Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Tørrede tranebær

Fordi min kone og jeg ikke taler sammen, glemte vi en middagsaftale hos nogle venner. Hvor pinligt, nu tror de, vi ikke kan lide dem.

Men efter vi opdagede, at vi havde glemt det, tog vi derhen alligevel med vin og blomster.

– Hvordan har du det? Hvordan har du det? blev han ved med at spørge.

– Hold op med at spørge, hvordan jeg har det. Hvorfor spørger du, hvordan jeg har det? Udsender jeg en negativ vibration? Jeg har det fint, okay?

Og så bød han mig bære de tørrede tranebær ind til bordet.

Feberhed

Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.

Upassende

Det var så pinligt: jeg sad inde i stuen og lyttede til min datters (14) nye projekt eller så hendes kortkunster, og så kom der de her høje kneppelyde fra underboen – hvorfor laver kvinder så meget larm? (visse evolutionsforskere siger, det er for at tiltrække andre mænd i stammen, så de kan komme og skyde deres spunk ind i mixet*)) – men nu siger min kone, at de lige har fået en lille baby dernede.

*) Christopher Ryan & Cacilda Jethá: Sex at Dawn: The Prehistoric Origins of Modern Sexuality (HarperCollins, 2010).

Hej kære nabo

Min kone holdt selskab og smed mit improviserede bobleplast-gardin på badeværelset ud. Nu kan alle folk se ind, når jeg skider.

Det havde hængt der, siden vi flyttede ind.

Det dækkede ikke helt. Engang fik jeg øjenkontakt med en nede i gården, der vinkede. Og jeg vinkede igen. Hvor pinligt.

Det dækkede ikke det nederste højre hjørne, og jeg opdagede, at man kunne se alt det, man ikke havde lyst til at se, fra køkkenet, engang vi havde gæster.

Nu gør det ikke så meget, hvor fugten driver ned ad ruderne og slører.



Min kone har sat en gardinstang herud, men intet gardin, og hun har ikke hængt den op. Det er den sædvanlige procedure.

Jeg sidder herude nu så stoisk som munken, der sætter ild til sig selv.

Eller også er det os allesammen

Jeg troede, at det var min bror, der ville savne min mor mest (for jeg ved, at han betroede sig til hende, det var hvad hun sagde), men jeg tror faktisk, at det er mig. Jeg tænkte: Jeg har jo en varm og åben kone, jeg kan dele mine følelser med.

Det var altid pinligt at skulle beklage sig til min mor over min kone, men hun kunne altid høre på mig, når jeg var ked af det.

Da jeg var lille, sagde hun: – Hvis du græder, begynder jeg også.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

Jeg frøs ad helvede til på cyklen

Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

Topmøde – vil en aftale komme i stand mellem de stridende parter?

***
Jeg havde aftalt at mødes med min kone til en klimakoncert (det var en gammel aftale, og så i forgårs spurgte hun mig: – Har du noget mod at passe Petras tre børn, mens vi tager til klimakoncert? – Det troede jeg vi sku'!), og jeg tænkte: måske kan dette forene os, at vi laver noget sammen, men da jeg kom derhen, ville hun ikke tale med mig, hun talte kun med sine venner. Da jeg prøvede at kysse hende, drejede hun hovedet. Det var pinligt.


***

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.

Note: Se også denne tidligere debat.

UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.

***

Din ryg er som en lukket dør

***
Jeg skal arbejde hele tiden og er sur, sur, sur.
Jeg vågner om morgenen og er sur, sur, sur.
Den evige dans for at undgå hinanden i hjemmet fortsætter.
Min kone har ikke set mig i øjnene i en uge.
Det er pinligt at skulle sove i samme seng.
Vores kommunikation er meget begrænset:
Jeg siger et eller andet.
Hun siger et eller andet.
Jeg siger et eller andet.
Hun siger: – Skal du hæve stemmen?
Jeg siger: – Hvad har jeg egentlig gjort dig?
Hun siger: – Ha! Hvor skal jeg begynde?
– HVORFOR ER DU SÅ SKIDEFJENDTLIG HELE TIDEN?! råber jeg til den lukkede dør.

Resten af dagen er en pinsel. Jeg ønsker mig langt væk. Arbejde er bedre end at være hjemme. Alt er bedre. Jeg kan ikke trække vejret.
***

Sten-, stendødt

***
Min kone kan kun have sex med mig, når hun har drukket. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget. Intet er givet. Der skal i hvert fald en halv flaske til, før der kan blive tale om noget.

Ellers vil hun ikke engang se mig i øjnene. Til hverdag flakker hendes blik undvigende omkring for at undgå at fæstne sig ved mig. Det er næsten pinligt. Det gør faktisk ondt.

Jeg mener, intimitet starter med at se hinanden i øjnene – to rå hjerner i direkte kontakt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Eller også handler det ikke om mig. Er det ikke klichéen? Du skal ikke tage det personligt. "It’s not you, it’s me" – hvilken fornærmelse.



