De 98%

98% af alt, hvad jeg siger, er de værste klichéer. En del oversætter jeg fra engelsk, så de er lidt friskere. Jeg er en peppy sprogfilur.


Dagens tal er:

'Det snotgrønne hav'

Min datter (15) skal øve sig på engelsk, så jeg gav hende Ulysses at læse højt af. På side 3 kom der et ord, jeg ikke har har hørt: "scrotum-tightening".
– Jeg har hørt nok, den bog er uartig, sagde jeg og tog den fra hende. Tror fanden, den blev forbudt.

Fantastisk ord i øvrigt: "pungstrammende"*) på dansk (overs. Mogens Boisen). Jeg vidste ikke, det fandtes, men nu vil jeg bruge det i alle tænkelige sammenhænge.

Bagefter læste hun et par kapitler højt af The Thin Man. Næste gang får hun en Tao Lin, som jeg tror er rimelig scrotumstrammende.



Spørgsmål: Giver det mening for en kvinde at læse ordet "scrotumstrammende"? Er det en følelse, I kan forstå? Er der et tilsvarende fysiognomisk fænomen hos kvinder?

PS Det gode ved litteratur er, siges det, at man kan nikke genkendende ("nikke genkendende", ha!, en af de lammeste af alle floskler) til, hvad andre tænker. Her kunne jeg godt have brugt det ord.

*) Klunkekrympende, siger jeg bare.

I alt for lang tid har jeg antydet ting

Jeg er træt af at antyde. Fra nu af vil jeg gå direkte til sagen og lade antydningerne opstå rundt om.

(Det er ikke min blog, jeg snakker om, men andre ting.)

På godt dansk: I stedet for at trippe om den varme grød, skal jeg gå lige til flæsket.
På godt dansk 2: Dét må antydes! Total litote. Så bliver det ikke mere dansk.


Dette billede dukker op som nr. 7, når man googler "antydningens kunst".


Nr. 8. Her er det Ulvemandens genitalier, der er antydede.


Nr. 198. Her antydes det, at kvinden lægger æg.

Slå mig ihjel nu

• Vidste du, at David Bowie er rockens kamæleon?
• Vidste du, at von Trier er den nye Dreyer?

Før noget andet

Hun trak hovedet væk.
– Du skal ikke gøre nar ad mig og bagefter stå og ae mig.
Det gjorde jeg ikke. Jeg stod bare og prøvede at se hendes ansigt bag rynkerne og det bistre udtryk.
– Jeg valgte bare at … slå en munter tone an.
– Du skal ikke gøre nar.

Det var en kommentar på de fire nye hans & hendes kulørte plasticvasketøjskurve, hun har stillet op på rad i soveværelset. Jeg kunne også have sagt: – Det skulle bare have været mig, der satte noget op i den størrelsesorden.

– Nej, hvis det stod til dig, skulle det hele jo stå i poser.
– Man kan selv vælge den tone, man taler i.
– Du har ikke begreb om, hvordan du selv lyder. Du skal lære at gribe i egen barm.
– Gribe i egen barm?
– Ja, gribe i din egen barm.
(…)
(Pause.)
– Jeg er færdig med at tale med dig i dag.

Døren går op og en kryptisk besked afleveres

Der kom en ind i dag og sagde: – Gudsrost, der er noget, jeg vil have, du skal vide: Du skal lære at gå efter bolden, ikke manden.

En dag må jeg spørge hende, hvad hun mener.







Det har været et stykke tid siden sidst.

Spred dem

Min ven 2mason skrev engang til mig: "Spred dine vinger og flyv." Det var 12 år siden. Og her sidder jeg stadig på mit eksistentielle das, medens andre knejser på Parnas. Alle døgnets timer jeg livsløgn bedriver. For jeg er intet, til intet er jeg blevet. Det ærgrer mig i grunden, altid at måtte tage min føde på bunden i stedet for i samfundets øverste stratosfære, hvor jeg føler, jeg bør være. Jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg var succesbeskinnet. Så skulle I høre! Der var ingen ende på det, jeg ville gøre. Hvem der ku'.

På den anden side er det helt sikkert en fordel ikke at være ødelagt af for tidlig succes.

Men det er mere holdningen til det at kaste sig ud og svæve uden at bæve. – Se, der svæver Gudsrost ville folk sige.
– Han er mit idol, ville børnene stolt betro hinanden.
– Han er en gud, ville kvinderne sige og smække med læberne, og mændene ville grynte: – Skulle det være noget særligt?, men inden i ville de misunde og elske mig på en ikke-homoseksuel måde.


- Er der nogensinde nogen, der har tænkt på mig, mens de onanerede?

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

Sten-, stendødt

***
Min kone kan kun have sex med mig, når hun har drukket. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget. Intet er givet. Der skal i hvert fald en halv flaske til, før der kan blive tale om noget.

