Viser opslag med etiketten iltmangel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iltmangel. Vis alle opslag

torsdag den 17. februar 2011

Apropospolous - til Jammernationen


Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

lørdag den 12. februar 2011

Jeg kan altså godt (Vinterferie dag 1)


Min kone har lige bedt mig om at holde op med at hænge tøj op.
– Jamen, jeg har ikke noget imod det.
– Ved du hvad, jeg ville faktisk foretrække at jeg selv gør det.
– Jamen, jeg har ikke noget imod at... stoler du ikke på, at jeg kan hænge tøj op?
– Nu skal du ikke blive sur.
Børnene: – Skal du ikke bare være glad for, at du ikke skal hænge tøj op?
– Jeg er sikker på, at jeres mor nok skal finde på noget, jeg ikke gør tilstrækkeligt.

Nu har jeg forladt stuen, hvor der ikke er mere ilt tilbage. Jeg havde bare lyst til at stå og hænge tøj op, mens børnene læste højt.



lørdag den 6. juni 2009

Din ryg er som en lukket dør

***
Jeg skal arbejde hele tiden og er sur, sur, sur.
Jeg vågner om morgenen og er sur, sur, sur.
Den evige dans for at undgå hinanden i hjemmet fortsætter.
Min kone har ikke set mig i øjnene i en uge.
Det er pinligt at skulle sove i samme seng.
Vores kommunikation er meget begrænset:
Jeg siger et eller andet.
Hun siger et eller andet.
Jeg siger et eller andet.
Hun siger: – Skal du hæve stemmen?
Jeg siger: – Hvad har jeg egentlig gjort dig?
Hun siger: – Ha! Hvor skal jeg begynde?
– HVORFOR ER DU SÅ SKIDEFJENDTLIG HELE TIDEN?! råber jeg til den lukkede dør.

Resten af dagen er en pinsel. Jeg ønsker mig langt væk. Arbejde er bedre end at være hjemme. Alt er bedre. Jeg kan ikke trække vejret.
***

lørdag den 14. marts 2009

Millimeter fra døden II

***
Mit snørebånd sad fast i hjulet på min kontorstol. På vejen hjem viklede det sig rundt om pedalen.

Jeg var kun et årvågent indgreb fra en tragisk trafikdød.

I morges vågnede jeg ved, at begge snørebånd havde snoet sig rundt om min hals og blokerede for ilttilførslen til hjernen. Heldigvis har jeg lange negle, så jeg nåede at få deres indviklede knuder op og smide dem på gulvet som slappe nudler, før jeg døde.



Snørebåndene er tydeligvis defekte og skal udskiftes. Jeg er træt af de støvler, jeg har gået i dem hele vinteren. De føles fugtige døgnet rundt, ligesom min jakke, selvom den næsten er ny.

Er det ikke snart forår?

Det
er forår!
Jeg har lige kigget ud af vinduet.

UPDATE (fem minutter efter): Nu er det ikke forår længere. En god dag at gå ud og blive forkølet.

***