Jeg må konstant lægge låg på mine følelser og lade som ingenting for ikke at gå grassat. Det er bare røvsygt, når man mener at kærlighedsudveksling og sex*) er en almindelig del af et sundt liv. Hvad skal man så bruge hinanden til? Alle andre ting kan man få folk til – rengøring, børnepasning, vedligeholdelse osv. – uden at det er socialt forkasteligt. Hvornår er det legitimt at få sine seksuelle behov dækket andre steder? Hvis ens ægtefælle er paralyseret fra halsen og ned? Hvad med følelsesmæssig paralyse? Jeg kender ikke et eneste lykkeligt gift menneske. Jeg kender ikke en eneste person, der lever i et gensidigt seksuelt tilfredsstillende forhold. Og hvad kan man så bruge det til? Det er nok bare fundamentalt unaturligt at være sammen så mange år. Nå, jeg rabler. Hver gang jeg letter låget en lille smule, slår dampen ud til alle sider.


*) Sex. Jeg kan ikke lide at skrive det ord. Jeg er eddermame ikke Joan Ørting. Jeg har det bedre med "kønslig omgang".
***

Afgået

***
Oh gud, mit ægteskab er fuldstændig forstenet. Der er ikke en gnist tilbage. Jeg har masser af lyst, okay?, men jeg kan ikke blive ved med at ligge og skøjte rundt oven på hende, uden at vide hvad der sker. Jeg kan ikke tale om det. Det er pinligt.

Min nye taktik med ikke at gøre noget for det hjælper ikke, men jeg vil se, hvor lang tid, der går, før hun gør noget. Det er lang tid. Lang, lang tid. Jeg tror virkelig ikke, hun bryder sig om mig. Der er ikke noget, der tyder på det modsatte. Jeg har ondt i hele kroppen. Alting er galt. Jeg har ondt i hovedet, i øjnene, min hjerne værker.

Tænk, at det virkelig skulle lykkes mig at ende uden glæder i livet. Jeg er begyndt at spise chokolade og gå til bageren, det lidt det hjælper.

Den er helt gal. Jeg kan ikke se en ende på det andet end døden. Jeg trænger til at være sammen med en, der har lyst til at være sammen med mig.
***

Jeg var fransk stuepige, del I

***
– Suk, sagde jeg og tog brystvorteklemmerne af. – Det går vist ikke, det her.
– Gi’ det dog en chance, sagde hun med blussende røde kinder.
– Det holder sgu ikke, måtte jeg indrømme og lempede forsigtigt håndtaget på støvekosten ud af min endetarm. – Jeg ved ikke, om jeg er til det her.
– Gør det for mig, sagde hun og rettede Ludvid XIV-parykken, der prydede mit hoved.
– Lad gå.
Jeg sporede hende an og red hende lidt rundt i stuen. Hvad mon der er på fjernsyn?
– Giddyap, giddyap! Skal du ride på den ranke?
– Ooh!
Lidt beskidt snak har altid tændt lunten til hendes krudtkammer.

Jeg gør mit – det skal ikke siges andet – for at holde gnisten ved lige i det aldrende parforhold. Er det ikke det, vi har hinanden til?


***

Jeg har været uden læsere i halvanden måned nu

**
Tallene lyver ikke:



De få læsere, jeg har, er begyndt at opfordre mig til at blogge mindre – for min egen skyld.

Jeg burde nok lukke butikken. Hele projektet er pinligt & nager mig. Forleden dag tænkte jeg på Mandejammer under udførelse af kønsakten. Jeg tror virkelig heller ikke, det er sundt for mig at dyrke alt det her nedtur & negativitet. Men hvem gider læse om nogen, der har det godt?

Bloggen her er bedre, når det går mig skidt. Hvis det går lidt godt, skal det straks blive værre igen.

Alt er bedre end denne standen vånde.

Hvis jeg nu fik kræft, ville bloggen for alvor blive spændende. Så kunne
man beundre mit mod og min galgenhumor på min uundgåelige nedtur mod
graven.



Jeg kommer aldrig frem til det, jeg egentlig vil skrive, fordi der altid er noget, jeg skal klage mig over. Der er en hel stribe fænomenale kulturkritiske essays og erindringsbilleder og andre skarpsindigheder, jeg aldrig når til pga. mit konstante uvæsen. Jeg er bange for, hele mit liv er sådan.
***

Pletskaldet overskæg

***
Jeg var hos lægen og fik at vide, at der er en sammenhæng mellem min pletskaldethed, min B12-mangel og div. autoimmune sygdomme. Flere blodprøver forude.

Ja, I læste rigtigt: pletskaldethed. På armen, benet og i overskægget. Nu er jeg nødt til at barbere mig hele tiden (altså ikke på ben og arme, det er jeg ligeglad med.)

Hvor pinligt er det ikke at blive gammel?

