Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Hvad foregår her?

Hvorfor kommer du herind? siger min datter (15), når jeg kommer ind på hendes værelse.

Jeg gider ikke banke af princip, så jeg pumper dørhåndtaget op og ned, før jeg går ind. (Hvad hedder "jiggle" på dansk?)

Ryd op, siger jeg hver gang. Nogen gange rydder jeg selv nogle ting op fra gulvet. Hvor mange gange skal jeg sige det? Krøllede skolepapirer, undertøj, sangtekster. Et frugtbart vækstlag. Er dét min baby?

Min baby, buhu, buhu, hun vil altid være min lille rundhovede fireårige pige, lige meget hvor skideirriterende hun er. Jeg er så træt af at råbe og skrige.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

Dagens jammerskylle - som at trykke på en knap

Tiden skal bare gå i dag. Jeg er i så lortedårligt humør. Min kone siger, jeg skal gå i anger management, fordi jeg ikke holder min cool, når hun skælder mig ud. Jeg skal lære bare at stå og tage det. Eller bedre endnu slå det hen med en vits (ikke at det hjælper, tværtimod, dum idé). Men flyde ovenpå – hvis jeg kunne gøre det, ville det være en god idé.
Ikke råbe af folk i trafikken, selvom de står i vejen, lade det prelle af med en spøg. Ikke råbe af min kone foran børnene, ikke hæve stemmen selvom hun stikker fingrene i ørerne og ikke vil høre, hvad jeg siger. Bevare overblikket, som en engelsk officer i Zulu-krigen. Standhaftigt stå imod lortestormen, selv når jeg bliver dækket fra top til tå. Eller behændigt undvige, som Lynet der kan løbe ud og ind mellem regndråberne (det siges, at alle spillere med god spilforståelse oplever, at tiden går langsommere – eller står stille, som for Peter Parker i den første Spiderman-film – og det sker også glimtvis for mig, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal løbe hen!)
Jeg har ondt i rygraden. Jeg er spændt skæv. Jeg trænger til sjælelig kiropraktik.
Eller noget bedre.

Hvad skal det ikke ende med? Hvordan kan jeg leve med dette konstante overspændte drama? Jeg når lige at tænke, som altid: Nu går det da meget godt (mellem min kone og mig) og så ka-boom eksploderer det lort i ansigtet på mig som Skæmtesmølfens gaver.

Det er fucking håbløst. Jeg græder en sørgelig blues. Jeg har overhovedet ikke lyst til at se nogen i øjnene. Jeg trækker min sten godt op over mig og skuler videre, bleg i mørket. To beklemte øjne stirrer ud.

Nøjagtig situationsrapport

Jeg er så kvæstet her til morgen, at jeg ikke kan foretage mig noget fornuftigt alligevel, at jeg har sat mig til at lave noget arbejde, der ikke haster.

Min selvmotivation er i bund.
Jeg er deprimeret.
Jeg tager en firdobbelt espresso til, forretter og føler efter inde i mig selv bagefter.

Min tid her på jorden løber ud alt for hastigt. Jeg glider eksistentielt længere ned i den ligfyldte svømmepøl i Poltergeist.

Hvornår, åh hvornår, lykkes det mig at forandre min situation?
Er jeg for evigt dømt til at klage i mine lidelsers limbo?

Almen jammer

Jeg er så fuld af jammer
Det oser af hvert hjertekammer
Jeg har ikke noget godt at sige
Jeg klynker bare som en pige
Går det mig bare en smule godt
gider jeg ikke det mindste småt*)
Men hvis det går skidt,
får den ikke for lidt

Jeg må se i øjnene,
jeg bliver aldrig Picasso
Men hyle kan jeg som en stukket smatso
og leve med løgnene
som en dopet Ivan Basso

Jeg indser, jeg er ingen Vinci, Da, Leonardo
Ligeså forklemt som Møller, Ricardo
i sin mors berømte lyserøde korset
er jeg i mine drømmes lejr, KZ-

Aldrig jeg bliver en Rembrandt
end ikke en Bjarne, indebrændt
eller en Rolf,
en svulmende Lundgren, Dolph
Dertil er jeg for slap,
som våd pap

Jeg har spildt mit liv
på umandig piv
I stedet for at gøre noget ved det
har jeg bare ladet stå til det
Jeg falder, hvor jeg burde stå
Sådan kan det gå
Jeg stakkels og
ynkelige mand er kværnet til hakkelse
i livets mølle
Så sølle
og bleg jeg er
som et udsmattet snebær.


*) Mao. jeg hviler mig på mine laurbær,
alt andet er for meget besvær.
Hvor meget jeg end råber vagt i gevær,
kommer jeg ikke op på mine tæer.

29/8 kl. 21 stykker

Vi skændes hele tiden. Min kone siger, hun ikke kan ”rumme” mig. ("Nej, det ved jeg godt, hverken på den ene eller den anden led”.) Hun vil ikke holde op/kæft, selvom jeg beder hende om det flere gange i træk, og så siger hun, at jeg bliver hurtigt vred. Jeg siger, hun ikke respekterer mig eller tager det, jeg siger, alvorligt.*) Inde i mellem står børnene og prøver at få os til at holde op. Min yngste datter giver mig fingeren og siger jeg er dum.

Min kone siger: "Du tror kun det er hårdt for dig". Det er den gamle med, at hun ved, hvad jeg tror.

Vi behøver ikke tale sammen, vi kan rigelig godt fortsætte vores skænderier med hinanden inde i hovedet uden den andens deltagelse.

Suk, sukkeluk, sukkelirumluk-suk.


*) Jeg siger også andre ting.


