Dømt skyldig

Jeg er verdens mest ulykkelige menneske, bortset fra folk, som ikke selv er ude om det.

Mind mig om aldrig at komme i fængsel

Altså rigtigt fængsel. Ikke eksistentielt fængsel. Der er jeg allerede. Der skal jeg mindes om at komme ud.

Endelig

Det er endelig lykkedes mig at dræbe min plante. Jeg fik den til min 40-års fødselsdag, og den har fulgt mig op igennem. Meget har den fundet sig i, og aldrig har den beklaget sig.

Men nu er den ikke mere.


Meget, meget næsten ikke mere. Der er ét grønt blad i.

Ligesom Den barnlige Kejserinde er den ramt af noget uforklarligt. Hvem er den grønfingrede – om ikke -hudede – helt, der kan redde den? Jeg lader hofgartnerne kalde sammen. Den ædleste og viseste af dem må drage ud og overdrage helten Klenodiet, også kaldet "Glansen". Med den om halsen hænger al rigets skæbne på ham.

Jeg ved godt, det kun er en plante, men den er alt, hvad jeg havde til at holde mig med selskab de lange kolde dage med slavearbejde og frygtelige eksistentielle kvaler.

Den er mit riges dunkende hjerte, og dør den, dør alt.

Hvad nu? Jeg tror, der vokser noget mug omme bag min espressomaskine.

Befinder helten sig dér?

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

Så fast som Hansaplast

***
Jeg har haft denne bunke pakkematerialer og kluns liggende midt på gulvet siden d. 5. juli, fordi jeg regnede med at skulle bruge det igen. Det er irriterende at skulle udenom, men jeg sidder alligevel altid klistret til computeren og kan undvære gulvpladsen.
*

Et plateau af pap som monument over min uduelighed. Dimensioner: 162x132x18cm. WD40-dåsen er medtaget for at angive målestok.

Suk. Mit liv er så sørgeligt, så omme. Intet forandrer sig. Jeg kommer aldrig videre. Jeg sidder så fast, så fast i det op til halsen. Jeg stakkel. Min røv er eksistentielt bankekød. Jeg fortjener ikke mig selv.
***