Min fjende

Da jeg stak hovedet op af kælderskakten, var der en, der stod på lur og slog mig oven i hovedet med en lægtehammer, men jeg havde heldigvis min cykelhjelm på, der prellede slaget af til en snitter. – ROARR! brølede jeg, og gerningsmanden flygtede i mørket, som den feje køter han er.

Man kan stille uret efter mine tilkortkomster

Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.

Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?


Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.


*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.

Søndag morgen

Jeg rakte ud efter min kone.

– Jeg tager til fitness, sagde hun.

Udefrem

Facebook minder mig om den scene i The Road, hvor manden åbner lemmen ned til kælderen, og der er fyldt med kødslaver med afhuggede, kauteriserede ben, og de skriger og råber om hjælp: "Red os, red os, tag os med!" "Ud, hurtigt!" Jeg ville ønske, jeg aldrig havde set det. Hvordan blev livet sådan? Det var ikke meningen, livet skulle være sådan. Hvordan blev det det?

Facebook minder mig om at løfte en sten, og der er fyldt med orme, der vrider sig. Nogle af dem har sløjfe i håret.

To ord der ikke hører sammen: Gylle og køkken

Den her er sikkert berømt:


Bag Føtex på Amagerbrogade.

Jeg var henne for at tage et billede, mens han havde åbent, men han jog mig væk med en stegegaffel: - Kan du komme væk, din ironiker! sagde han.

Her er Gylle's i en udvidet, endnu mere trøstesløs kontekst:

Sundhedsstyrelsen tilråder:

Et mindre gennembrud kom, da jeg ikke havde noget at æde og sprang på cyklen ned til byen, men da jeg kom tilbage, var jeg så fuld af pep, at jeg straks lavede noget arbejde, der var kommet ind i mellemtiden, på den halve tid – 45 minutter i ét hug – før jeg åd.

Faktisk tror jeg, at jeg åd en pose nødder først, men moralen er, at det er smart og sparer tid at få pulsen op gennem fysisk aktivitet, når man skal lave sit kedelige arbejde. Også mindre kedeligt arbejde. Jeg plejede at sjippe 100 hop i gamle dage for at få pulsen op, da jeg lige var holdt op med at ryge igen og gerne ville forbedre mig.

Som jeg ville sige, praktiserede jeg så det et stykke tid: skrabede øjenæblerne af skærmen og gav mig til at drible en bold omkring som en vårhare. En glimrende fidus, jeg varmt kan anbefale alle. For hvad gør man, når kaffe ikke duer?


Der stod i avisen i dag, at jeg har 50% større change for at få et hjerteanfald end den jævne befolkning.

Hobbyhjørnet

I dag fandt jeg en rystepudser og en tamburin, nogen lod ligge, da de flyttede.

Jeg overvejer at montere tamburinen på rystepudseren.

Nu har jeg monteret den:




***UPDATE (dagen efter)***: I dag fandt jeg en til rystepudser og en elhøvl:



Jeg vil bygge en hær af robotter til mit ensemble.

Hvad jeg ellers lavede

– Se, sagde jeg til min kone, – Jeg fandt fem puslespil til med 1000 brikker – allesammen med billeder af både i havne – og straks satte hun sig til computeren og bestilte en europæisk storbyrejse.

x5

Hvad jeg lavede i min sommerferie

Her det sidst udgivne skærmskud af mine sudoku-rekordtider fra sidst i april.



Her er det seneste:



Bemærk, at jeg har skåret over to minutter af min tid på de nemme baner. Jeg er under to minutter i snit, det er næsten umuligt. Tilsvarende er middel- og hård-tiderne reduceret med næsten 50%. Imponerende. Den eneste rekord, jeg ikke har kunnet rokke, er den svære. Behovet for hurtighed på de nemmere niveauer har lammet mine dybdegående analyseevner.

Alt i alt en våd, kort sommer, godt spildt.

