde fra sengen med opkastbaljen i skødet: – Du skal se ud, som du gør!


Note: Jeg vil programmere min hjerne til at tænke på noget vigtigt, jeg skal i løbet af dagen, når der ikke er noget at lave, folk beder mig om. Ligesom hvis man skriver en roman, forestiller jeg mig, så har man en vis ide om, hvad man skal næste dag. Men jeg er ikke i nærheden af noget som helst. M.a.o. skal jeg omprogrammeres (BZZ! ZAP! Giv mig et dørslag på hovedet og sæt strøm til).
***

Ud af røret

***
Jeg har fået en dårlig vane med at gå ud på bagtrappen og ryge (jeg kan ikke tåle, at her stinker, når jeg kommer ind om morgenen) og lytte til vindens susen i træerne, hvilket er en mindre dårlig vane (noget skal man jo have tiden til at gå med, når man sidder dér). Det har jeg gjort et stykke tid. Her er et poetisk stykke, jeg skrev i juli:

Jeg har lyst til at gøre noget
urimeligt og ulovligt, der ikke
kan spores tilbage til mig

Der lugter af kage fra naboen

Himlen er polarblå kl. 22

(Ikke at jeg havde tænkt mig
at stjæle kagen, og der står
ingen tærte til afkøling i
vindueskarmen)

Jeg tænker nærmere stritart –
at tage det til gaden. Lade
mine indvolde hænge ud
som vommen i min uknappede
skjorte, indefra, lade det
hele hænge ud

Hunden klynker, og lyset på gangen er gået ud

Jeg er en mand med beskedne behov
Ikke at jeg har en vom
Jeg taber mig fortsat

De klirrer med bestikket inde
ved siden af. Jeg kender dem ikke.

PS I dag blev min hjerne så blævret, at jeg ikke kunne arbejde mere, selvom jeg burde. Jeg blev bare ved med at sidde og lave det samme stykke om og om igen. Dømmekraften er det første, der ryger.

PPS Jeg kan ikke lide, at jeg er begyndt at vågne om natten, fordi jeg rømmer mig og hoster.
***

PS ang. mit drastiske vægttab – et emne jeg ved interesserer mange

***
Jeg tror, min kones smarte elektroniske badevægt er indstillet til at flattere hende.*) Min læges vægt viste 4 kg mere, og nu har jeg lige vejet mig igen efter en uges intens opfedning med Nutella og hvidt brød og fiskefileter og fiskefrikadeller med rasp og remoulade, og hvis min kones vægt passer, har jeg tabt 800 g.

Jeg afventer med spænding mine testresultater på mandag... Bliv hængende: Hvis jeg får en dødelig eller kronisk sygdom, er I de første, der får det at vide.


*) Det minder mig om det her fænomen med, at kvinders sko- og tøjstørrelser er blevet mindre med årene, så det der plejede at være en 43 er blevet en 41 osv., samtidig med at mænds størrelser er blevet større, fordi mænd gerne vil være store og svulmende, mens kvinder vil være små fine prinsesser. Der findes et ord for fænomenet med krympende størrelser: vanity sizing. Se selv.


Vi er blevet til et af de her par, hvor konen bliver ved at tage gods på, mens manden bliver mere og mere udmagret.

Flot billede af ost fra Lademanns.

***

Angst over at fremstå som en dødning

***
Jeg er så tynd, at når jeg møder folk, er jeg bange for at gå i opløsning foran dem, at mine øjne skal poppe ud af hovedet på mig. At de skal sige: "Han smiler kranialt" ved synet af mine lange gule hestetænder.


– Vrinsk!
***

Jeg er bekymret

***
Jeg er bekymret, for alle folk, jeg møder, siger, hvor tynd jeg er blevet. (Jeg er nede på under 90. Troede jeg. Faktisk ligger jeg nu under 85, fremgik det af min kones smarte elektroniske badevægt. Jeg har tabt mig 12 kilo over det sidste års tid. Det er for meget. Der er ikke noget at tage det af.) Derfor vil jeg begynde en opfedningskur.*) Kulhydrater kan være nok så gode, og jeg spiser aldrig andet fra morgen til aften, men nu hedder det protein, protein, protein uden ophør. Fedt & protein, så jeg kan få min gamle, mandige, apolloniske fysik tilbage. Og styrketræning. Også det.

Noget skal der til, før et vindstød fører mig bort over hustagene, forbi TV News-helikopteren og ud over Øresund, hvor jeg opløses i atomer. (Eller også vil min himmelstræbende, aerodynamiske fysik omgå vindsuset som en gotisk katedral bombardementerne under anden verdenskrig.)

Jeg er faktisk så bekymret over mit vægttab, at jeg bestilte tid hos lægen i morges. Og ikke så snart havde jeg gjort det, før jeg mødte Dr. TB nede på gaden. Han siger, at det er min nyoptagne sportsudøvelse og bekymringerne efter at have fået et barn med diabetes, der gør det. Så længe det ikke er stofskiftet. Eller det der er værre, tilføjer jeg ominøst.


*) Jeg har i dag investeret i en krukke Nutella for at vise, at jeg mener det.
***

Tjek

***
Jeg så lige mig selv i spejlet, og, jo, jeg er stadig smuk.



Men jeg kan ikke lide, at alle jeg møder, jeg ikke har set i lang tid, siger: – Hvor er du dog blevet tynd. (Hvad har jeg, aids?) Pundene rasler fortsat af mig. Jeg er en skygge af mig selv. Jeg må få mig lidt pondus.



Skal jeg foretage mig noget fornuftigt eller spise frokost? Svaret giver sig selv.
***

Mere sladder om en af mine venner

Axel arbejdede i årevis i Barnes & Noble. Hver dag stjal han en hurtigskriver og en bog*). Derhjemme havde han en hel skotøjsæske fuld af hurtigskrivere og en hel væg fuld af skinnende nye bøger (over for en anden væg med hans Star Wars- og Simpsonsfigurer). Princippet var lidt af gangen: Hvis han en dag blev taget, ville det ikke være for noget særligt slemt.

Han og hans kæreste/kone vil ikke have børn. De vil selv være børnene. De har katte og vokser sig tykke sammen.

Han så The World Trade Center styrte sammen ud af sit vindue. Nu bor han med udsigt til The Chrysler Building.

*) Heraf kan man lære at betale sine medarbejdere ordentligt.

Hvad bliver der af mig?

Jeg har tabt mig syv kilo på det sidste år. Det er for meget.

I dag var der er en, der kommenterede mit vægttab. – Er det fordi, I har fået diabetes hjemme hos jer? spurgte hun

Jeg kunne godt lide at veje nær 100 kg. Når folk stødte ind i mig under sportsudøvelse, prellede de af.
Der er for god plads i mine bukser.

Det er alle mine mange bekymringer, der tærer.

Peter, kære Peter o.a.

Peter, der var så mange Petre
Der var fire Petre i min klasse.
engang. Jeg har en fætter Peter
og en onkel Peter (han er død).
En dag er alle Petrene døde,
som Douglas Couplands Heathers,
Bettinaer.
Dem var der to af i min klasse.
Den ene gik ud, den anden voksede
sig tynd ud af sin ungdommelige
plumphed. Det sker. Kan man få
pengene tilbage? Du kunne have set
på hendes mor.
Du har ret.
Der var 2 Øyvinds i en klasse. Jeg
tror man satte dem sammen, for at
de ikke skulle føle sig ensomme.