Princip 18

Det hjælper at være ligeglad med alt.
Det er, når man bekymringer sig en lille smule, det går galt.
Så er det bedre at bekymre sig om alt.

Lækage

Der sad en seddel ude på min dør i dag: "Hej MJ".
Hvem kender min hemmelige identitet?
Så jeg satte en tilbage: "Shh!"

Det tager mig 2 timer bare at drikke kaffe

Jeg fik et job, der var timebetalt, og det var rystende for mig at se, hvor lidt jeg laver, og hvor sent jeg kommer i gang.
(Hov, nu skal jeg hente børn! Hvad med min kaffe!)



I dag har jeg arbejdet en time og bekymret mig for resten.

Det er en katastrofe

Vi skal til at flytte, og der er ingen vej uden om det nu rent moralsk. Der skal bare en signatur på den stiplede linie, så er kanonen kørt i stilling til at skyde min fremtid i sænk. Så kommer der forandring, hvis jeg må have lov til at sige det på den måde. Vi skal flytte, det er uundgåeligt, vi er nødt til det af alle mulige gode grunde. Men vi har ikke råd. Nu vil jeg aldrig mere synge og danse og le. Altid vil mine tænder være bidt sammen, og jeg vil skule bistert og ængsteligt mod alle, jeg møder på min vej. Jeg ved ikke, hvor pengene skal komme fra. Jeg kan ikke arbejde mere, end jeg gør, og min kones arbejde holder op om tre måneder, og hvad så? Og hvad så? Så smider vi forsigtigheden overbord, for vi skal ikke glemme at leve, åh ja, leve.


- Posted using BlogPress from my Nexus One phone

Det bliver enden på mig

Min kone vil have mig med på det her projekt – jeg prøver at tænke på det som et eventyr – der bliver helt vildt besværligt og helt vildt dyrt. Jeg lå vågen i morges og bekymrede mig over, at jeg snart skal til at pakke alle mine ting. Og alle udgifterne. Så jeg forsøgte at se mig selv gå med ret ryg ind i lyset og gribe problemerne an med køligt overblik, mens alting hvirvlede omkring mig:
– Jeg kan gøre det her.

Jeg har hele tiden håbet på, at det ville gå væk af sig selv, at der ville komme et jordskælv og umuliggøre flytningen, men nu er det snart.*) Jeg tror ikke, jeg kan krybe udenom længere. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg ønsker blot, at min kone skal føle sig socialt bedre stillet, og det bliver også rart med mere plads, men nu kan jeg aldrig holde fri igen resten af mine dage.

*) Jeg tror aldrig, fremtiden kommer.

LITTERÆRT NEDSLAG: David Sedaris: "Most of our customers were moving into places they couldn't quite afford. Their new, higher rents meant that they'd have to cut back on their spending, to work longer hours, or try to wean themselves off their costly psychiatrists" (fra Me Talk Pretty One Day, "The Great Leap Forward", p. 111).

Tid til at flytte II – det er kritisk

Vi er nødt til at flytte (vi har ingen plads og af flere andre grunde, jeg ikke kan nævne her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet). Men alting er mindst kr. 5000 dyrere, det er en iPhone om måneden, der ikke kan trækkes fra.

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Til helvede og tilbage

***
– Jeg er bekymret for dig, sagde min kone.

Alle mine nye venner var grænsepsykotiske invalidepensionister.

– Det er meget åbne mennesker hver især, sagde jeg. – Måske kommer det af, at de har været inde på den lukkede.



Her kan man høre Tåren på min kind, hvis man orker. Ikke noget særligt musikalsk, men L:Ron:Harald er den eneste danske rapper, der lyder som et voksent menneske.
***

Nyt kiks

***
Jeg har lige været i telefonen med min bedste kunde og vrøvlet om penge og været usammenhængende, og nu er jeg bange for, at jeg har ødelagt det hele. Jeg er elendig til kommunikation. Hvad nu? Jeg prøver at formulere en opfølgende mail, men måske gør det det endnu værre at blive ved med at trampe rundt i det. Jeg har en lang tradition for at ødelægge fede jobs med dårlig kommunikation – og for at bekymre mig og ærgre mig over det bagefter – og nu er jeg bange for, at jeg har gjort det igen. Telefonen er så intimt et instrument, at hviske nogen ind i øret på den måde, navnlig folk jeg ikke kender så godt (og så med søvnmangel, og når jeg har glemt, hvilken dag på ugen det er).

Næh, giv mig en god frokost til hver en tid.
***

Lige på grænsen og over

***
Gid jeg havde en kage. Jeg tror, jeg spiste noget dårligt tapenade.



Ingen mug, men holdbarhed 6 dage efter åbning, det er i dag.
***

Noget at tænke over, 1. del

***

• Kan man få leverbetændelse af at trykke en narkoman i hånden, før man tisser (uden at vaske hænder først?)
• Er der stadig nogen, der "sejler op ad åen" uden ironi?
• Hvordan siger franskmænd hahaha: "’a’a’a"?

