Det flyvende hoved

***
Da min datter var lille og så de her skilte, sagde hun: – Hvorfor har de ikke nogen hals?

Og hun har selvfølgelig ret. Hvad hvis der kommer et vindstød, snurrer deres hoveder så rundt? Hvad holder deres hoveder oppe, magnetisme?



Hvad det selvfølgelig er, er en modernistisk konvention. Det samme ses i UPA-stilen – der er ingen forbindelse mellem hjulene og bilen f.eks.:


Eks. 1


Eks. 2

Ligesom her:


Det ligner et forbud mod unaturlig omgang mellem en lastvogn og en bus.

Cirkeline har ingen ben og hendes fødder rører ikke kroppen. Fordi teknikken er billig, men også pga. af et bevidst valg (Cirkeline er oprindeligt fra 1950'erne ligesom UPA-stilen).




Her er flere eksempler på flyvende hoveder:


Magritte: Kunsten at leve




"Det djævelske Hoved" fra Thorfinn.



Zone hvor man må spille fodbold med fars hoved.


Konklusion: Der er ingen, der siger, at piktogram-folk ikke skal have hals.

Se f.eks. dette centraleuropæiske skilt:


Betydeligt mere nuttet og ikke sværere at aflæse, fordi figurerne har hals og er mindre stiliserede. Jeg kan også godt lide, at de bærer hat og sløjfe, men det er måske bare mig. (Hypotese: Halsløse piktogrammer dukkede op på omtrent samme tid, som folk holdt op med at gå med hat.)


Addendum 1
Hvad er det i øvrigt med rullestolen på dette skilt? Hvordan skal hjulet kunne dreje rundt? Det ligner en gyngestol.


***

Emmende livskvalitet

Her er min mening: Det kan godt være, det er kedeligt og søvndyssende at lege f.eks. togskinner med sine børn, og guderne må vide, at jeg er faldet i søvn mere end en gang, mens jeg har leget hånddukker med mine døtre, men i bakspejlet er det s'gu alligevel noget af det bedste, man overhovedet kan forestille sig at have gjort. Og når du en dag dør, om mange, mange år omgivet af familie og venner og venners familie og families familie, vil du med tilfredshed kunne sige: - Jeg legede togskinner. Og så kan du udånde. Med fred i sindet. Mæt af dage og rig på menneskelige oplevelser.

Bøffede minder

Den her Claus Deleuran-sekvens (fortsættes fra sidste indlæg) får mig til at tænke på den her vane med at tage en ting med hjem fra et sted, man besøger. Selv har jeg enormt dårlig samvittighed over, at jeg tog et stykke af Ayers Rock (en bid af verdens største sten, orv!) og overvejer en pilgrimsfærd for at lægge den tilbage (bidden lå løst ovenpå, okay, jeg hakkede den ikke af).

Min kones farfar bøffede i sin tid et stykke af Parthenon. Det står derhjemme på hylden ved siden af andet rejserov.
Der skulle ikke være meget tilbage af Den forstenede Skov i Arizona, hvor fossilerne før plejede at knase under fødderne på stierne.

Det er vel en kolonialistisk tradition – europæisk tilegnelse. I hvert fald er der et ønske om at eje det, man ser ("besidderblikket" og alt det der). Nu om dage sublimeres behovet ved foto og video. Det er rart at tage noget med hjem, man kan vise dem derhjemme: – Se, jeg har været der.

Hvad driver nogen til at lave verdenshistorien eller Bibelen?

Hvorfor finder nogen på at sætte sig til at lave verdenshistorien eller Bibelen? Er det ikke tegn på den yderste idéforladthed? Tænk bare på Mel Brooks’ skøre verdenshistorie. Den var s’gu da ikke særlig god. (Hans idéer var støt gået ned ad bakke i 70’erne, til de til sidst strandede på verdenshistorien. Og nu er han ved at genbruge alt, han har lavet, som musikteater.)

Det samme gælder Claus Deleuran (hvis du spørger mig: Danmarks svar på Crumb, samme gnidrede linier fra rapidografen), også selvom jeg godt kan lide hans Illustreret Danmarkshistorie. Hans idéer var også støt sunket fra de store tinder, Thorfinn og Rejsen til Saturn, til der var ikke andet tilbage end ALTING!
(Sidebemærkning: Hans tegninger var kedeligere, når han tegnede efter reference.)

Og hvad med Crumb selv? Han voksede op katolsk, og nu sidder han gu’dødme og laver en tegneserie ud af bibelen. (Han er også mindre sjov, når han bruger reference.)

Vores egen meddansker Peter Madsen, Valhalla-tegneren, har lavet "historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente" som "tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider” i samarbejde med Dansk Bibelselskab.
Er det ham, man ringer til, når man skal have lavet en religiøs tegneserie? – Det er noget med guder, ring til Peter!
Hvad bliver det næste, Peter Madsens Buddha Comix? Verdensreligionerne 1-5? Han tegner godt, men han er komplet blottet for humoristisk sans.