Til langbords hos fællesmekanikken

Min svoger fra provinsen sagde til mig ved frokosten:
– Du braldrer.
Hvad? Jeg ved ikke engang, hvad braldrer betyder. Jeg skulle nok have sparet mig kollektivistvittighederne.
– Du forstår ikke, sagde jeg, – vi er på samme side.
Og så drak han 8 snaps og løb op og ned ad korridoren.

Ekstra fut på

Min bror ringede i lørdags og spurgte, om jeg ville med ud at løbe. Hvorfor ikke? tænkte jeg, det er bedre end at ligge her. Halvvejs rundt om søerne sagde han:
– Har du lagt mærke til, at du løber hurtigere, når du taler om, hvor meget vores far irriterer dig.
– Ja, det har jeg faktisk.



– Så du, hvor hun tjekkede dig ud? sagde han om en modløbende.
– Du har også taget trøjen af, sagde jeg og fingerbøllede hans vaskebræt.
– Nej, det var dig, hun tjekkede ud, sagde han.
– Det er, fordi jeg er farvekoordineret, sagde jeg. Jeg mente nok, jeg havde hørt rigtigt.
Han har altid været den nuttede.

Ængstelse over ikke at lave noget

Jeg sprang op og kørte ned for at købe noget at ryge, men de havde ikke det, jeg ville have, tre forskellige steder, så jeg gav op. – Jeg får alligevel rynker, tænkte jeg. Men jeg er stadigvæk ængstelig.

Så kan jeg ikke komme ud hurtigt nok

Jeg gider ikke høre min kone fortælle min datter (14) sin livshistorie (i dette tilfælde om udviklingen af sin musiksmag). Hun har selvfølgelig ret til sin udgave af historien, jeg gider bare ikke høre det.



Det må være fordi, det handler om før hun mødte mig. Scorpions?!

Kære læser

Min kaffe er bare så god,
den får lorten til at løbe fra røven og ned i min sko
(inden i buksen)
nu er det ud på lokum fluksen.

Siné

De store synger

***
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?


PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.
***

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

Millimeter fra døden

***
Når jeg cykler op ad bakken på vej hjem, kan jeg finde på at forestille mig, at jeg er en sort panter, mit totem, og at personen længere fremme – i dette tilfælde en midaldrende dame med cykelhjelm – er mit bytte, som jeg indhenter og flår af cyklen med mine skarpe kløer – og æder, hvis jeg faktisk var panter eller kannibal. Så falder vejen mig nemmere.

Tænk på det, når jeg suser forbi dig en dag, og du hører mig snerre.


***

Jeg har ikke været udenfor i tre dage. Jeg er ikke gået glip af noget

***
I min ungdom, da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg aldrig komme op om morgenen. Jeg ville gerne, men det lykkedes sjældent. Når jeg så på vækkeurets tal, blev jeg numerologisk: 10:22, 11:22, 11:33, 11:44 og 11:55 var vigtigere end de andre tal, og det lykkedes mig oftere at komme op på de tidspunkter. 12:12 og 12:34 ligeså. 13:13 var kriminelt. Der var dage, jeg måtte skynde mig for at nå i banken. Jeg begyndte først at foretage mig noget kl. 10 om aftenen, og så var jeg for træt. Jeg drak kaffe, til min hånd rystede og jeg ikke kunne rentegne.

De tal er stadig vigtige for mig. Især 11:44 og 11:55. Jeg tror, det begyndte, da jeg arbejdede på Bakken, og tiden faldt mig så lang, at jeg konstant måtte tjekke mit ur. Hvis der var gået 10 minutter, var det godt. Mindre, og tiden føltes ekstra lang, så det var vigtigt, hvornår man turde kigge på uret. Spændingen skulle trækkes ud, til belønningen lignede noget.
***

Nye blade i min smertensbog

***
Jeg skøjtede ind i en femårig pige og styrtede. Hun rejste sig op og skyndte sig væk. Nu kan jeg ikke støtte på mit venstre ben. Det gør ondt bare at sidde ned.



Det er det knæ igen.
***