Og det var ikke hensigten

Problemet ved mit maleri er, at det er grimt.

Lad mig gå, hvisker du

Jeg hører ting. Jeg hører stemmer inde i væggen. De siger: Dø, snit dine håndled, dø, dø, dø. Du fortjener ikke at leve, for du er en fedtegreve.
– Hvem mig?
Ja, dig. Dine rim er lamme, og dine håndflader er klamme, og dine vitser er tamme.
– Jeg finder mig ikke i det!
Haha-hoho-hæhæ-hihi! Om lidt er det forbi.
– Min gud, jeg har snittet mig!
Nu går jeg,
efterlader kun savn i de tomme stuer.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Kortene på bordet

Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)

Den, der læser dette, er dum

Nu vil jeg fornærme mine læsere bare for at teste dem, for sådan gør jeg med dem, jeg holder af.

Det er derfor, indlæggene er så dårlige. Nogen skal det gå ud over.

Hvis du læser dette, er du en åndsbolle med dårlig ånde (jeg er bare ved at varme op). Du er en lorteæder (heraf den dårlige ånde), og din mor er en gammel luder, hvis hun ikke er blevet kneppet ihjel. Jeg hader alt ved dig, og det gør alle andre også. Jeg tørrer røv i din gud, og dit liv er intet værd. Gå hjem og vug og knep dig selv i røven med en bambusstang og en Netto-agurk og en brandbil og Rundetårn og skoleskibet Danmark. Og når du er færdig med det, kan du sætte ild til dit hår og klemme dit lår i døren og tisse dig selv i munden og børste tænder i hjemløs sperm og gå på lokum i dine kommodeskuffer og iføre dig din mors lyserøde korset, mens du spiller skedeslikkervalsen på Marguerite Vibys afpillede lig og dit hus brænder og du får en istap i hovedet og du spiser fordærvet kød på 1000 forskellige måder, så du kaster op i røven på Kong Karl, der ler højt ad dig og din uduelighed. Og undskyld mig lige, nu skal jeg ud at græde.

Jeg har så mange tårer endnu, så mange længsler, så mange fortrydelser. Så bitterligt livsnerven er knuget om min hals fra nytår til Sankte Hans. Og ingen, ingen har jeg at dele det med, for jeg er så ensom og alene og overset og glemt, og ingen elsker mig, undtagen dem jeg skider allermest på. Der er ingen vej frem. Jeg kaster mig i afgrunden. Farvel onde verden, farvel.

Farvel, farvel, farvel.

Aaaaaaaaarrrrrhhhhh...

Det var nyhederne, og nu godnat.

Sluk fjernsynet og knep dig selv i røven med en jernbanesvelle og en pølsevogn og en gardinbus og Eiffeltårnet i Paris og Det skæve Tårn i Pisa og Panserkrydseren Potemkin, og må en ringbane-Metro sprænge sig vej gennem din krop og ud af din mund, hvor alle folk står glade ud og stempler dig i øjet med deres klippelort, så du skærer dig og bløder og må forbinde dit øje med brugte menstruationsbind og brugt lokumsrulle og aids-nåle til at holde det fast med og cocktailpølser til pynt og bagte bønner ud over dit hoved, skoldhede, og de er ikke engang taget ud af dåsen endnu, så det gør ekstra ondt, og du vil ærgre dig længe, fordi Jobs bylder vokser frem overalt på din krop og vædsker, og din aktiebeholdning viser siger at være værdiløs og ikke det papir værd, den er skrevet på, og din mand og/eller kone knepper med folketingsgruppen for samtlige partier, og alting gør ondt og er dårligt resten af dit liv, mens du plages som Adolf Hitler, hvis der virkelig fandtes en gud. Bare skidt det hele, forstår du, og intet bliver nogensinde godt og rart og velkendt igen.

Jeg mener det ikke personligt, men generelt. Forbistrede verden, den har mig lige, hvor den vil have mig, med bollerne i skruetvingen og næsen i sky, hvis det ellers giver nogen mening, men det var, hvad der faldt mig ind.

