Meget skal man finde sig i

Jeg befandt mig i selskab.

– Du skal overtrumfe, hver gang jeg siger noget, sagde Torsten. Lad os kalde ham det, han ved, hvem han er. Og det er rigtigt. Det gør jeg. Jeg skal altid være klogere, sjovere, smartere. Navnlig når der er tale om andre hanner.

Her er, hvad han sagde i et enkeltstående tilfælde: – Talking Heads lavede to albums før live-pladen Stop Making...

– Stop, sagde jeg, og så remsede jeg dem op: '77, More Songs about Buildings and Food, Fear of Music, den med flyene på og den med Psycho Killer, men jeg mente Slippery People. *)

Da han sagde, at Talking Heads tog navn efter de snakkende hoveder på tv, tunede jeg det ud.

Hvorfor skal folk altid spille Stop Making Sense til selskaber? Det er anden uge eller lign. i træk, det er sket.


*) Hvor nørdet er jeg ikke, tænkte jeg, mens det stod på.


Tina Weymouth, kvindelig bassist. Ikke bare er hun bassist, hun er kvinde. Gift med trommeslageren, er det en indarbejdet rytmesektion eller hvad? Jeg så Stop Making Sense to gange i Klaptræet i firserne, og hver gang var lyden usynkroniseret. Jeg gik ud og brokkede mig, og to minutter efter var den usynkroniseret igen. Det var alt, hvad jeg kunne tænke på, lyden og munden der langsomt gled fra hinanden. Og nu? Nu vil jeg hellere tænke på noget andet. F.eks. al den anden gode NY'er-funk fra 1979-82, af hvilken Hovederne var toppen af isbjerget. Se f.eks. Mutant Disco (download).

***For kendere: Fuck Yeah Chick Bassists!***

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***

Man skal ikke tro på alt hvad man hører – slet ikke fra mig

Der var engang en antikvarboghandler på Østerbro, der sagde (i samtale), at Lenins fødselsdag var d. 7. november. Nu ser jeg tilfældigt på nettet, at det er d. 22. april. Og her har jeg gået og troet på det alle de år (19 år) og sagt det til folk, bare fordi han sagde det.*)

Det er det gode ved nettet, at man ikke behøver være i tvivl om den slags mere. Ingen behøver at sidde og skændes om, hvem der har ret om noget paratviden hele aftenen længere, som folk gerne gjorde i gamle dage, navnlig i en brandert, og slå væddemål af og ringe til Politikens Oplysning. Ahh! Det savner jeg ikke.
Nu har vi allesammen de samme referencer, og alle folk stjæler fra Wikipedia, når de skal skrive noget.

Tilsvarende spurgte jeg engang min Onkel Helge, da jeg var lille, om hvad det var, han smurte i ansigtet fra en tube. – Tandpasta, sagde han og grinte. Og det fortalte jeg videre til mine venner i årevis. – Jeg har en onkel, der smører tandpasta i hovedet, sagde jeg. Men det var selvfølgelig bare en eller anden creme.


*) Jeg indser nu, at antikvaren måske havde ret alligevel, og at jeg huskede forkert. Det kan ikke udelukkes. Efter at have skrevet dette sindsoprivende indlæg, tjekkede jeg Stalins fødselsdag (18. dec.) og dernæst Trotskijs, og det er Trotskij, der har fødselsdag d. 7. nov. Så én af os var altså ikke helt skeløjet, kun halvt. Tak.


PS Min farfar skrev en prædiken: "Hvorfor man ikke skal lyve for sine børn", nu bortkommet.

Det grimmeste jeg har set i mit liv:

Peter Asschenfeldt forlange, at DJ’en skulle sætte noget jazzmusik på, og så danse rundt med Nils Malmros i deres brandert.











PS Jeg kender en kvinde, der plejede at flippe sin søster ud ved at lægge et billede af Peter Asschenfeldt på hendes hovedpude.

Psykisk voldtægt

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."

Intensiteten af samtalen steg og faldt, og hun blev ved med at vende tilbage til det samme, men da var jeg holdt op med at høre efter.

I hudlægens venteværelse

Jeg sad i hudlægens venteværelse i morges og gjorde mig bekendt med et nyt stykke triviallitteratur, Lokalavisen Frederiksberg (ellers læser jeg aldrig den slags, for jeg er mellem- til højpande, som før nævnt her.)

Det viser sig, at Kjeld Nørgaard (det er ham, der lægger stemme til frøen Kaj) er blevet udnævnt til årets Frederiksbergkunstner. Hvorfor ikke?
Nu ved jeg alt om ham, mere end jeg nogensinde kunne tænke mig at vide.

Jeg tror det pæneste man kan sige om Kjeld er, at han kender sine egne begrænsninger. Det værste man kan sige om ham er, at han i nyere tid har fået Kaj til at lyde som en der har siddet for længe nede på bodegaen og ikke kan holde sin kæft (mao. han nyder lyden af sin egen sprøde speakerrøst). Husk den talende tavshed, Kjeld/Kaj.

Da jeg endelig kom ind til hudlægen, havde jeg så travlt med at lave vittigheder, at jeg ikke hørte efter hvad hun sagde, og nu er jeg bekymret for, at jeg ikke ved hvad mit triglyceridniveau er. (Hun sagde også, at det ikke er muligt at behandle xanthelasmer med propolissalve, som min lillebror ellers havde hævdet kurerede ham) (se her for den historie).

Foto af Kjeld er (c) Lokalavisen Frederiksberg.