Mere senere.
Tak for i dag.
Alt vel ønskes.
Kh MJ

***

Omgang med børn

***
Jeg har i dag formået at holde en samtale kørende med et 8-års barn, der ikke er mit, hele vejen over en gåtur, 10 stop på Metro-linien og en gåtur igen. Meget belevent. Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål (Har du set nogle gode film på det sidste?) (Ice Age 3).

Hvordan nogen, mindst af alt et voksent menneske, og jeg ved det sker, kan læse Harry Potter, går over min forstand. Alle de ord! Jeg har aldrig set så mange ord. Det er værre end Dickens, og så dårligt oversat. (Alt det med at nogen er "den udvalgte"/"the chosen one" – jeg er imod det. Det virker religiøst. Øv. Hvad blev der nogensinde af "skab din egen skæbne"? Så er dét ikke godt nok mere, nu skal man være født til det. Hvor Bush-års-agtigt.)

Harry Potters ar har denne form:


Jeg skal med min mor til "samtale" i morgen på et sygehus i provinsen, hvor hun går til behandling. Hun er helt vildt syg, men så en kort overgang var der stasis. Jeg har ikke tænkt på andet hele ugen – det kræver stor energi ikke at tænke på det hele tiden. Hun ringede og lagde en besked, mens jeg var på ferie, fordi hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun lød bekymret, så jeg skypede hende og fortalte om alle vores spændende ferieoplevelser og genvordigheder, og efter et kvarter spørger jeg:
– Og hvordan har du det?
– Åh, jeg ved ikke rigtigt, siger hun. – Min CA 125 (det er markøren) er 700. Det er dobbelt så højt som sidst.
Og så fremdeles.

Jeg kan ikke overskue noget, før jeg har været til den samtale. Så var jeg så dum at arrangere et møde, nu jeg er derovre, med en gallerist, jeg aldrig ser. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker på. Hvis det er dårlige nyheder med min gode, gamle mor, bliver jeg helt blæst. Som at se et spøgelse.
***

Dag 11

***
Morgen, tidligt vågen

Det er rart at være på ferie og lave ingenting, men efter en uges tid får jeg det altid som om, jeg bør lave noget. Det kan give anledning til en del uro, fordi jeg i virkeligheden intet gider. I hvert fald er der de to modstridende kræfter: ønsket om at få noget ud af det og den totale mangel på energi. Samtidig begynder bekymringerne at melde sig og tanken om alle de ubehagelige opgaver, der venter derhjemme, plus forskelligt forventningspres og krav fra familie og forældre, navnlig sidstnævnte. Alle mulige ting, man ikke gider tænke på, der får hjertet til at springe som et gedekid bag ribbenenes gitter, skutte sig som en fugleunge i sin lune rede derinde, ved tanken om at drømmene snart skal slå mod realiteterne som en bølge og splittes og synke.


***

78 sind – spøgelser fra fortiden III

***
Faste læsere vil vide, at jeg er i syv-otte sind over, om jeg skal tage med til gymnasiegenforeningsfest. Nu vil de også invitere ham læreren, det skæggede 70’er-svin, der bollede min kæreste, før hun var min kæreste.

Jeg kan ikke tage dramaet.
Jeg er allerede kørt helt op.

Som opvarmning er jeg begyndt at lytte til oldies på netradio: "It’s too late now, darling, it’s too late".

Jeg må have brygget en historie sammen: Måske har jeg OCD? Folk vil hellere købe varen, når der følger et narrativ med.

– Sælger du noget kunst? kan de spørge, og jeg vil svare: – Ja, men kun i New York. Til mine faste private samlere. Folk med en meget specialiseret smag.

Jeg er allerede begyndt at forberede replikker. Eks.:

Åbningsreplik 1: – Hej! Hvornår vi skal begynde at falde tilbage i de gamle roller?

Åbningsreplik 2: – Hvem er du?
***

Interventionsmoden

***
Jeg er bekymret for Donzo. Han er mødt fuld op på arbejde på det sidste. Hans tale er aggressiv og plumret. Det er fuldstændig sindssygt, som han drikker, og så for en der har diabetes.

Det er tid til en intervention. Men hvorledes at gribe det an? Det skal i hvert fald gå hurtigt, før han mister sit arbejde. Jeg er også bange for, at han kan gøre skade på sig selv. Ved at falde på sin cykel f.eks., sådan som han rager rundt, det er sket før. Noget må gøres.

Jeg spørger Dr. TB, hvad han synes. Han har en del erfaring med misbrugere og sindslidende.


