Hurtig ind og ud – forlænget weekend plus det løse

Jeg trænger til nye underbukser, sokker og hårplejeprodukter. Jeg kunne tjene det hele hjem på en sviptur til New York.



Så jeg går i de gamle og med tørt hår.

Min gamle lejlighed

Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.

Der står på museets hjemmeside, at omkring 7.000 mennesker boede i lejekasernen på 97 Orchard St. mellem 1863 og 1935. Det er jo helt vildt. Forestil jer den indvandrerstrøm, der gik igennem dér. Det var dér, man begyndte, og så hurtigt væk, så hurtigt det kunne lade sig gøre.



Hende, der boede i min lejlighed før mig, rejste hurtigt hjem til sin midveststat, da hun blev overfaldet af et crackhoved på Houston St. og fik ansigtet smadret ned i fortovet.

Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.



Det sjove var, at jeg også lavede uhyggelige dukker, mens jeg boede der (opsprættede, eksploderede og med gafler i). – Så skulle du have set, hvad hende, der boede der før, lavede, sagde min nabo Randy, maleren der altid røg pot og gik op i cykelsport.

Opsummering

Kære trofaste bloglæsere,
Nu er jeg tilbage igen efter mit amerikanske triumftog. Har I savnet mig?
Der er faktisk gået så lang tid siden, at det ville være forgæves at søge at gøre rede for min færden bare nogenlunde systematisk eller kronologisk. Intet er særligt friskt længere, men visse ting har dog fæstnet sig i erindringen:

- Efter vi havde været i luften en time, spurgte min seksårige datter: "Flyver vi stadigvæk?"
- Seks timer senere spurgte hun: "Må jeg godt løbe op og ned ad gangen?" Det kære barn.

Resten må vente.

Lad mig konklusionsvis sige:
- at den amerikanske nation lå for mine fødder og sprællede vellystigt.
- at det var godt at være tilbage igen og
- at jeg ikke havde været der særligt længe, før jeg tænkte: Åh nej, hvad hvis jeg aldrig kommer tilbage igen? Og det ikke kun fordi jeg ikke fik gjort alle mine indkøb.
- at det var forbløffende godt at rejse med familien. De er i det mindste folk, der gider være sammen med én, og på den måde er der ingen døde punkter.