Dagen på langs

***
Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.



– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.



Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.



Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***

Noget i tiden

***
Det her Simon & Garfunkel-cover minder mig om den gamle Master Mind-æske:



Især hvis man tager og lægger dem oven på hinanden:



Parsley, Sage, Rosemary and Thyme er et af mine gamle yndlingsalbums fra da jeg var 15. For mig kan Simon & Garfunkel ikke blive lyriske nok.

PS Jeg fik lyst til at genopfriske min S&G, fordi Paul Simon var på Stephen Colbert og synge American Tune, brøstfældigt og gammelmandsagtigt i starten*), men så løftede han sig op. Det er svært at stikke en vel-mic’et mand med en velstemt guitar. Alle de gamle troubadourer klarer sig godt på Colbert – Jackson Browne og James Taylor lige så – og så er det et af de få shows, hvor musikere får lov til at snakke, ind imellem vittighederne, og de har tit en anden måde at se tingene og udtrykke sig på end de sædvanlige snakkende hoveder, hvis de da overhovedet kan sætte to sammenhængende ord sammen. M.a.o. deres er en anden profession end at snakke.
Nå.

*) som Johnny Cash på sine ældste dage.

PPS Paul Simon ligner Chico Marx.




Faktoid: Vidste du, at Paul Simon skrev ordene til Sound of Silence færdig, mens han var i København i 1965? Det stod et sted. Altid skulle han finpudse og polere.
***

Spaghetti Speziale

En del pizzeriaer og restauranter i Kbh. og omegn (vil det sige Danmark?) foregiver at være italienske – de er røde & hvide & grønne og bærer italienske navne*) – selvom de drives af kurdere og serbere osv. Men er der også nogen pizzamænd, der lader som om de er italienere, selvom de ikke er det, f.eks. ved at fingere en fransk accent, ligesom en billig fransk tjener?
Og, hvis de gør, er det noget, der kaster noget af sig?


*) Et godt eksempel er verdens dårligste restaurant, den italienske inde på Kultorvet, hvor jeg var så dum at spise med min far engang (foto mangler).

Den ene efter den anden

Der skete noget mere mærkeligt i går. Kræftens Bekæmpelse ringede og ville have mine penge, og ikke så snart havde jeg lusket udenom en klar udmelding ved at bede hende sende mig noget læsestof og lagt på, før telefonen ringede igen ikke fem sekunder efter, og jeg fik at vide, at en jeg kender er død af kræft.

•

Så godt kendte jeg ham ikke, men jeg kunne godt lide ham. Sammenkomsterne med min kones veninder var sjovere, når han var med. Jeg har ikke engang talt med ham, efter jeg fandt ud af, at han var syg. To uger siden. Jeg sendte ham ikke engang den SMS, jeg havde tænkt mig, for at sige, at jeg godt kunne lide ham og var ked af at høre om det lort, han stod i til halsen.
Giv mig en rose, mens jeg lever, som manden sagde. (Det var ikke Groucho Marx. Han sagde: "Give me a rose or leave me alone".)

Mit Livestrong-armbånd er i øvrigt knækket.

Hvad er der glat med mig?

Min yngste datter tigger om at få se en Marx Brothers-film, og jeg siger: – Nej, jeg gider ikke.

Det havde jeg aldrig gjort med hendes storesøster.

Børn skal have en ordentlig opdragelse, og det er aldrig for tidligt at tage godt fat.

•

Hun vil også have mig med ind og se Jungledyret Hugo 3. Det gider jeg heller ikke.

Efter brylluppet

Det her har ikke forbindelse med noget, men jeg syntes, det var synd at snyde verden for resten af billederne fra slutscenen i Marx Brothers' "Horse Feathers" (Halløj på universitetet), hvor de alle tre gifter sig med samme brud.
Se, det var dengang, der var komedier til.

Leveråd nr. 1 - lakmustest for livsledsager

Gift dig aldrig med en, der ikke kan lide The Marx Brothers.