Yoga for begyndere. Gratis prøvetime.
***

Hovedcentrifuge

***
Skrevet i mørke

Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor bitter jeg er. Det er er en storm i mit hoved. Alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg kunne have gjort anderledes, alle mine fortrydelser. På den måde er jeg et meget utilfreds menneske. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Det ville være nemmere. Jeg er ikke lykkelig. Jeg har ikke-ulykkelige øjeblikke – hele dage til tider – men jeg brænder op af uforløsning og utilfredshed og følelsen af, at fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Det var dét, jeg havde mine chancer og spildte dem og klattede de bedste år af mit liv væk på ingenting og værst af alt på at bekymre mig over at lave ikke noget og komme ingen vegne, så det alligevel aldrig var sjovt.

Jeg hader mig selv, og jeg hader Danmark.

Eller også er jeg endt, hvor jeg er – ingen steder – fordi sådan er jeg. Jeg har aldrig været en succes nogen steder. Jeg er aldrig slået igennem. Jeg er altid krympet som en viol. Jeg har altid været for mageligt anlagt. Jeg har altid gerne villet have et hjem. Et sted til mine ting, HA! Jeg har aldrig været villig til at bringe de nødvendige ofre. Kun halvhjertet, det værste af alt. Jeg dør.

Derfor hader jeg, når det går dårligt med min kone – og det er alligevel næsten hele tiden. Så kan jeg ikke se meningen med noget. Når jeg alligevel bliver beskyldt for at være egoistisk på trods af alle de halvhjertede ofre, jeg har bragt. Hvad er det så værd? Hvad har jeg så at have min lykke i, når jeg er ufuldbyrdet og uforløst og uden succes på alle andre måder.

Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg har ikke noget at have det i.
***

1mm

***
Jeg er én millimeter fra et panikanfald, og min kone forstår mig ikke. Jeg gider ikke høre på hendes bekymringer. Nu sover jeg alene.

– Jeg har ikke overskud til at høre på dine bekymringer! Snap out of it!
Snap! Crackle! Ruske! Rasle!
– Sådan har jeg aldrig opført mig over for dig.

– Tro mig, når jeg siger det til dig, jeg kan ikke tage det mere.

Det eneste hun skulle var at tage sig af mig.

– Jeg er positiv og rolig, og du bliver ved og ved. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det nu.
– Du skal ikke råbe af mig.
– Forstår du ikke en skid?

Jeg har kun haft overskud til at sige, at jeg er tæt på et panikanfald. Prøv at lytte til, hvad jeg siger.

Kan hun lægge sig selv til side i 2 sekunder.

Mit hjerte banker 1000 kilometer i timen.
***

Mit vaklende helbred – de seneste udsvingninger

***
Den gode nyhed er, at jeg har taget 6 kg på over julen. Hurra! Nu skal jeg ikke bekymre mig over at være undervægtig længere. Mit B12-vitamin-niveau er også strøget i vejret. Min pommes frites og Nutella-kur har virket. Lad klokkerne ringe.

Den dårlige nyhed er, at jeg danner "antihormoner mod skjoldbruskkirtlen" eller sådan noget. Det er noget autoimmunt.

– Jamen, hvad er det egentlig immunforsvaret skal forsvare sig mod? spurgte jeg lægen.
– Mod sig selv, sagde hun.
– Nåja, autoimmunt. Åh, det tossede immunforsvar!

Sådan er det bare.

Jeg får resultatet af de sidste prøver på mandag. Hvis det er en dødsdom, er du, kære læser, som altid den første, der får det at vide.

Det er "gammelmandskroppens svigt", som Dr. TB siger. Mit helbred vælter som et korthus, blot man ånder på det.
***

Sveden kerne

***
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.

Nu hænger jeg i dyndet igen. Min tro på at tingene kan lade sig gøre er ramlet ind i min ugidelighed og berøringsangst. Tingene er værre, når man har dem tæt på (i hvert fald er de nemmere, når man ikke kan gøre noget ved dem alligevel). De fylder mere. Fra toppen af verden ligner mine problemer insekter. Min onkel sagde, at når han lå om natten og ikke kunne sove, tænkte han på, hvor lidt han selv fyldte i hele universet, hvor uendeligt små hans problemer var i det store hele, klejnheden af menneskelig eksistens. Han begik selvmord.

Men jeg kender det godt: Hvad er det hele værd? Intet! Det er kun, hvad du gør det til. Der er en verden til forskel på inden og uden for din hovedskal.

Jeg trænger f.eks. til at bryde ud af mit hoved.

Men først frokost.

Kan jeg holde noget, jeg lovede mig selv i dag?
***

Plussiden

***
Det gode ved at skulle arbejde er, at så behøver jeg ikke bekymre mig om ikke at producere noget kunst, fordi jeg er lovligt undskyldt.


***