Jeg er så kvæstet her til morgen, at jeg ikke kan foretage mig noget fornuftigt alligevel, at jeg har sat mig til at lave noget arbejde, der ikke haster.Min selvmotivation er i bund.
Jeg er deprimeret.
Jeg tager en firdobbelt espresso til, forretter og føler efter inde i mig selv bagefter.
Min tid her på jorden løber ud alt for hastigt. Jeg glider eksistentielt længere ned i den ligfyldte svømmepøl i Poltergeist.Hvornår, åh hvornår, lykkes det mig at forandre min situation?
Er jeg for evigt dømt til at klage i mine lidelsers limbo?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar