Noget i tiden

***
Det her Simon & Garfunkel-cover minder mig om den gamle Master Mind-æske:



Især hvis man tager og lægger dem oven på hinanden:



Parsley, Sage, Rosemary and Thyme er et af mine gamle yndlingsalbums fra da jeg var 15. For mig kan Simon & Garfunkel ikke blive lyriske nok.

PS Jeg fik lyst til at genopfriske min S&G, fordi Paul Simon var på Stephen Colbert og synge American Tune, brøstfældigt og gammelmandsagtigt i starten*), men så løftede han sig op. Det er svært at stikke en vel-mic’et mand med en velstemt guitar. Alle de gamle troubadourer klarer sig godt på Colbert – Jackson Browne og James Taylor lige så – og så er det et af de få shows, hvor musikere får lov til at snakke, ind imellem vittighederne, og de har tit en anden måde at se tingene og udtrykke sig på end de sædvanlige snakkende hoveder, hvis de da overhovedet kan sætte to sammenhængende ord sammen. M.a.o. deres er en anden profession end at snakke.
Nå.

*) som Johnny Cash på sine ældste dage.

PPS Paul Simon ligner Chico Marx.




Faktoid: Vidste du, at Paul Simon skrev ordene til Sound of Silence færdig, mens han var i København i 1965? Det stod et sted. Altid skulle han finpudse og polere.
***