Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.

BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)

Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE

Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG

Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE

Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG

Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?

(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE

Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)

***

Udartelse (forts.)

***
Jeg lå i sengen, og så slog hun mig (med noget tøj), og jeg sparkede en hylde af hendes tøj ud af reolen, og hun sparkede en hylde af mit tøj ud af reolen, og så rejste jeg mig op og slog hende (et svirp på armen).

– Du skal ikke slå mig, siger hun.
– Du slog mig først.
– Jeg slog dynen.

Og senere:
Hun begynder at sige et eller andet.
– Jeg gider ikke snakke med dig. (Bag blokken.)
Langt om længe, hende:
– Læg mærke til, at da jeg slog dig, var det spontant, mens du ventede, før du slog mig.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige det var præmediteret.


***

Posttraumatisk sparkerefleks

Min kone sagde noget klogt i går (da hun var færdig med at kommentere Ronaldos nuttethed og hår). Hun sagde: – Det er utroligt hårdt med straffesparkskonkurrence, for pludselig er fokus ikke længere på ham der kan (score mål), men på ham der ikke kan (score mål).

– Bortset fra målmanden, sagde jeg. – Han kan jo (redde mål -red.).

Jeg tænkte over det igen i morges, da jeg vågnede: Hvor er hun dog klog.

Og så undskyldte jeg for at have sparket hende i røven med låret i nat i søvne, fordi jeg drømte jeg spillede fodbold. Jeg vågnede af det, det gjorde hun ikke. Til gengæld vågnede hun af den albue jeg gav hende i hovedet (det husker jeg ikke noget om).