Mon oncle

Min onkel fortalte en historie: hans kone var bange for, at hun måske havde smidt en ₤20-seddel ud med skraldet, så han tog hele vejen ud på lossepladsen for at lede efter den. Her kan man forestille sig det eksistentielle billede af en person, der stirrer ud over en uendelig losseplads. Så han tog en ₤20-seddel, han havde i lommen, og svinede den lidt til og tog den med hjem til sin kone, der fortalte alle folk historien sikkert resten af sine dage.

Men hvad han selvfølgelig også sagde var: Du kan ikke stole på en lyd af, hvad jeg siger.


Pecunia non olet.

Zen-koan: Klosterlederen sagde til munken Tatsuo: "Gå ned til brønden og hent vand." Bagefter sagde han til munken Kenji: "Gå ned til brønden og hent vand." Tatsuo og Kenji sagde: "Du kan umuligt gætte, hvem jeg mødte nede ved brønden i dag!"

Lille verden.



Se også: Stol ikke på dine onkler, 1. del.

Eller også var det tirsdag

***
Hvert år siger jeg til mig selv: i år skal være et godt år. I år skal være året, hvor der sker noget. Men det gør der aldrig (ikke i 20 år, og før det var det samme: intet).

Det er ren overtro.

Det var ligesom dengang, Bo sagde, at min lykkedag var torsdag, og derfor gik jeg hver uge og ventede på, at der skulle ske noget godt om torsdagen. Der var uger, hvor jeg ventede til torsdag med overhovedet at foretage mig noget. Jeg må hellere vente med at begynde på det til torsdag, tænkte jeg, f.eks. ifht. at rentegne eller sådan noget. Jeg må vente til torsdag med at lave den opringning, kunne jeg f.eks. tænke. Det var ikke fremmende for min personlige udvikling og karrierebue.

Det var ren overspring.

Der er ingen ideelle øjeblikke. (Eller også er der, hvis man er i zonen – i zen'en, hvor man skal vente til det rigtige tidspunkt med at sætte strøget. Men man kan selvfølgelig ikke vente til torsdag med at komme i zonen. Kaffe hjælper heller ikke.) Mit output var minimalt, grinagtigt, men mine undskyldninger var endnu rimelig friske. Der var endnu håb.
***

Jeg gjorde noget (rigtigt)

***
Strømforsyningen til min Powerbook gik i stykker, og nu har jeg repareret den. Glæd jer til næste indlæg, når huset er brændt ned.



Jeg kommer altid til at tænke på Zen & motorcyklen, når jeg reparerer noget. Den lærte mig at reparere ting, men ud over det, kan jeg ikke huske hvad den var god for. Intet glæder mig så meget som at reparere noget med forhåndenværende materialer i stedet for at gå ud at bruge penge.



Andre gange er der selvfølgelig ingen vej udenom. Og så er der de gange, hvor det bedre kan betale sig at spendere penge end bruge tid.*) F.eks. har jeg lige bagt 27 muffins til min datters kagedag i klassen. Jeg skulle bare have købt romkugler hos bageren. Det havde været nemmere. Med begge børns kagedage har jeg regnet ud, at jeg gennem årene har bagt over 430 muffins med glasur og krymmel (her kan man forestille sig et læbesmækkende, mundvandsfremkaldende, glinsende nærbillede af en muffin). Jeg har længe mistænkt, at hemmeligheden ved at bage til børn er tyk glasur. Og krymmel. Tyk glasur og krymmel. Ak ja, hvad gør man ikke.


*) Men måske er der prestige i det at bruge tid.


***

Kunstnerisk krise

Jeg spurgte min lærer Jerry Moriarty: – Hvad skal jeg gøre, jeg er i krise?
Og han svarede uden at blinke: – Lav dårlige tegninger foran fjernsynet.
Så det vil jeg gøre nu (også selvom det ikke er foran fjernsynet. Jeg kan se, om der er noget på nettet, det må være lige så dårligt). Det plejede at virke.

Jeg er træt af at lave uforsvarlig kunst.

Men har jeg noget at sige? Det er spørgsmålet.



Her ville jeg have indsat nogen billeder af dårlige tegninger til lejligheden, men jeg har ikke fået lavet dem endnu. Til gengæld lavede jeg nogen andre tegninger, der kan være lige så dårlige, efter forskriften fra Linda Barrys One Hundred Demons, som jeg har nævnt før. Det går kort fortalt ud på at tegne et hundrede dæmoner og derved måske komme af med dem ved at konfrontere dem, iflg. den gamle Zen-forskrift om at man skal dræbe et hundrede dæmoner i sit liv. Spænd dæmonerne for stridsvognen, som man siger.

Her er den første serie, jeg tegnede (med sumi-tusch og en japansk pensel, der er for slidt. Jeg skal have en ny). Bemærk hvordan dæmonerne springer frem og håner og nedgør mig.

Forlad din smertenskrop!

Skrevet i mørke

Pop-Zen-filosoffen Alan Watts skrev om, at det er vigtigt at se sig selv udefra. Så bliver tingene lettere. Hvis man f.eks. kommer gående ned ad gaden og glider i en bananskræl (hans eksempel), er det ikke sjovt for én selv, man bliver sur, mens andre folk bare griner. Hvis man derimod kan se sig selv udefra, kan man lære at grine af det. Et andet eksempel (mit): Det kan godt være, man ser ret dum ud, hvis man går ned ad gaden og grubler. Ser man sig selv udefra, letter det tankerne. Husk det, Kierkegaard!

Det er det samme, som det man altid hører om torturofre, at de på et tidspunkt har "forladt deres krop" og ser sig selv udefra, når smerten blev uudholdelig. På den måde overvandt de smerten. Se dig selv udefra, og du overvinder din smerte.

Der er stor forskel på én selv og andre. Som Kinky Friedman siger: Din kræftsvulst er min ligtorn.


Alle mennesker går rundt med deres bevidsthed inde i hovedet, deres tanker der rumsterer. Det kan være en god ting at huske på.
Giver det mening?

Parablen om Tonys fars træ

Min ven Tony, den sicilianske tegneserietegner, fortalte mig engang, at hans far, en skrædder fra Macy’s pensioneret med hjerneblødning, hver dag sneg sig ud foran deres hus i Queens med en lille økse og huggede i et vejtræ, han ikke kunne lide. Da træet endelig sygnede helt hen og døde, snakkede naboerne om, hvad der mon var sket, og Tonys far kunne blot trække på skuldrene og sige: Jeg ved det ikke.
Nu er hele familien flyttet til Arizona, hvor der mest vokser kakti.

Tonys lattervækkende tegneserier kan besigtiges her: http://members.aol.com/doubletony/

Her er et billede af Tony fra en film, han engang var med i:


Morale: Princippet hedder kaizen ifølge denne blog. Det handler kort fortalt om, at en rejse på tusind mil starter med det første skridt. Sådan som jeg ser på det, svarer det til at slå én streg om dagen, ligesom straffefangen der markerer dagene ved at ridse en streg i væggen – før man ved af det, har man et maleri.
Det fortælles, at John Lennon skrev I'm a Walrus på den måde: Han havde et stykke papir siddende i skrivemaskinen og hver dag skrev han en linie (eller i hvert fald så tit noget faldt ham ind).
Et sundt princip, unge mennesker, og dødorientalsk: Vent til det melder sig & lav noget andet i mellemtiden.
Eller på dansk: Alle bække små bliver til én stor å og små hjul kan flytte store ting og lidt har også ret.
Tingene hober sig op.