Viser opslag med etiketten lyde i natten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lyde i natten. Vis alle opslag

fredag den 16. december 2011

Selvtægtsmand på nabolagspatruljering


Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

søndag den 29. maj 2011

Sulten i seng


Wow, det gør ondt i hovedet at ligge her kl.
to om natten og lytte til underboens fjernsyn
og ikke have noget sexliv.

Wow, jeg har ikke nogen udladning for mine
følelser. Hvor borgerligt. Prins Henriks tale til
Mary: "Jeg beundrer din evne til at styre
dine følelser."

Kung-fu.

Hvor mærkeligt og sørgeligt det altsammen
er. Jeg her i min hinde. Fanget på livstid.
Uden en drøm jeg kan kalde min egen.

Da jeg var ung, grinte mine kærester og jeg,
hvis vi lå med ryggen til hinanden som gamle
ægtepar.



onsdag den 11. maj 2011

Parallelle lig


I nat blev vi begge to vækket af underboen og lå vågne uden at sige noget til hinanden.



onsdag den 4. maj 2011

Kommunikskaviejprrrkation


Om natten lytter jeg til min min kone hvæse og prutte og snorke, men vi snakker ikke sammen.



fredag den 18. marts 2011

Store gryder


Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.


torsdag den 17. marts 2011

– Jeg tager sengen, sagde jeg, – jeg er den største


Lysbilleder fra min hippiekulturbegivenhed i udlandet

Første nat ved hkb'en i udl. blev jeg vækket af væsler, der sloges inde i væggen, men det var bare Michael, der raslede i sin sovepose, fandt jeg ud af fire dage senere, da det skete igen.



søndag den 13. marts 2011

Næstsidste vers


Nu har jeg hver aften i fire år sunget Elefantens vuggevise for min datter (det var ikke noget, jeg fandt på, jeg fortsætter bare) og hver aften tænker jeg: Hvis sangens fire vers svarer til en livstid (på 80 år), er mit liv nu i starten af tredje vers (lige omkring "sidder i mørket og piber"). De første to vers føles som lang tid, mens de to sidste flyver afsted. Midtvejs er som toppen af et bjerg, og på den anden side rutsjer man ned.



søndag den 16. januar 2011

Hele holdet


Kvalme nætter uden luft
uden duft
af håb
kun råb
og lyden af fjern festen

Kaskader af skrydende latter
flade a'er
flade patter
gode kammerater

Tre lange, tre korte
og livet er borte
Den tandløse luder
samler ind til nye tænder
(kindtænderne, hun
sutter sidelæns uden
at åbne munden)

Vil du have på
hvad jeg mener
Jeg har så meget
at leve for
Jeg har rejst så langt
for at være her i dag
Og så skulle jeg smide
det hele væk?
Alt det jeg
har kæmpet for

En tandløse flok bh'er
et ølskilt
Noget jeg har set
Kvinden med hesteansigtet
drikker sin egen urin
Hvem var det der lugtede
til sin egen gummistøvle
som drak hun nytåret ind?
Min ven med musicalen
og tv-holdet
og sin døende far på hospitalet
De fleste mennesker er ikke
så heldige at falde hurtigt døde om
Fumletid du kunne ikke få
minutter
Et skrigende ølskilt
en død sirene
når de andre er gået hjem

Nu er jeg træt af
at ligge her
som en sur nabo
i mit eget hjem
Folk der klapper af sig selv

Gamle venner
uden tænder
Vi siger et nyt farvel

Jeg må aldrig sige
hvor dumme de lyder

Hvem er disse dumme idioter?

Jeg er træt af
ikke at kunne sove

Knips med fingrene
og der står de
Lattergebisser

Flere ting at holde hemmelige

Jeg ved ikke, om jeg kan
udtrykke over for dig
tydeligt nok ærgrelsen
over ikke at have noget sexliv



mandag den 27. december 2010

Yuppificeret slum


Min underbo er den her gamle fyr, der ser tv hele natten helt vildt højt. Lige før hørte han Carmen, nu hører han Hitler-taler.

Skal vi vende et par højttalere mod gulvet og tage på ferie i 14 dage? foreslog jeg min kone. Skal vi lade vandet løbe?

Nej da, vi skal da tale med han, sagde hun.

Det kommer aldrig til at ske.

Jeg har talt med ham én gang. Det var da vi flyttede ind. Han plejer at gå ud ved 11-tiden, og så kommer han hjem ud på eftermiddagen og er i vældig godt humør. Når man kigger ind ad hans vindue fra gaden, kan man se en lysekrone og en tørresnor med hans hvide underbukser.

Det er så meget, som jeg har lyst til at fortælle om min underbo lige nu.

Der har været skidekoldt, fordi han ikke har været hjemme et stykke tid. Min kone mente, han måske var død. Jeg tænkte, at han havde en feriebolig. Eller en kæreste. Måske er han ovre hos sin kæreste, slog det mig. Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham.

onsdag den 14. juli 2010

Med lukkede øjne


Jeg har lyst til, at du skal snakke til mig, så længe du kan, og jeg skal nok lytte.



lørdag den 2. januar 2010

Tal til mig


Vi havde en alvorlig snak om vores problemer,
mens de bollede ovenpå.

Det lød som mus i en usmurt trædemølle.