Ellers vil hun ikke engang se mig i øjnene. Til hverdag flakker hendes blik undvigende omkring for at undgå at fæstne sig ved mig. Det er næsten pinligt. Det gør faktisk ondt.

Jeg mener, intimitet starter med at se hinanden i øjnene – to rå hjerner i direkte kontakt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Eller også handler det ikke om mig. Er det ikke klichéen? Du skal ikke tage det personligt. "It’s not you, it’s me" – hvilken fornærmelse.



Jeg må konstant lægge låg på mine følelser og lade som ingenting for ikke at gå grassat. Det er bare røvsygt, når man mener at kærlighedsudveksling og sex*) er en almindelig del af et sundt liv. Hvad skal man så bruge hinanden til? Alle andre ting kan man få folk til – rengøring, børnepasning, vedligeholdelse osv. – uden at det er socialt forkasteligt. Hvornår er det legitimt at få sine seksuelle behov dækket andre steder? Hvis ens ægtefælle er paralyseret fra halsen og ned? Hvad med følelsesmæssig paralyse? Jeg kender ikke et eneste lykkeligt gift menneske. Jeg kender ikke en eneste person, der lever i et gensidigt seksuelt tilfredsstillende forhold. Og hvad kan man så bruge det til? Det er nok bare fundamentalt unaturligt at være sammen så mange år. Nå, jeg rabler. Hver gang jeg letter låget en lille smule, slår dampen ud til alle sider.


*) Sex. Jeg kan ikke lide at skrive det ord. Jeg er eddermame ikke Joan Ørting. Jeg har det bedre med "kønslig omgang".
***

Bundpoppen II

***
Jeg sad med min datter og grinte af ham her på tv (i et program for gamle mennesker med tyrolersangere og sådan noget): Hannibal Hildorf, verdens dårligste entertainer. Når han ikke ved, hvad han ellers skal lave, giver han sig til at steppe. Han sang en sang, der hedder Jeg er social- og sundhedshjælper. Prøv lige at synge dét! Det ruller af tungen som en mund fuld af skærver.

Jeg elsker alt ved ham. Jeg elsker som han sveder. Jeg elsker hans navn.

Jeg elsker bunden af showbusiness.


Min datter sagde: – Han ligner en dukke. Hun har ret som sædvanlig.

Det bedste var, da han sang sit hit Step med dit hjerte. Man stepper sguda med fødderne! Jeg kan ikke lade være med at tænke på en, der stepper med sit rigtige hjerte: SVUP! SVUP!

Han har også lavet en sang, der hedder: Da jeg sidder fast i en Metro (lyder fuldstændig som Social- og sundhedshjælper – alle melodierne er ens). Han kan skrive en sang om ALT!

IDEER: Når mit snørebånd går op, Jeg kigger på himlen – den er blå, Hvad laver de nu for ballade i Folketinget?, Godt vi har vores gode humør, Hvor var du da jeg var ensom?, Jeg gi’r den hele armen, Tryk sømmet i bund, Jeg rejser med charter ned hvor peberet gror, Du er den eneste for mig og jeg er alt hvad jeg har, Er det ikke det vi har hinanden til?, Keld Heick er min gud – jeg vil også have tatoveret eyeliner på osv.

Prøv at se de her promobilleder: t.v. stikker der noget ind foran linsen og t.h. er han klemt helt ud i kanten (klik gerne og forstør, hvis du tror, du har mave til det).


Konklusion: Der er ingen bund i showbusiness.


Apropos bunden: Jeg så på en plakat, at DAD spillede på Norgesbåden. Året før var det Alberte. Hvad sker der?

Kender du det? Her er hvor dum, jeg er: Jeg sad og lyttede til WFMU, da der pludselig dukkede dansktopsang op midt i musikken. Hvor avantgardistisk, tænkte jeg, og så var det bare fordi jeg var inde på Hildorfs MySpace-side, der spillede af sig selv oven i det andet. Døh! Men det var meget fedt. Jeg har hørt værre, også dér på stationen. Man ved aldrig, hvad man skal tro med kunstmusik.

PS Det er faktisk et stykke tid siden, jeg kiggede ind til Hannibal sidst. Nu ser jeg, at han har lavet et nummer, der hedder I am crazy with music – HAHA!

PPS Han tilbyder også clairvoyance. HAHAHA!


Bemærk, at han som andre fuskere føler, det er nødvendigt at opretholde nonstop øjenkontakt. Jeg kan bedre lide ham med hvalpefedt. Jeg tjekker ind hos ham igen om 20 år.

