Viser opslag med etiketten trafigalt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten trafigalt. Vis alle opslag

tirsdag den 20. december 2011

Alt originalt udstyr


Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

onsdag den 14. december 2011

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid


Jeg mener ikke noget med hudfarver, men når bilerne summer lydløst, og der er renere. Jeg elsker elektricitet. Og jeg gider ikke spare på det. Jeg synes bare, det er åndssvagt at brænde kul af for at bruge min computer.

Rygning virker steampunk, som om det hører til i en tid med damplokomotiver. Ligesom bilerne spyer udstødning, går folk rundt og ryger af deres eget lille rør. Tænk at tage sine stoffer til sig på den måde – ved at brænde blade af – i vor tid. Ligesom huse med skorsten. Hvornår holder børnene op med at tegne dem?



søndag den 2. oktober 2011

Kapitel XXVII af min næste roman


Jeg har nu to dage i træk prøvet at blive kørt rundt i bil af grænsepsykotiske førtidspensionister.

På vej til forbrænderen.

Mig: Der var engang, jeg stod og pissede, og mens jeg pissede, slog jeg en skid, og mens jeg gjorde det, slog jeg en bøvs. Det var fantastisk. Det er aldrig sket siden. Jeg tror, jeg var 17 år.

Jeg husker det så tydeligt, det var i løvtunnelen på vej ned til stranden.



Firserkoryfæet: Jeg prøvede engang at drikke et glas vand, samtidig med at jeg tissede. Det var en højst mærkværdig fornemmelse.

Og så var der nogen på bagsædet, der nævnte noget om en arbejder, der havde pisset nede foran Arken.

– Han skulle have pisset indenfor, så havde det været kunst.

Mig: At pisse er ingenting. Man skal bare drikke en masse væske. Men at fløjte foran alle folk, det er svært. Forestil jer en mundmuskulaturkontrol, det kræver. Kim Larsen kan gøre det. Roger Whitaker. Jeg kunne ikke fløjte foran 200 mennesker.

– Jeg kan slet ikke fløjte, lød det fra bagsædet.

Mig til firserkoryfæet: Det ville være fantastisk, hvis du kunne pisse og drikke samtidig og blive ved, ligesom cirkulær vejrtrækning når man spiller didgeridoo. Det ville jeg betale for at se. Jeg skulle gerne hente vand til dig.

Jeg forestillede mig, at han havde en tank og en slange.

Nu var vi der snart.

tirsdag den 31. maj 2011

Den gamle


Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.



Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.

Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.

For ham er det ren Dick Tracy.



Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.

torsdag den 26. maj 2011

Har du nogensinde haft lyst?


Har du nogensinde spyttet ned i en cabriolet (convertible)?



onsdag den 4. maj 2011

Mere følelsesbefamling og krysteragtigt luskebuskeri


Jeg laver et af de her nyttesløse eksperimenter, hvor jeg venter på, om min kone rækker ud efter mig, men hun har ikke rørt ved mig i 14 dage. Hun siger ikke farvel, når hun går. I nat strejfede hendes fod min. I sidste uge holdt jeg hende på låret om natten, indtil jeg tog den til mig igen. Hun rørte sig ikke eller gjorde noget, ligesom når jeg tager hende på låret, når jeg kører bil.



Frysedisken

Jeg venter på, at hun begynder at snakke til mig, men det gør hun ikke. Det er det samme hver gang. Foråret er opbrudstid.

mandag den 25. april 2011

Nedfald


I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

lørdag den 22. januar 2011

Der kom noget i vejen


Jeg ringede til min svigerfar:

– Kan jeg låne bilen på lørdag?

– Nej, Morten og jeg skal til 30-års fødselsdag i Helsinge.

– Nå, jeg havde håbet på, jeg kunne låne den til min mors bisættelse.

(...)

– Hun døde i søndags. Har du ikke fået det at vide?

Senere nævnte jeg for min kone, at det var lidt underligt.

– Jeg har ikke nået det, sagde hun.



onsdag den 28. juli 2010

Psychlo


Min cykelnøgle er knækket, og jeg kan ikke finde reserven.

