Det sociale element

Denne besked fra Window Live Messenger er uhyggeligt sand:

Alt originalt udstyr

Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

LÆSERBREVKASSE – SPÆNDENDE NYT INDSLAG

Tror du, din kæreste er dig utro? Ved du ikke, hvad du skal kalde din hund? Mangler du et godt argument eller en god undskyldning? Spørg mig. Jeg er parat til at svare på alt.

Fat tastaturet og send dine spørgsmål til: Mig, kommentarfeltet herforneden. Så modererer jeg dem og udgiver dem sammen med mit svar.

DU VIL FORBLØFFES over, hvor meget jeg ved, og hvor godt jeg kan hjælpe netop dig. Man skulle tro, jeg havde kendt dig hele livet og forstod dine inderste tanker.

Er der noget, der plager dig? Føler du dig tung og træt om hjertet? Er livet ikke gået, som du havde regnet med? Spørg mig, og alt bliver bedre.

***Alt vil stå lysende klart, når du får mit svar.***

Vær ikke genert, tast straks løs. Du vil ikke fortryde det.


Ingen reklamationsret for svar, der er for lammende i deres præcision.



Hvad venter du på? Skriv NU!

Brevkassen står åben, og det er efter først til mølle-princippet. Alle spørgsmål vil blive behandlet med den allerstørste diskretion og respekt for det digitale privatliv.

• Få styr på din nysgerrighed med min viden og lystighed.
• Er du bange for, der er noget galt med dig? Jeg giver en diagnose.
• Kan du ikke finde den rette vej? Jeg lyser stien op for dig.

***Jeg giver dig et svar, der er det bedste, jeg har. Intet mindre kan gøre det, men først må du spørge det.***

Noget for sej

Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Seks nye ord fra lynfiktionens mester

Der er små hår på alting.

En sjælden gæst i samtalekøkkenet

– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.

Princip 18

Det hjælper at være ligeglad med alt.
Det er, når man bekymringer sig en lille smule, det går galt.
Så er det bedre at bekymre sig om alt.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Svaret på 'hvad giver man manden der har alt?'

Min datter (10) svarede på det ældgamle spørgsmål: Hvad giver man manden, der har alt?

– Man giver ham noget mere af det, han allerede har.

Meget logisk.


Mit lille geni.

Da med ét...

– Åh nej, jeg er ligeglad med alt!

Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

Fundet

***
Her er et blad fra min skitsebog i 1996. Man bemærker, at intet har forandret sig.



Jeg sad i mit værksted og forsøgte at lave noget efter en dag på skodjob, mens min kone og barn ventede derhjemme.
***

De store synger

***
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?


PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.
***

Ingen verdens ting har jeg på tapetet. Ikke det fjerneste

***
Jeg var nede hos J. Per, som sagt, for første gang i et stykke tid og fortalte ham om, hvad jeg går og laver, og det slog mig, at nu, hvor jeg har været til hippie-kulturarrangement i udlandet, har jeg intet, absolut intet at se frem til. Jeg har ingen jern i ilden, og det er en kedelig fornemmelse. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at arrangere afbrydelser ind i mellem, højdepunkter af en slags, så jeg har noget at se frem til.*)

Ellers løber det hele sammen i enshed.


*) Noget at støde op mod, rampeslisker til lige at kunne stikke næsen over muddervandet, ambitionssnorkler til æteren, et par stjerner på himlen at række efter, trædesten i bækken.



PS Jeg sagde: "Jeg tror, jeg vil begynde at træde op ind imellem. Det får min puls op." Og så pulsede jeg hans hjemmerullede ned. "Mit arbejde er så kedeligt, jeg sidder bare dér, der må ske noget."
"Du vil jo gerne", sagde han.

PPS Åndssvagt indlæg, det her. Skulle det være noget?

PPPS Nej, det skulle det i hvert fald ikke. Hvor aborteret.
***

Sandhedens velarium

***

– Jeg er uinteresseret i alt.

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***

Tomhed og elendighed

***
Hvor er jeg dog elendig.
Jeg har ved gud ingen glæder i livet.
Det er håbløst.
Jeg ser ingen ende på det.
Kun mere af det samme.
Tom, tavs trasken
på slisken til graven.
Nedstemthed og følelsesmæssig impotens
Alt er ligegyldigt.
Intet giver mening.
Jeg ligger som jeg har redt
i en seng af glasskår
i en seng af krummer
med uldent undertøj på.
Jeg er helt færdig.
Det er omme, mit liv er omme.
Der er kun meningsløshed og tomme fagter tilbage.
Det siger mig intet.

Den eneste glæde jeg har her i livet er kaffe.
Hvis kaffe gav blowjobs, var min lykke komplet.
Jeg går over og tænder for aggregatet.



"Om min kærlighed til kaffe jeg vil rappe
Jeg elsker den i mig at labbe"
***

Sveden kerne

***
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.

Nu hænger jeg i dyndet igen. Min tro på at tingene kan lade sig gøre er ramlet ind i min ugidelighed og berøringsangst. Tingene er værre, når man har dem tæt på (i hvert fald er de nemmere, når man ikke kan gøre noget ved dem alligevel). De fylder mere. Fra toppen af verden ligner mine problemer insekter. Min onkel sagde, at når han lå om natten og ikke kunne sove, tænkte han på, hvor lidt han selv fyldte i hele universet, hvor uendeligt små hans problemer var i det store hele, klejnheden af menneskelig eksistens. Han begik selvmord.

Men jeg kender det godt: Hvad er det hele værd? Intet! Det er kun, hvad du gør det til. Der er en verden til forskel på inden og uden for din hovedskal.

Jeg trænger f.eks. til at bryde ud af mit hoved.

Men først frokost.

Kan jeg holde noget, jeg lovede mig selv i dag?
***

Paradoks

Min kone og jeg havde en interessant meningsudveksling i går.
Jeg sagde: "Jaja, du har ret i alting.
Og hun sagde: "Nej."
Hun ville ikke have, at jeg skulle have ret.
Hun ville hellere tage fejl, end at jeg skulle have ret.
Det er ikke bare nok for hende at have ret altid, jeg må heller aldrig have ret.