Åh, hvor vi lo

Vi mødtes til den halvårlige/årlige frokost med min far og mine brødre. Højdepunktet var, at han havde taget kopier af sin kærestes testamente med, som han ceremonielt delte ud. Naivt forestillede jeg mig, at hun havde sat 10.000-20.000 af til os hver. Men iflg. testamentet giver hans kæreste – eller hvad sådan en hedder, han har boet sammen med i over 30 år – ham lov til at blive boende i huset i op til 6 mdr. efter hendes død med samt brugsret til bilen i perioden.

Og vi lagde hovederne tilbage og lo og lo og lo.



Jeg er ked af, at jeg bliver ved med at skrive om min far, men han driver mig til vanvid. Han er verdens ældste mand, og snart er han død.

De bedste mennesker

Jeg kender en, der vil bygge til, for at hans far kan bo der, når han ikke kan klare sig selv længere. De sidder ved bordet, ham og hans kone, og skræller pærer og pomeloer til gæsterne. Deres børn spiller klaver og har stemmer som klokker. Han cykler hjem fra arbejde en time og et kvarter hver dag. Hans overkrop er af stål. Han har en 15-årig specialistuddannelse. Hans kone er mit ideal. Hun skulle være statsminister. Jeg elsker dem overalt på jorden og har kun til gengæld at byde på min naturlige skønhed og store vid. Min glubende appetit på livet.



– Der lugter underligt i deres hus, sagde min datter. Jeg kan godt lide den lugt. Det er lugten af gammel bryggers. Det er lige meget, hvor de bor, så lugter der ens.

Jeg har skrævet en vittighed:

– Nej, mormor, ikke sådan en skridttæller!

Hahahaha! Ha!



Forklaring: Mormor kigger på mændenes "pakker".

Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Orgasmisk otium – lad os høre den for de gamle

Jeg fandt disse digte foldet sammen fire gange og glemt under en stol efter en lyrikaften i Valby Kulturhus.



De udtrykker i al deres naive ubehjælpsomhed for mig at se en sund vitalitet, fornemmelse for egen selvværd og glæde ved livet og sin krop – og at dele det og den med andre.

Min nye helt

Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:






Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.

Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.

James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?

92 år gammel var han, da han døde i 2008.


James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).

Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.

Han være hyldet!



Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.

Dette billede ser ud som om, det var malet i går:



Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)

Ferieminder

Jeg går rundt med to af min datters rokketænder i tegnedrengen.


Det er min pensionsopsparing, hoho.
(Det brune på tænderne er Twix.)

Frysegodt

Før min svigermor døde, lagde hun mad i fryseren til min svigerfar: 27. maj 2015, forloren hare.

Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage

Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!


Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.

• ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1: Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)

Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.

Yuppificeret slum

Min underbo er den her gamle fyr, der ser tv hele natten helt vildt højt. Lige før hørte han Carmen, nu hører han Hitler-taler.

Skal vi vende et par højttalere mod gulvet og tage på ferie i 14 dage? foreslog jeg min kone. Skal vi lade vandet løbe?

Nej da, vi skal da tale med han, sagde hun.

Det kommer aldrig til at ske.

Jeg har talt med ham én gang. Det var da vi flyttede ind. Han plejer at gå ud ved 11-tiden, og så kommer han hjem ud på eftermiddagen og er i vældig godt humør. Når man kigger ind ad hans vindue fra gaden, kan man se en lysekrone og en tørresnor med hans hvide underbukser.

Det er så meget, som jeg har lyst til at fortælle om min underbo lige nu.

Der har været skidekoldt, fordi han ikke har været hjemme et stykke tid. Min kone mente, han måske var død. Jeg tænkte, at han havde en feriebolig. Eller en kæreste. Måske er han ovre hos sin kæreste, slog det mig. Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham.

De sidder der bare. Er der tale om en service?

Jeg var henne at tale med min bankrådgiver og tænkte: Hvem er dette menneske med hans paradentøse tænder og vittigheder, der ikke er sjove? Jeg må forholde mig til ham som et menneske. Vi må tale sammen menneske til menneske. Jeg ved ikke om det lykkedes, men han solgte mig en opsparingskonto.

Jeg har ikke været til en bankrådgiver i 10 år og havde ikke noget at tale med ham om.