Nu kører jeg rundt på min mors gamle cykel. Knæene går op over styret, og jeg ser op, når gråhårede damer overhaler mig.



Jeg er også begyndt at gå rundt med hendes tøj på og paryk.

tirsdag den 27. juli 2010

Stamtavle


Min far og hans dame fik en hund, fordi min papbror (eller hvad sådan en hedder, der ikke ringer, når ens mor dør, hvis han da overhovedet har fået det at vide) godt ville have en. Men ugen efter ville han hellere have noget andet, og hunden var ustyrlig, så de låste den ned i kælderen. Når man kom derud, kunne man høre den hyle i timevis og skrabe mod døren dernede. Når de lukkede den op igen, var den endnu mere balstyrisk.

En dag blev hunden kørt oven af en bil, og "siden da har den været så fredelig", som hun sagde, selvom hun stadig skulle true den med en morgensko for at få den til at gå op i kurven.



søndag den 11. juli 2010

En herlig mand


Min far fik en fremmed dame, han havde mødt på flyet, til at emaile og fortælle, at nu var han kommet sikkert derover.

"Din far er et vidunderligt menneske", skrev hun. "Han siger, du maler. Hvad er din website?"



lørdag den 20. februar 2010

Videnskab i hverdagen


Her er, hvad der sker, når man lader en tegneserie stå ude på badeværelset:


Det er ligesom det hygrometer, man kan lave af en grankogle:


Eller af en papirstrimmel, der er behandlet på den ene side:


For indviklet til at jeg ville have lavet det.

Forklaring: Bibliotekstegneserien udvider sig ved stigende luftfugtighed og slår sig, fordi omslaget er lamineret udvendigt (men ikke indvendigt). (Af samme grund bør man grundére begge sider af en masonitplade, før man giver sig til at kunstmale på den.)


Litterært nedslag:
Linie fra Davis Sedaris' Naked (god bog), jeg læste i dag: "...especially in North Carolina, where by mid-March the humidity is fierce enough to curl paper" (s. 67, min fremhævning).

* * *

UDVIDET NOTEAPPARAT & BONUSMATERIALE!
Jeg havde en en bog med de her eksperimenter (og de samme illustrationer), som jeg læste fetichistisk i min barndom. Og nu, takket være nettet, og også folkebiblioteket (for at finde ud af, at det hedder et hygro- og ikke et barometer), har jeg fundet den igen: 204 Simple Science Experiments ca. hed originalen (ved ikke, hvad den hedder på dansk).

Det er de samme eksperimenter, der stadigvæk optræder i alle den slags bøger, men jeg kan bedst lide de gamle, formelle illustrationer. Nu om dage er tilsvarende instruktionstegninger mere hysteriske:

Tsk, tsk.

Her er et par stykker til fra bogen:

Appelsinskalsundervandsbåd.

Den eksploderende sten. Har jeg altid haft lyst til at prøve.

Bue i vandet.

Er de ikke bare fede? De får det til at se ud som om, det virker.

Ligesom Al Jaffees opfindelser fra MAD:





År forud for sin tid (1979).

Eller Serafin-bøgerne:




Tegninger af Philippe Fix. Peddersen og Findus (ikke gengivet her, fordi de ikke hører hjemme i mine erindringer) har noget af det samme.

Franquin gjorde også et stort nummer ud af, at Vakse Viggos opfindelser skulle se ud som om, de rigtig kunne virke:



Han havde en forkærlighed for køretøjer.




Franqueringsmaskine (tihi!)


Verdens bedste tegneserie. Hvem gør så meget ud af sine tegninger nu om dage? Hvem har tid? Hvem har råd?

En anden tegner, der også var god til det, var Richard Scarry:





Alle hans køretøjer og maskiner ser rigtige og mekanisk funktionelle ud.

Det er på mange måder det omvendte af den modernistiske UPA-stil (behandlet i et tidligere indlæg).

onsdag den 10. februar 2010

Brændende bobler


Et videospil er meget godt, når man ikke gider tænke på noget. For tiden spiller jeg det her på min telefon:


Bubbles Lab (jeg er gået i stå på bane 25).