Og din hud vil falde af som efter en atomprøvesprængning, og dit højre øre vil blive døvt, og græshopper vil æde din køkkenhave, og havet vil sluge dit sommerhus, og alt hvad du elsker vil visne og dø, mens du hviler på dit leje af brændenælder og slikker pik på en, der lige har kneppet en, der har spist figner. Og du vil blive taget for at rejse uden gyldig rejsehjemmel i S-toget og for at køre uden lys på cyklen i skyndingen rundt i svinget ved Rughavevejens Skole i Valby, og dit hår vil falde af, og dit røvhul vil klø og dine arme være for korte, og du vil være ude af stand til at bukke dig, så du kan nå, og dine negle vil blive revet af af dværge i Sortskov, og tag det nu ikke for nært, men jeg vil fornærme din musiksmag og sige, alle de film, du godt kan lide, er dårlige, og jeg vil stjæle de bedste år af dit liv og misbruge din kærlighed og forvrænge alt, hvad du siger, og kun tænke på mig selv og sige, at din kaffe og madlavning er dårlig og elendig, og at dine gaver er fantasiløse, og jeg vil aldrig gide rydde op og vil smide mine ting allevegne og prutte dig i hovedet, mens du sover, og bare grine, når du protesterer, fordi jeg er større end du er, og jeg vil sige, at din familie er latterlig og taberagtig, at der lugter hjemme hos dem, at de har dårlig smag i samlivspartnere og ikke forstår at more sig ordentligt juleaften, og at alting i hele Danmark er rullet ind i pøllebæ og drysset med hudflager af indtørrede grønlændermumier.

Jeg er led og ked af det hele og ser ingen anden udvej end at fortsætte i denne gænge, indtil noget giver sig. Indtil solen falder ned i noget med kusse og røvballer og afrevne testikler, som mågerne pikker i.

Og må alverdens forbandelser regne over hovedet på enhver, der læser det her, og give stof til eftertanke. For lidelser lutrer og forbandelser forpligter.

Mere i morgen.


Det er så let at være negativ, men hvad med at sige noget pænt til en forandring?

Jeg må indrømme, jeg er helt udmattet nu efter at have læst din tirade, men hvor gjorde det dog godt.

Jeg ved, hvor du bor, fister, du har gjort min kone ked af det, og nu skal du betale.

Jeg håber, du er meget stolt af dig selv, store baby, du med din tunge, fyldte ble, du ikke kan få nogen til at skifte.

Vi reder op til dig på Skt. Hans, her kommer mændene med nettet.

Skulle det være noget særligt, lille grimme abe? Du er så uartikuleret, når du er dum. Har du ikke bedre ting at spilde tiden på, Dummkopf? Grav dig ned og smid skovlen væk.

Ingen vil savne dig. Du er en plet i Guds øjne og et sørgeligt spild af sperm.

Du skulle skamme dig. Først lader du det gå ud over en sagesløs psykoteraprut, og nu dette? At fornærme ALLE dine læsere? Over een kam? Som om vi har gjort noget. Hvad rager det i øvrigt os, hvad du siger? Kom ikke for godt i gang. Naturen har en måde til helt naturligt at udjævne ubalancer. Så held og lykke med at undslippe den universelle orden. Sure gamle bedstefar. Du stinker af sur røv, og dit lem er langt og slapt som en udkogt kålrabi. Jeg foragter dig og alt, hvad du står for, hvilket ikke er meget. Du burde være glad for, at nogen overhovedet gider læse dig. Tænker du måske nogensinde på det? Hvad der ville ske, hvis ingen virkelig lyttede? Så skulle du høre dig selv hulke, for ingen andre ville selvsagt. Ha! Tag den, dit lange, slappe jammerlem. Du blafrer i blæsten som en udtørret sælhud. Vi hader dig alle skidemeget og synes bare, du skal dø. Farvel selv, JEG er skredet. Og jeg tager mit følge med. Kom, små sykofanter.

Bjæf, bjæf, logre, logre, savle, savle.

Vi er dem, der er gået.