– Det ville være åndssvagt andet.
– Nå, men så er jeg jo nødt til at gøre det.


BONUSDIALOG:
– Jeg kan høre på dig. at du er en forsigtigpeter ...
– Du læser mig som en åben bog ... men, det er da klart, det er jo penge, vi taler om.

Nye belejringer

Jeg har fået lus igen.

Min hovedbund er ødelagt og bløder. Dyrker de minedrift deroppe? Og jeg, der ville have været til frisøren.



I går ville jeg skrive (i min lille notesbog): Jeg glæder mig til at blive en usoigneret gammel mand.

Han har altid været atlet

Da min onkel fik kræft, så han ned ad sig selv og sagde: – Min krop går i forfald.

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

Lige meget hvad

***
I år var året, hvor jeg for alvor måtte forlige mig med tanken om, at mit sexliv er omme og jeg aldrig bliver lykkelig.


***

Det er ikke mig der har PMS

***
Jeg var nødt til at forlade stuen i går, fordi min familie (en hustru, to døtre) insisterede på at se en højlydt dokumentar på DR om piger med anoreksi. Jeg har arbejdet hele dagen og tager skolemødet, fordi min kone ikke vil gå glip af sin dansetime, og laver mad, og så insisterer de på at se et program om anoreksi, mens de spiser. For himlens skyld! Det er ikke fordi det ødelægger min appetit, jeg gider bare ikke høre om nogens problemer (især ikke på DR's måde). Vores lejlighed er så lille, det ikke er til at være nogen vegne for lyden af bekymrede forældre fra provinsen, og jeg er nødt til at sidde ude i køkkenet og spise. Mutters alene på mit martyrkors.

– Det er faktisk et ret alvorligt problem, siger min datter (13).
– Det er jeg sikker på, siger jeg, – jeg gider bare ikke høre om det, mens jeg spiser.

– Du kunne høre om et nyt alvorligt problem hver aften, indtil du var 96 år gammel, og du ville ikke blive færdig, tilføjer jeg tarveligt.

Der er virkelig ikke til at være nogen vegne. Jeg skruer i det mindste ned for lyden, når jeg ser min fodbold, og så skal jeg alligevel altid høre på deres kommentarer og bede dem flytte sig, fordi de hele tiden går ind foran skærmen.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Jeg kan ikke mere.
Gud, lad mig krepere,
før du sender mig forbandelser flere.
***

Hemmelighederne ved livet

***
Min far er verdens ældste mand. Jeg havde ham i røret forleden dag, så siger jeg: – Far, kan du ikke fortælle mig nogle eviggyldige sandheder, ting livet har lært dig?
– Hrrrrr?
– Engang fortalte du mig, at det er vigtigt at have god musik til arbejdet.
– Det var en god en.
– Hvad har du ellers?
– Hmmm...
– Noget livet har lært dig.
– Ræk ud til dine venner.
– Ræk ud til dine venner?
– Ja.
– Det er det hele?

Men det er selvfølgelig rigtigt: nogen skal jo gøre det, og man kan ikke regne med, at det er nogen andre.

Han havde også en anden en, men den har jeg glemt.

Og så fortalte han mig om vigtigheden af god tandhygiejne. Jeg skal til tandlægen i morgen.
***

Noget at tænke over, 2. del

***

• Er det et almindeligt problem i sengebutikker, at folk kommer ind og boller i de udstillede varer?
• Hvorfor har de ældste mænd de mindste badebukser?
• Kan man blive ved med at smitte sig selv, når man trækker vejret, efter snotten er løbet ned i skægget?

Tillægsspørgsmål: Hvorfor har monstret en pat i øjet her?

***

For sent, så glem det

***
Det gode ved at blive gammel er, at man lærer at kende sine fejl så godt, at de ikke generer en så meget mere. Det er for sent at gøre noget ved dem alligevel, og det er bare at indrette sig med folk, der kan tolerere eller ligefrem lide dem.

Det er med omvendt fortegn den samme tendens, der gør, at man ikke længere er interesseret i nye oplevelser og sjov eller sågar i at høre efter.

Man har alligevel hørt det hele.

Spørg bare min far. Han er verdens ældste mand.

(Forts.)
***