***
Brudstykker af vores samtale hjemme hos mig
I går aftes ved 22.20-tiden
– Hold kæft, hvor er der meget lort på fjernsyn.
(...)
– Gør det noget, at jeg sætter mig i sofaen?
– Ja, men blablabla, et eller andet.
– Du behøver ikke sige mere, det er fint.
– Jeg synes ærligt talt ikke, det er i orden, at du taler til mig sådan der.
– Det er ikke dig, det handler om, kan du forstå det? (...) Du kan ikke tage, hvis det ikke er dig, jeg går og flipper ud over. Du bliver misundelig.
– Nej, det er ikke rigtigt og blablabla.
– Godt. (Jeg går.)
– Bare rolig, du skal nok få det for dig selv. Jeg skal nok lade være med at forstyrre dig i dit sakramente. Kan vi blive enige om, at jeg i hvert fald ikke må kommentere, hvad du ser på fjernsyn?
– Nej, blablabla.
– Godt. Så er vi enige.
(Jeg har ikke lyst til at skændes.)
Jeg flipper ud, fordi jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen.
Det ærgrer mig, at jeg derfor og pga. kedeligt arbejde ikke når at få mit manuskript færdigt til næste møde i litterær kreds.
***
onsdag den 19. november 2008
Ørkenvandring
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Når kvinder virkelig anstrenger sig, og det gør de jo tit, så kan de som regel, med opbydelsen af deres fulde intellektuelle kraft, udlægge det vi siger til dem, som en kritik.
Også uden at anstrenge sig.
Send en kommentar