Og din prosa er også slap. Prins Henrik digter bedre end dig. Og hans røvhul lugter bedre end dit hår og hans kone er lækrere. Og de har bedre sex, tiere og længere. Og deres børn er kønnere og bedre begavet. Åh hahahahaha.

Så

Så er jeg klar til et skud bly i hovedet.



Tak for alle de spildte år.

Dræbt af arbejde (forts.)

Min stakkels, stakkels, stakkels hjerne gør så ondt
mine drømme i det fjerne er eksploderet
det er ej sundt

Og for hvad?
Ikke for at jeg skal være glad
eller have til lidt føde
Mit hjerte forbløde

Ønsk mig alt det bedste på min færd
Mit liv var intet værd
Jeg hævede mig ikke op
(hvor var min eksistentielle pakke gær?)
snart hvile min døde krop
(hvor lagde jeg det gevær?)
Farvel, kære læsere
(exit med strygere og blæsere)

Altid inden for rækkevidde

***
Når jeg er allermest nede, som nu i julen, kigger jeg fortrøstningsfuldt over på mit barberblad, min strikke og min Glock og tænker: så længe jeg har jer, mine venner, er der altid en udvej.


***

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

Døden i livet

***
Jeg viste min datter mit arbejde, jeg havde med hjem.
– Åhr ja, hvor er det bare kedeligt! sagde hun.
– Jeg håber for dig, at du aldrig skal lave noget ligeså kedeligt, sagde jeg.
– Det kommer jeg ikke til, sagde hun. – Jeg skal være forfatter.



Det er det kedeligste job, jeg har haft siden 2002. Det føles som døden, bare værre, fordi jeg er ved bevidsthed. Det føles som at vide, man skal dø, hvert levende minut af dagen.


***

Mit golde, kærlighedsløse liv

***
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.

Suk.

Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.

Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.

Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***

Kafferif

***

Den sorte bryg er stærkt tiltrængt,
hvis jeg ikke får den snart er det strengt.
Uden kaffe havde jeg mig for længe siden hængt.

Den glider ned og skubber ud i den anden ende, som for mange tykke mænd på en parkbænk.

Kaffen er smørelsen til lyksaliggørelsen.

Javamand

***

Tynd kop te

***
Fuck, jeg er deprimeret.
Jeg er helt træt i hovedet og har ikke fået udrettet noget i dag andet end lave regneark over mine bilag, mens jeg har prøvet at tage mig sammen til at finde en revisor, eller en bogholder eller en eller andens svoger, der kan hjælpe mig med min selvangivelse.

Jeg fik først min kaffe efter kl. 16, og nu skal jeg gå. Det holder ikke.

Jeg famler i blinde, mit hjerte banker arytmisk.

Min revisor og min rengøringskone forlod mig inden for en uge sidste sommer, og jeg har ikke fået gjort noget ved nogen af delene siden.

Jeg har lyst til at begynde at ryge igen for at fylde det gabende hulk i min midte. J. Per tager ikke imod længere, så jeg kan ikke ryge hans, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med en hel pakke. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan tage ned til ham og blive muntret op, lige meget hvad humør jeg er i? Det plejer aldrig at tage fejl. Jeg har aldrig hørt ham så sur, og jeg er ikke i humør til at muntre nogen op. Ikke at det er det, han trænger til.

Jeg skyder skylden for min tilstand på manglende søvn. Luften kommer forkert ud af mig. Jeg kan ikke engang synge.

Jeg har lige slettet et langt dårligt kaffedigt, jeg skrev under indflydelse af dagens eneste højdepunkt. Det var en tynd kop te, suk.

Når man ikke engang kan lukke
noget ordentligt ud,
er det tid til et skud
i hodet.
Se blodet
klukke.
***

Så til søs med mine personlige dæmoner

1***
Lige da man troede, man trygt kunne gå i vandet igen...



