Slæk og trip

Jeg er gået mig en tur – min datter havde ellers lavet pandekager – for at "strække benene" og fandt reb nok til at hænge mig selv med.



Jeg har lyst til at gå og gå og aldrig komme tilbage.


Når jeg ikke kan ser verden i øjnene, går jeg ned hos J. Per. Så nu sidder jeg her på hans trappe. Med mit reb og et vinglas, jeg har fundet.


Der mangler tre afbrækkede filtre nede i glasset.

Live fra lokummet

Det er nytårsaften, og jeg har lukket mig inde på lokummet. Min kone synes ikke, jeg er morsom.
- Jeg er ked af, at jeg optræder så prominent i dit sansefelt, som sådan en blævrende æterisk manifestation, du helst ville udradere. *)
Hun nægter at have øjenkontakt med mig – i dagevis – og når jeg griber fat i hende, vrister hun sig fri. Jeg bliver vanvittig. Jeg kan ikke komme igennem til hende, og børnene er der hele tiden.

Jeg er parat til at blive optaget i en kult, bare det at nogen ville lade som om, de kunne lide mig.

*) Autentisk citat.

UPDATE:








Faces, min nytårsdagsfilm 2010.

Ledsager

***
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.

Det er utroligt, hun kan blive ved. – Mor! siger jeg nogen gange, når hun ringer. – Lever du endnu! (Nej, det er ikke rigtigt.)

Hun går rundt med et meget tyndt lag selvopholdelse på sig, og der skal ikke ridses meget i det, før hun brister.

Min kære gamle mor. Fem år med kræft.


Bagefter gav hun noget at spise i cafeteriaet:


Hvad jeg godt kan lide ved denne frokost er farvespillet.
***

Hvad er jeg her for?

***
Fedt, endnu en weekend, hvor der ikke er nogen, der gider lytte til mig. Hvorfor er jeg her overhovedet?

Start fredag aften: – Kan du ikke lade være med at kritisere alting? (Jeg kommer hjem midt i "Allstarz".)
– Hva’?

Lørdag morgen, mig: – Ved du, hvad der ville være rart ind i mellem? Et venligt ord. Jeg får aldrig et venligt ord heromkring.
– Råber du ad mig?
(Jeg overdøver.)

Ingen samtale. Ingenting. Jeg ville ønske, jeg bare kunne gå ud. Afsted. Men der er ingen der ringer og ingen der gider noget.

Jeg har lydt til bare at køre deruda’ og ikke kigge mig tilbage, før jeg er ude i ørkenen. På hvidglødende kobling.

Hvad er jeg her for?
***

Døden og kaffen

Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.

Jeg er ved at dø for at få min kaffe.

Hvordan denne dag skal bli’e
skal jeg ikke ku sige
Bare jeg ikke dør,
men det er lige før
jeg brister og går under
(jobbet mine tæer rister, jeg vil hellere tage en blunder)

Det er et mirakel, jeg er i live
at være til
hvad skal jeg ikke ku drive
det til
Men intet jeg vil
Kun det samme gamle
lamme

Jeg skal nok ikke regne med noget
(også svært, når min udsigt er så tåget)

Jeg er rundt på gulvet
Min hjerne er hullet
(min fod ligeså
af alle de måder jeg har skudt mig i den på)

Der er kun én vej,
og det er tilbage
For frem er ikke lige mig
Har jeg ikke en kage?...

Knas, knas,
hvor jeg dog ikke gider noget mas
i dag
Jeg vil hellere sidde på min bag,
jeg gamle las,
og ytre min klage
alle mine dage

Jeg jamrer og gi’r mig
for mit liv er skidt
Det har jeg trods alt da sagt så tit

Hvor er min skyder,
jeg må se at få gjort en ende
på min usle eksistens
Vi snakkes ved indtil skuddet lyder

Farvel, onde verden, farvel
Nu slår jeg mig ihjel

(Den langsomme død
med jobben til dagligt brød,
mens min sjæl sygner hen og forkrøbler,
fordi der også skal være til nye møbler)

Hvad er det hele værd,
spørger jeg mig selv
Ikke det store, vel?
Hvor er jeg dog tvær

Og muggen og knotten
og ved siden af mig selv
Hvor er nu den mokka,
den drikker jo ikke sig selv

Hil Java, for dine lyksalige gaver
Uden dig var jeg en endnu større taver

Med kaffe i svælget så går det da lidt
Den Java, den rammer i livet plet

Oh Java, hil Java
din styrke er stor
du spreder din glæde på denne jord.

Suk, suk
Glug, glug
Suk, suk
Glug
Java forløser, nu skal jeg snart på hug
(og peristaltere, det bliver ikke værre,
jeg mener bedre, for Peristalsis man dog
også altid bør hædre)

•

Og dette skriver jeg uden overhovedet
at have fået kaffe endnu.
Jeg forestiller mig det bare, sågu

Farvel, farvel, pas godt på jer selv
Nu skal jeg ud og sælge min sjæl.

Slæk

Jeg tog ned til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg to hjemmerullede Petterøes (og hørte ham plunke improviseret bluesguitar, mens jeg så på hans plakater af indiske guder), så gik jeg hjem og græd ud på min kones skulder, fordi alting er så forbandet.
Er det meningen, man selv skal finde ud af, hvordan ens mors kræft kan blive helbredt, ligesom forældrene i Lorenzo’s Oil? Hvor i Tyskland tager man hen?
Jeg spørger Dr. TB. Måske han har et råd.

J. Per har været røgfri i tre uger (altså den røg), men fik en dusk med hjem fra en i lørdags. Han var hos lægen og få en røntgen (ingen pletter) og en lungefunktionsundersøgelse, så han har modereret sig og lufter ud.

Jeg har en stor ballon indeni, der bare skal prikkes med en nål.

Jeremiaden der er mit liv

Jeg er på kanten af at knække. Jeg føler mig bristefærdig. Jeg har det som om, jeg aldrig nogensinde får tid til mig selv igen, at jeg har forspildt min chance her i livet, at det er for sent, at jeg aldrig kom i gang, før det var omme. Groft sagt. Jeg er overspændt.

Det hjalp ikke, at Dr. TB over morgenkaffen i går, som han gav, sagde, at jeg var "lang og kejtet" og at mit udseende var imod mig, hvis jeg skulle have kommunale ydelser og en god behandling. Hvor får han det fra? Dette er mine venner?

Så skændtes jeg med min kone, fordi hun ikke var hjemme, da jeg skulle af sted til bold i går aftes. Her er dialogen fra hun træder ind af døren:
- Hvor har du været? Hvorfor kommer du først nu?
- Hold kæft.
- (Eskalerende skrigen)

Til bold fik jeg bank af yngre spillere med springkraft og tog hjem og følte mig værdiløs og hængte tøj op, mens alle sov.

Mine kontaktlinser klør, og jeg trænger til nye briller. Jeg hører, man kan få dem til halv pris i Malmø, men hvordan kommer jeg nogensinde derover.

Det er sjovere at brokke sig, når der ikke er noget galt.