Det hele falder fra hinanden. Et par revner i pudset, og hele væggen skal mures op igen, når man piller lidt i den.

*

Symptomerne på B12-mangel er træthed og depression, står der på nettet, og det har jeg, og er jeg, altid.

– Det har du været så længe, jeg har kendt dig, siger min kone.

– Hvordan kunne du vælge sådan en træt, deprimeret mand som mig? spørger jeg.

– Dengang var du også glimtvis frisk, siger hun.

Jeg har altså beviseligt engang haft mine friske perioder.


På plussiden er min opfedningskur ved at give resultat: Jeg har foreløbig genvundet 4 kg.

På plussiden (2) passer det her vitaminmangel meget godt med mit image som blodfattig klynkekunstner.


Bloggerens anmærkning: Det er én god grund til, at jeg lukker bloggen her. Hvad rager det her nogen?
***

Caruso på Fasanvej

***
Mine børn synes jeg er pinlig, når jeg synger på gaden, især opera, men jeg mener, det er en menneskeret.

De siger, jeg synger dårligt, især opera, men jeg mener, man har lov til at udtrykke sin boblende livsglæde, f.eks. ved at synge "Goddag og farvel" eller "Gamle måne".
***

I ave

Jeg har fået så mange kommentarer på det sidste om, hvor godt jeg ser ud med mit nye hår, at jeg går ud fra, at det er det folk mener, når de taler til mig. Det kan godt føre til pinligheder.

Stritart

Jeg har planlagt et storstilet "street art"-projekt med min ven 2mason, og han har allerede sat sine elever til at researche emnet og lavet en stencil, der gik i stykker. Men der er jo det ved det, at for at lave streetart skal man jo bevæge sig uden for en dør (ellers er man bare ligesom Don Nzo, der sidder derhjemme og "flanerer" den foran fjernsynet), og hvem ved, der kan komme plakatklister på hans nye ladcykel, så der er voldsomme praktiske forhindringer, og chancerne for at det nogensinde bliver til noget er små.

Jeg har dårlige erfaringer med de sidste mange samarbejdsprojekter. Mine samarbejdspartnere er endnu mere ugidelige end jeg selv.

På den anden side har jeg vildt meget lyst til at lave en kæmpegraffiti, man kan køre forbi og kigge på og fotodokumentere ud over hele nettet. Men det er sjovere sammen med nogen, og vi har allerede hele konceptet.

Eller også er det pinligt, fordi vi er for gamle, ligesom at starte et band når man er over fyrre. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ingen har tid mere til noget. Klog og sat af skade er man blevet.
Eller også er det bedre at lave ingenting.

Nuvel! Afsted mod nye horisonter.
Yaaaaaaaaah!
Smat!

Udfritning over spaghetti med rød sovs – et kammerspil ved spisetid

Min datter spurgte mig: – Far, har du prøvet at ryge hash?

Det var lidt pinligt. Vi sad ved middagsbordet, og en af hendes lillesøsters små veninder spiste med, og min kone var der ikke til at aflede.

– Ja, sagde jeg skamfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi det gjorde alle de andre.
– Ha, sagde hun.



– Ved du ikke, at det er ulovligt.
– Jo.

– Jamen, hvorfor gjorde du det? spurgte hun igen.
– Fordi jeg ville være stor, sagde jeg.
– Pff, hvor barnligt af dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, det var gruppepres



– Hvornår røg du?
– Hvad mener du?
– Hvornår røg du hash første gang?
– Øh, da jeg var 16, tror jeg.

– Har du gjort det mere end én gang?
– Ja.
– Har du røget sammen med mor, mens I ligger i sengen uden tøj på? spurgte hendes lillesøster. *)
– Nej, det tror jeg faktisk aldrig jeg har.

*) Reddet af gong-gong'en. Jeg kunne jo dårligt sige 300.

De ville vide, hvordan det virkede, og så sagde jeg: – Det er ligesom i Tenacious D-filmen.
– Du sad og kiggede børne-tv?
– Det er der masser af folk, der har gjort, sagde jeg. – Jeg har set folk ryge hash og sidde og kigge Bamse & Kylling.
– Har du gjort dét?
– Nej, det har jeg dog aldrig gjort.

Der må være grænser



Min datter kom i sin tid hjem med en sang fra 1. klasse (synges til melodi af Krumme-sangen – Det er så svært at være 11 år...):

Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.

Hvad er det hele i grunden værd?

Det hele er pinligt, når det kommer til stykket. Pinligt, pinligt, pinligt alt det mandejammer her.

Jeg havde tænkt mig at lade bloggen her stå til evig tid, så jeg rigtigt kunne fremstå som en original stemme i tiden med stor udtrykskraft og fylde, men når jeg læser noget, jeg har skrevet, er det bare pinligt.
Ynkeligt.
Og jammerligt.

Krysteragtigt og slapt.

Er der ikke et liv, der skal leves?
Hvad tænker jeg på?