PS Der er ikke noget nyt eller spændende i nogen af de her skænderier, jeg er bare kommet ind i vanen med at notere dem - som H.C. Andersen, når han rev den af.

Kunstværket her hedder Primalskrigsterapi og er lavet af blyantsstumper.
Jeg synes, de blå og lilla blyanter ser lidt Photoshoppede ud, men hvad ved jeg.

Det ideale liv

Jeg ringede til en af mine gamle skolekammerater i går, der fortalte, at hans kone har bestemt, at de skal flytte til Brasilien med deres tre rødhårede døtre, for der kan man leve billigere og for at prøve noget nyt. De har ikke engang været der før, og de tager ikke ned og kigger på det først. Når de sælger huset, har de til fem år.
Hvilken eventyrlyst. Det lyder meget godt, selvom det også kunne blive Moskitokysten.

*

Det fortalte jeg min kone. Hun spurgte mig så, hvordan jeg helst ville have det, hvis jeg selv kunne bestemme. Ud over at det er et temmelig irrelevant spørgsmål og ud over de åbenlyse seksuelle fantasier, måtte jeg bede hende svar skyldig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg ville forestille mig. Alt det jeg godt vil kræver arbejde, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg er parat til det! Sørgeligt nok.
Jeg tror simpelthen det i mit tilfælde er nødvendigt at komme ind i en god rytme, ligesom med at tråde tænder, så det er noget jeg er nødt til at gøre for at have det godt med mig selv. (Og så positiv tænkning og kreativ visualisering.) Små skridt i den rigtige retning.
Det er sørgeligt ikke at have nogen disciplin.
Tanken om forandring gør mig helt træt.

Min evindelige forudsigelighed

Suk. Jeg har ikke fået lavet en skid hele ugen. Det er småtingsafdelingen. Jeg er udbrændt på arbejde, og nu kommer det til at spilde over i næste uge, alt det lort jeg ikke har fået nået.
Det er nedslående.
Det eneste, jeg har bekymret mig om, er denne blog. Men det er ikke nok i sig selv! Det er en sideting. Hvis den kommer til at fylde for meget, strider det mod formålet.
Mit sind er i oprør, og nu må jeg løbe, for min datter har glemt sin nøgle.
Jeg var lige langt om længe kommet i gang med dagens dont kl. 13:30, da hun ringede. Det blev til et kvarters arbejde i dag og en hel del hængen her i stolen med dårlig holdning.
Og solen skinner, hvad tænker jeg på? (Jeg tænker på at jeg hader at lade mig styre af vejret, at jeg burde bo i Californien.) Hvorfor sidder jeg ikke udenfor og suger livsglæde? Hvorfor kan jeg ikke engang holde ordentligt fri?
I næste uge var det meningen, jeg skulle begynde at hengive mig mine kreative skabelser. Nu har jeg allerede booket mandag og tirsdag væk, og så er der min skattebillet, som jeg lovede min revisor midt i marts.

I al hast på vej ud af døren i stærkt ophidset sindstilstand. Snarere lettere frustreret og træt af min egen forudsigelighed.
Forude venter graven, og jeg bliver ved med at nosse rundt i det samme som i en ond drøm.

3 liter selvhad

Jeg er træt af at sidde her og hælde vand ud af ørerne
Jeg vil hellere være ude & kørende

Jeg er træt af at mærke efter mine følelser
og forfølge mine spøgelser
fra fortiden
der har pint mig lige siden.

Jeg trænger til at gå amok
Men jeg er et pjok
Så det er nok
ikke et realistisk alternativ
til livsløgn og tidsfordriv
og undvigelse
og overspring
og kryben uden om
og aldrig gøre noget ved noget
og komme for sent til toget,
der er gået.

Det er ikke mandigt at sidde og rime
time efter time
når man kunne være ude og tage aktiv del i samfundet
og være aktivist med gnist
og glimt i øjet
og fiks i tøjet
Være et helt menneske, afrundet
I stedet for at sidde her og være forløjet
og forloren
og fordrejet
og forsumpet
og klumpedumpet
og mentalt indskrumpet
og følelsesmæssigt afstumpet.

Og temmelig tumpet.
Jeg kan bare græde og gøre skade
på dem jeg holder af
fordi jeg hader mig selv hver eneste dag
fra morgen til aften
(med pauser til kaffen).

Flagellering og fortrydelser, forbitrelser, formøblede forhåbninger,forsmåede forventninger,forspildte forudsætninger,forsvundne årtier – en klagesang

Det, der er galt med mig – well, en af tingene – er, at jeg ikke har et fast dagligt output af en bestemt ting, der kan hobe sig op og bliver til noget. I stedet for er det spredt fægtning og flip, som denne blog, foruden arbejde.
Hvordan skal man få tid til det hele?
Hvad har jeg nået? Intet! Som Leonardo sagde på sit dødsleje.
Men jeg har virkelig nået intet, som Lauziers middelmådige unge mand erindrer: Hvad har jeg udrettet? Intet! Intet! (Frit efter hukommelsen.)
Eller som Maria Stenz så klangfuldt sang: Hvor er alle drømmene, du drømte? Er de druknet i en strøm af år?

Jeg spilder tiden og gør tingene i den forkerte rækkefølge.
Hvis jeg da overhovedet gør noget.
Det er sikkert og vist.

Hvordan er jeg blevet sådan et gammelt røvhul?

Alt det sjove er tyve år siden.
Tilbage er kun den bitre ironi.
Hvor er mit liv blevet af?

Det eneste jeg har at se frem til er en galoperende midtvejskrise.



Til almen orientering: Billedet her er fra Schippers & van den Boogaard: Van Oekels oplevelser 1 - Værre end fanden selv, Runepress 1982. Læs den! Hvis du allerede har læst den, så læs den igen.

Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.