Ikke synderligt

– Jeg har tænkt på, om mit liv ville blive mærkbart forandret af en hjerneblødning eller en komplet paralyse fra livet og nedad.

Spred dem

Min ven 2mason skrev engang til mig: "Spred dine vinger og flyv." Det var 12 år siden. Og her sidder jeg stadig på mit eksistentielle das, medens andre knejser på Parnas. Alle døgnets timer jeg livsløgn bedriver. For jeg er intet, til intet er jeg blevet. Det ærgrer mig i grunden, altid at måtte tage min føde på bunden i stedet for i samfundets øverste stratosfære, hvor jeg føler, jeg bør være. Jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg var succesbeskinnet. Så skulle I høre! Der var ingen ende på det, jeg ville gøre. Hvem der ku'.

På den anden side er det helt sikkert en fordel ikke at være ødelagt af for tidlig succes.

Men det er mere holdningen til det at kaste sig ud og svæve uden at bæve. – Se, der svæver Gudsrost ville folk sige.
– Han er mit idol, ville børnene stolt betro hinanden.
– Han er en gud, ville kvinderne sige og smække med læberne, og mændene ville grynte: – Skulle det være noget særligt?, men inden i ville de misunde og elske mig på en ikke-homoseksuel måde.


- Er der nogensinde nogen, der har tænkt på mig, mens de onanerede?

Jeg kan ikke leve

Jeg kan ikke trække vejret, jeg hader mit liv så meget.

På nattens rand

***
Mit liv er særdeles utilfredsstillende
jeg har ingen glæder, hverken ude eller inde
og slet ikke i min kvinde
Man kan ikke vinde

Jeg har kun dig, min lille blog
hvor jeg kan skrive alt mit brok
om end det aldrig helt er nok
fordi jeg er så stort et pjok

Jeg spilder al min energi
mens livet passerer mig forbi
Jeg må snart barbere mine håndflader, fordi
jeg bedriver så meget verbal onani

Bland dig udenom, siger min kone
Jeg bryder mig ikke om den tone
Jeg skulle have taget Lone
hun nok mit lem kunne bone

Tårerne rinder på min kind
snart jeg sover stille ind
aldrig mere jeg skal høre min kones: Tag & forsvind
Men hun vil græde over mine smuldnede ben

Ingen elsker mig, jeg er så alene
"Det kan du ikke mene"
Jo, det kan jeg, lad os få det på det rene
Mit hjerte langsomt er ved at forstene

Engang var jeg ung og frisk
Nu er jeg blot gammelt og træsk
Alt hvad jeg kan er at give mig selv tæsk
10 gange dagligt med en udkogt suppevisk

Jeg græder over, hvad jeg kunne have været
Men jeg gad aldrig tage besværet
Jeg har altid siddet indenfor og kigget ud på vejret
i stedet for at kæmpe for, hvad jeg har begæret

Mit liv er på røven
Jeg dumped' til prøven
Jeg havde ej det, der sku' til

Jeg ved stadig ikk', hvad jeg vil

Klap jorden, dæk mig til
ønsk mig god rejse ned til Hel
Jeg er færdig
helt ærligt
hvor jeg er et flop
Om jeg dør nu eller senere af en blodprop
hvad forskel gør det? Jeg er ganske ætset op
i sind og i krop

Både fysisk og mentalt
er det galt
kort fortalt
regningen blev aldrig betalt
Og nu kommer rykkeren
1, 2, 3
Jeg nikker til dykkeren
på min vej ned til bunden af havet
hvor jeg bliver begravet
med fødderne i en spand eksistent-
iel cement
Jeg kunne ikke være det bekendt
over for mig selv
Farvel
til jer andre
nu jeg ensomt må vandre
gennem skyggernes land, der-
nede under Atlanter-
havet, jeg kan ikke klandre
andre
end det sørgelige fjols, der var mig
der fór vild på sin vej
i munter leg med sin hale
og tog den gale
afkørsel
der førte til livets ophørsel.
***

Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***

Så fast som Hansaplast

***
Jeg har haft denne bunke pakkematerialer og kluns liggende midt på gulvet siden d. 5. juli, fordi jeg regnede med at skulle bruge det igen. Det er irriterende at skulle udenom, men jeg sidder alligevel altid klistret til computeren og kan undvære gulvpladsen.
*

Et plateau af pap som monument over min uduelighed. Dimensioner: 162x132x18cm. WD40-dåsen er medtaget for at angive målestok.

Suk. Mit liv er så sørgeligt, så omme. Intet forandrer sig. Jeg kommer aldrig videre. Jeg sidder så fast, så fast i det op til halsen. Jeg stakkel. Min røv er eksistentielt bankekød. Jeg fortjener ikke mig selv.
***

Vendepunktet

***
Bitre mænd og kvinder, I kan godt begynde at lede andetsteds efter lumre historier om ægteskabelig splid. Jeg har bestemt mig for at være lykkelig i mit ægteskab, fordi jeg alligevel ikke har noget valg. Hvorfor kæmpe imod, som manden sagde, da han stod i kviksand til livet.

Vendepunktet kom, da min kone gjorde mig opmærksom på, at vi måtte ændre tone over for vores datter, fordi hun går og lider. Lysende klart. Så tænkte jeg og sagde: – Ja, vi kan ikke være bekendt at dele vores latterlige drama med andre. (Æhem.)
– Ja, især dem, der har brug for os, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, dem for hvem vi repræsenterer hele strukturen på deres liv. Hele skelettet.

Alt andet er vanvid.


PS Det med "dramaet" har jeg fra Dan Savages podcast, hvor han taler om, at navnlig unge mennesker gerne mener, at deres kærlighedsliv skal være et stort romantisk drama og lader det gå ud over alle.
***

Flinke fyre fuckes over - tro ikke der er noget rigtigt at gøre

Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.

Som Nate får at vide i Six Feet Under: Livet er ikke en automat, hvor man lægger godhed i og trækker lykke i den anden ende. (Frit efter hukommelsen.)

Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.


PS Jeg fandt citatet. Det er: ”I know that if you think life's a vending machine where you put in virtue and take out happiness, then you're going to be disappointed.”