Til gengæld synes jeg Larry Gonicks The Cartoon History of the Universe er ganske god. Han lavede den også i et format, der gjorde, at han kunne blive færdig med den. Og det er moralen: Hvorfor slå sig selv ihjel over verdenshistorien, som Deleuran gjorde?

En stor skam, at gode gamle Deleuran aldrig nåede til det 20. århundrede, anden verdenskrig og den slags, det havde jeg glædet mig til (se bare nedenstående billede, der er fra den sidste side, han nåede at lave).

Sur lede

Jeg havde det godt, lige til jeg kom hjem, og min kone skældte mig ud for ikke at synes hendes 2-dages internat med overnatning lød spændende nok. Mæt og tilfreds var jeg med tre portioner Bangladesh-mad indenbords og do øl.
– Du nedgør alting, hvor surt skal det være, sagde hun og tværede luften ud med tommelfingeren, da jeg sagde, at hun rigtig havde nydt sine rådhusfrokoster. Det var en vits!
Nu er jeg sur.




(Tegningerne er fra C. Deleurans Thorfinn. Det er da klart. Kredit!)

Visuelt nærmiljø

Når jeg ser den her tegning af den franske tegner Lewis Trondheim (af Metroen i Paris), får jeg også lyst til at tegne et landskab, altså bybilledet. Problemet er, at alle steder omkring mig er så banale og kedelige.

Den eneste rigtig gode tegner af danske landskaber, jeg kan tænke på, er Claus Deleuran (her fra Rejsen til Saturn, hvor han gør en dyd af banaliteten). *)


Alting ser kedeligt ud. Se blot denne skraldespand fra Frederiksberg.


Ikke som den legendariske New York-skraldespand.

(Fra Will Eisner: City - A Narrative Portfolio)

Pudsigt som visse amerikanske ting er indbegrebet af de ting. Et eksempel er penge – dollarsedlen er indbegrebet af penge (grøn, ansigt i midten, tal i hjørnerne), som alle pengesymboler refererer til, bl.a. Matador-penge.



Det eneste sted i København, der rigtigt har noget til øjet, er Christiania, men det skal selvfølgelig også "normaliseres", hvis det står til de mørke kræfter der har samlet sig over landet.


På den anden side er København nok stadigvæk god for nogle interiører.

(Og i den forbindelse vil jeg opmuntre Øresunds Filmkommission til at peppe deres udvalg af interiører op.)


Jeg har det som om, man kunne skære et stykke af en væg på The Lower East Side eller Williamsburg og sælge det i udlandet som kunst, ligesom de solgte stykker af Berlinmuren, for den visuelle "grit", patinaen - de mange lag. Ligesom de franske kunstnere der rev tommetykke lag af plakatsøjlerne og kaldte det kunst. Og det ser fedt ud. Er der sådan noget tilbage i København?

(Decollage af Jacques de la Villeglé.)


Vil man en dag kunne sælge stykker af Christiania?


Det er svært at tegne et dårligt billede af New York - med alle de vandtårne og brandtrapper.

Frank Miller var altid flink til at fylde Daredevil med film-noir-agtige New York-elementer, han havde studeret. Som kritikerne skriver, blev byen "en medspiller i serien." Billedet her et dårligt eksempel (og jeg er ikke engang sikker på, det er ham, der har tegnet det!), men det var det bedste, jeg kunne finde foreløbig.


Jeg dur ikke til baggrunde. Jeg kan kun tegne de gammelkendte plankeværker og parcelhuse bag hækkene. Ting man tegner af fra tegneserier.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har taget et godt kig på et dansk landskab i eller udenfor byen.


*) Jeg kan også godt lide højhusene, dér hvor Benny fra Bennys badekar bor. **)

**) De fleste danske film er enten bølgende kornmarker i solskin eller kun nærbilleder og slet ingen landskaber, Nu har jeg f.eks. lige set Råzone, og jeg er ikke sikker på, der var et eneste totalbillede i.

Superbabyen på Sønder Boulevard

I 1988 eller ’89 boede jeg (i en ulovlig fremleje) på Sdr. Boulevard. En dag blev jeg ringet op af en journalist fra Se & Hør, der ville vide om jeg kendte det 2-årige barn oppe på 2., der var kravlet ud af vinduet, ud på gesimsen og hele vejen rundt om huset og ind af vinduet igen.
Jeg havde ikke opdaget noget.

Et par dage efter var jeg nede i møntvasken. Der var en 10-11-årig dreng, der spurgte om jeg havde hørt, hvad der var sket. Han sagde, at den 2-årige dreng var så stærk, at han kunne løfte sig op på foldebordet i vaskeriet ved sine armes kraft alene. Han kaldte ham Super-Babyen.

Billederne her er naturligvis fra Claus Deleurans Mikkeline på Skattejagt (Politisk Revy 1984)