Ja, I slipper ikke for dem foreløbig – jeg gør i hvert fald ikke. Hvor mange er jeg oppe på nu? Har jeg ikke snart nået 100?
***

Arbejde - den store vampyr

Arbejde – den store vampyr, der
suger mit livsblod. Den knusende byrde,
mit åg,
der på mine fornøjelser lægger låg

Hvis det så bare handlede om smør på brødet
og salt til ægget
så kunne der til nøds være tid til skæg, det
gør det bare ikke,
en ko kan salt på en hegnspæl slikke,
derfor lige så godt kontakten på den elektriske stol jeg sidder i man kan klikke

At sidde indenfor i solskinsvejr
og parfumere andres lort
er værre end at rense tæer
for hundelort

Mit arbejde dræner hver dråbe af mit humør
dag ud og dag ind indtil jeg dør
lægger hovedet i en gasovn
og skruer op
eller bliver hentet af den blå vogn
og screwer up
når jeg har fået nok
og taber det hele på gulvet
og smider mig i hullet,
det sorte,
og bliver borte

Jeg skal finansiere mit overforbrug
og ha’ til fede nye sko
så jeg tramper videre
i møllen
og glider
i pøllen
og sluger min stolthed
og sælger min ægthed
og knægter min særhed
og ender i stegthed
så udtørret som pigen fra Egtved.
Jeg kan ikke blive ved

Min eneste trøst er graven
der venter med
det døde bryst, sutten, og kraniets snaven
der fred jeg henter.

Arbejde er døden i levende live,
ingenting til jeg skal blive.
Det er omme og forbi for mig
før jeg overhovedet kom i gang
og mere i den dur, jeg er sur,
livet er ikke en leg, det er en klagesang

En trist smøre
Intet i mit hjerte sig røre
Kun mørke og vemod
aftrykket af arbejdets jernfod
har dræbt, nedtrampet al glæde
tilbage er kun simrende vrede,
utilfredshed, pine
talte er dagene mine
Jeg er til grin, eh?

Men jeg er ikke et svin, næh,
bare en far og husbond
der jamrer og klager sig en stund
i stedet for at jobbe,
det kan rende og hoppe,
jo længere tid man har til det
jo længere tid bruger man,
så man kan lige så godt vente
til sidste øjeblik
Det eneste man skal nå er at hente sin check
når det kommer til stykket
det handler sgu ikke om lykke
men husleje, forbrugsgoder,
bistandshjælp til samfundets skæve hoder
der ikke selv gider
mens jeg går og slider
der ryger en chillum til
mens jeg vælter et lokum til
af jammer og udgydelser
ud over nettet
mit rygte er plettet
og jeg er fuld af fortrydelser
for jeg hader mit job
men er for slap til at stoppe

Det er min evige klage,
at man ikke kan tage livet tilbage.

Hellere en undvigelse
end en til tilsigelse
Lær at sige nej,
dit gamle kvaj,
du gentager dine fejl
det er det samme gejl
om og om igen med dig,
sig de kan gå deres vej
når de har et job
til dig
sig de kan stikke det op
og lav det du vil
som du aldrig når til
og som i øvrigt kræver initiativ
for at det kan blive
til noget
andet end tåget
snak og undskyldninger
ingen disciplin og udskydninger
du skylder dine drømme
lidt tid i solen
i stedet sidder du dér, klæbet til stolen
som en gammel sur nar,
husbond og far,
der ikke glæder nogen,
slet ikke fruen,
med al den jammer og klage og
utilfredshed fordi du sidder fast
og ikke kommer nogen vegne
tag dig sammen, let røven
gå udenfor før det begynder at regne.
Der er folk til det kedelige
Hvorfor skal det lige
være dig?
Fordi du er fej
og ikke tør
gøre
noget ved dét
det handler om
Din palet er tom
Du er en dompap
ingen krumtap
ingenting drejer sig om dig
der er noget værd.
Du er ikke noget sær-
ligt, du sidder bare dér
med sur pligt

Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

Døden og kaffen

Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.

Jeg er ved at dø for at få min kaffe.

