Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***