Det viser sig, at Kjeld Nørgaard (det er ham, der lægger stemme til frøen Kaj) er blevet udnævnt til årets Frederiksbergkunstner. Hvorfor ikke?
Nu ved jeg alt om ham, mere end jeg nogensinde kunne tænke mig at vide.
Jeg tror det pæneste man kan sige om Kjeld er, at han kender sine egne begrænsninger. Det værste man kan sige om ham er, at han i nyere tid har fået Kaj til at lyde som en der har siddet for længe nede på bodegaen og ikke kan holde sin kæft (mao. han nyder lyden af sin egen sprøde speakerrøst). Husk den talende tavshed, Kjeld/Kaj.
Da jeg endelig kom ind til hudlægen, havde jeg så travlt med at lave vittigheder, at jeg ikke hørte efter hvad hun sagde, og nu er jeg bekymret for, at jeg ikke ved hvad mit triglyceridniveau er. (Hun sagde også, at det ikke er muligt at behandle xanthelasmer med propolissalve, som min lillebror ellers havde hævdet kurerede ham) (se her for den historie).
Foto af Kjeld er (c) Lokalavisen Frederiksberg.
5 kommentarer:
Jeg syntes godtnok det er en meget lang historie, så jeg tror lige jeg springer over, ok?
go' weekend!
Jeg ved det. Den er alt for skidelang. Det er et eksperiment.
Det er umenneskeligt.
Nu har jeg skåret en times meningsløs plapren ud.
Det var sjovere i går. Det kom sig af, at jeg ihærdigt forsøgte at undgå at arbejde, så jeg fikserede uhensigtsmæssigt. Måske var det ikke så sjovt alligevel, ser jeg nu. Jeg har mistet dømmekraften.
Man skulle tro, jeg ikke havde bedre ting at lave.
Disse kommentarer giver ingen mening længere! Jeg har nu fuldstændigt slettet alle spor af min Samtale med Don Enzo Mascarpone, der fyldte 17 skærme, som ingen kunne læse, og skræmte alle bort.
Jeg har måttet indse, at Samtalerne overskrider Mandejammers rammer. Jeg har derfor oprettet en ny blog, en spin-off til det overskydende: Samtaler med Don Enzo Mascarpone.
Den bortklippede samtale fra dette indlæg er at finde der.
Send en kommentar