Hvordan denne dag skal bli’e
skal jeg ikke ku sige
Bare jeg ikke dør,
men det er lige før
jeg brister og går under
(jobbet mine tæer rister, jeg vil hellere tage en blunder)

Det er et mirakel, jeg er i live
at være til
hvad skal jeg ikke ku drive
det til
Men intet jeg vil
Kun det samme gamle
lamme

Jeg skal nok ikke regne med noget
(også svært, når min udsigt er så tåget)

Jeg er rundt på gulvet
Min hjerne er hullet
(min fod ligeså
af alle de måder jeg har skudt mig i den på)

Der er kun én vej,
og det er tilbage
For frem er ikke lige mig
Har jeg ikke en kage?...

Knas, knas,
hvor jeg dog ikke gider noget mas
i dag
Jeg vil hellere sidde på min bag,
jeg gamle las,
og ytre min klage
alle mine dage

Jeg jamrer og gi’r mig
for mit liv er skidt
Det har jeg trods alt da sagt så tit

Hvor er min skyder,
jeg må se at få gjort en ende
på min usle eksistens
Vi snakkes ved indtil skuddet lyder

Farvel, onde verden, farvel
Nu slår jeg mig ihjel

(Den langsomme død
med jobben til dagligt brød,
mens min sjæl sygner hen og forkrøbler,
fordi der også skal være til nye møbler)

Hvad er det hele værd,
spørger jeg mig selv
Ikke det store, vel?
Hvor er jeg dog tvær

Og muggen og knotten
og ved siden af mig selv
Hvor er nu den mokka,
den drikker jo ikke sig selv

Hil Java, for dine lyksalige gaver
Uden dig var jeg en endnu større taver

Med kaffe i svælget så går det da lidt
Den Java, den rammer i livet plet

Oh Java, hil Java
din styrke er stor
du spreder din glæde på denne jord.

Suk, suk
Glug, glug
Suk, suk
Glug
Java forløser, nu skal jeg snart på hug
(og peristaltere, det bliver ikke værre,
jeg mener bedre, for Peristalsis man dog
også altid bør hædre)

•

Og dette skriver jeg uden overhovedet
at have fået kaffe endnu.
Jeg forestiller mig det bare, sågu

Farvel, farvel, pas godt på jer selv
Nu skal jeg ud og sælge min sjæl.

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

Når det bliver vores tur

Jeg var til julefrokost med familien. Det var ikke så slemt, som det kan være, undtagen i begyndelsen hvor alle diskuterede en morsom fjernsynsudsendelse med ledende politikere (Villy var ikke sjov som Pia) og de sjoveste nyeste fjernsynsreklamer. *)

Senere kom jeg til at snakke om vores Onkel Helge med min bror, der i sin tid ikke tog med til hans begravelse, fordi han skulle til Roskildefestivalen, eller noget andet kom i vejen.

Jeg så rundt på mine nevøer og niecer, som jeg pligtskyldigt giver julegaver hvert år, også selvom nogle af dem er blevet 18 år, og de ikke kunne finde på at give noget igen.

– Forestil dig, hvordan det bliver, når vi selv dør, sagde jeg til ham. – Tror du, de ville komme til vores begravelse?: ’Nå ja, han var jo meget sjov, da vi var små, men jeg har ikke rigtig haft et forhold til ham i årevis...’


*) – Undskyld mig, mens jeg går ud og kaster mig ud over altanen, sagde jeg, der foretrækker et højere diskursniveau, men måske skal jeg bare tænke på det som social opvarmning og lære at slappe af.

Et sørgeligt flop

Jeg skændtes med min kone i morges og flippede ud.

Jeg skal lave en masse arbejde, men har ikke fået lavet en skid (mindre end en 12.-del). Jeg sidder bare og pisser den af.

Vi taler aldrig sammen. Hvis vi talte sammen, kunne vi ikke bo sammen. I den forstand at vi sagde hvad vi tænkte. Jeg bider mig selv i tungen dagen lang.

Kan faren ikke også få en række faste månedlige dage, hvor det er i orden at være så ondskabsfuld og led og irritabel, man har lyst til, og ingen må sige noget til det?

Et skud hagl i øret ville ikke være af vejen nu.

Jeg kan ikke bære mig selv.
Det er arbejdet. Arbejdet har knækket mig og stampet mit lyse sind ud.
Jeg er en knækket mand.