Jeg spillede det i dag i toget og glemte at stå af på min station. Så kom billetkontrolløsen.
– Jeg skulle have været af i [navnet på sidste station]. Jeg skal møde min mor på hospitalet.
– Du slipper denne gang, men sig det ikke til nogen.
– Tak, det er en hård nok dag i forvejen, sagde jeg, men der var hun halvvejs nede gennem den tomme vogn.

Ikke at det havde gjort nogen forskel. Jeg er forberedt på det værste i dag.


Her er mine telefontegninger fra i går aftes under samtale med min mor:




torsdag den 17. december 2009

Jeg er chaufføren

***
Vi var ude at køre, fordi vi skulle til familiejul.


MIG
Hvad er klokken?

MIN KONE
Jeg ved det ikke.

MIG
Gider du ikke se efter?

HUN
Er det ikke lige meget? Vi er alligevel for sent på den.

MIG
Jeg vil godt vide, hvad klokken er.

HUN
Jeg orker det ikke.

MIG
Grmf! Så bliver jeg nødt til at rode i lommen efter min telefon ...


(Til tonerne af Otto Brandenburg, Danmarks Elvis, den eneste cd, der findes i min svigerfars bil ud over TV2 og Bach.)



Min kone vil have, at vi skal køre på tværs af USA hele familien. Hahaha! Jeg må hellere begynde at spare op nu.


PS Det opløftende ved denne episode er, at vi dog talte sammen uden at skændes.

***

torsdag den 19. november 2009

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

fredag den 6. november 2009

Fri dag

***
Væk med jer, sagde jeg og smed min kvarte tistyks og lighteren over skulderen i Viborggade. Nordhavn, perron: Hvor er mit tog? Der står ikke noget på skærmen. Hjem og kaste op efter rystetur i Radiobilerne, synke ved hver hård opbremsning.

Nu er jeg bare træt og tilbage, efter at have set mig selv udefra og moret mig over at være anderledes, end jeg plejer, ligesom at lytte efter sin stemme, når man har råbt sig hæs, som åndelig helium.
– Du burde drikke noget oftere, sagde min kone, – du bliver så afslappet.
Jeg er bare glad og taknemmelig for at være i live.
Lakridsrodssnaps.
***

onsdag den 14. oktober 2009

Det flyvende hoved

***
Da min datter var lille og så de her skilte, sagde hun: – Hvorfor har de ikke nogen hals?

Og hun har selvfølgelig ret. Hvad hvis der kommer et vindstød, snurrer deres hoveder så rundt? Hvad holder deres hoveder oppe, magnetisme?



Hvad det selvfølgelig er, er en modernistisk konvention. Det samme ses i UPA-stilen – der er ingen forbindelse mellem hjulene og bilen f.eks.:


Eks. 1


Eks. 2

Ligesom her:


Det ligner et forbud mod unaturlig omgang mellem en lastvogn og en bus.

Cirkeline har ingen ben og hendes fødder rører ikke kroppen. Fordi teknikken er billig, men også pga. af et bevidst valg (Cirkeline er oprindeligt fra 1950'erne ligesom UPA-stilen).




Her er flere eksempler på flyvende hoveder:


Magritte: Kunsten at leve




"Det djævelske Hoved" fra Thorfinn.



Zone hvor man må spille fodbold med fars hoved.


Konklusion: Der er ingen, der siger, at piktogram-folk ikke skal have hals.

Se f.eks. dette centraleuropæiske skilt:


Betydeligt mere nuttet og ikke sværere at aflæse, fordi figurerne har hals og er mindre stiliserede. Jeg kan også godt lide, at de bærer hat og sløjfe, men det er måske bare mig. (Hypotese: Halsløse piktogrammer dukkede op på omtrent samme tid, som folk holdt op med at gå med hat.)


Addendum 1
Hvad er det i øvrigt med rullestolen på dette skilt? Hvordan skal hjulet kunne dreje rundt? Det ligner en gyngestol.



***