Har han ingen skam i livet? Én ting er ærlig showbiz, hvor elendigt det så end er, en anden ting er at slå plat på vammel clairvoyance. Tsk! Nu synes jeg ikke, det er sjovt længere. Jeg tager det hele tilbage.
***

Lås på min læbe

***
Min kone ude fra køkkenet: – Har vi ikke mere parmesanost? … Nåja.
Så fandt hun den selv.
– Læg mærke til, havde jeg nær sagt, – at jeg ikke bryder ud i sarkasme og triumf, når du ikke kan finde noget.
For det ville virkelig ikke have været konstruktivt og fostret dialog og gensidig respekt. Næh, bid dig i tungen, unge mand, det smører fremskridtet, skriver jeg i min lille lommebog. Altid klar med blyanten, når der er noget, der ikke skal siges.


Jeg skal virkelig holde fred i dag, for i aften skal jeg have fisse. Koste hvad det vil og andre klichéer. Jeg har skiftet lagener og barberet min næse. Alt skal være klar. Alligevel er der så meget, der kan gå galt. Et enkelt fejltrin og … ak! Men i aften skulle den ligge lige til det mellemste ben. Hoho.


***

Bedre end rå løg

**
Da jeg lå og skulle falde i søvn, formede disse ord sig i mit hoved, og jeg fældede dem straks ned, mens de endnu stod lysende klart for mig:

Jeg er et stort host
skramle
åndssvagt
mikrofonhvin
to til herovre

Min ven Bondage Bob

Det er hypnagogi, der vil noget.

Jeg havde set The Notorious Bettie Page*) før sengetid:



Ah, hvilke herlige billeder. Gode gamle Bettie – ingen når hende til strømpeholderne.



Bettie Page var pinup'ernes Birthe Kjær: hun stillede altid op og forstod at levere varen. Hun skuffede aldrig – ligesom danske Birthe. Gennemført professionel og altid med et smil – det er overskud.



*) En noget skematisk film, men interessant at den er lavet af kvinder.
***

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***

Det er akustikken

***
– Sikket humør du er i, sagde ham den gamle, fordi jeg gik og fløjtede ude på gangen.

Han kunne ikke se, hvor jeg martredes inden i.

– Hver dag er en gave, sagde jeg.

Jeg fløjter, lige meget hvilket humør jeg er i, tænk på det som en slags blues.

Hvornår holdt jeg op med at have sjov i livet?


***

Hastigt karriereryk med endeløst potentiale eller potentiel endeløshed – to nyheder så sent som fra i dag

Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.

Man hører gerne det råd, at kunstnere aldrig må tage mindre for noget, når de først har etableret en markedspris. Prisen må altid kun gå OP! Det gør det ikke nemmere. Jeg må konsultere mine venner, metervaremalerne, og høre, hvad deres kvadratmeterpris er.

Hallo, det er ikke fordi, jeg regner med at gøre et salg her (på den mail). Det er et generelt problem, jeg taler om, med prissætningen.

Åh, når jeg tænker tilbage...

I mine unge dage fik jeg et job med at skrive (om stereoer) for et toldfrit blad og havde lejlighed til at bruge frasen: "Man kan spille frisbee med cd’er, uden at de tager skade." Haha! Så gammel er jeg.
***

Facit

***
I dag er det gået op for mig, hvor stor en taber jeg er.


Jeg vender billedet omvendt for at virke interessant.

Man har jo kun det ene liv, baby, så hvad er der at være bange for? Før du får set dig om, er det omme, og ikke engang fortrydelsen bliver tilbage.

(Jeg har flyttet én kasse ud af kælderen, og straks er mine eksistentielle paradigmer skiftet.)


Sagt med floskler: Det er bare op af starthullerne og op på lakridserne og se at få fingeren ud og op og afsted og og sætte det ene ben foran det andet og det længste ben forrest og begge på nakken og lige ud af landevejen og ud i ørkenen på rødglødende kobling.
***

Min morgen – inde i mit hoved og til dels også udenfor

Jeg kan ikke blive ved at gå rundt sådan her for følelsesmæssigt lud og koldt vand trædende eksistentielt dødvande.
Jeg er helt på røven og ved at eksplodere inde i mit hoved, fordi jeg ikke kan komme til at være og gøre som jeg godt vil, og alt altid er uden for rækkevidde eller umuligt for mig at røre, fordi det er for tæt på.
Jeg ved ikke, om det giver nogen mening.
Jeg har nogen bylder, jeg skal have taget hul på, hvis ikke hele resten af mit liv skal være én langtrukken katastrofe.

Min mors svulster er vokset igen. Den sidste behandling virkede ikke, ligesom den forrige heller ikke gjorde det. Jeg tager med hende til samtale i morgen.

Jeg har været nede at give blod, og nu skal jeg have min kaffe.

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

I spejlsalen venter bæstet

Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?
Suk, jeg håber kaffe hjælper.
Altid er der så meget, jeg skal bevise.

Nuvel, en rejse på tusind mil starter med det første skridt og alt det der, lidt har også ret, mange bække små, små hjul kan flytte store ting, det er bare at komme i gang (for at sige det med floskler), der er jo ingen, der forhindrer mig i noget, andre end mig selv, frihed under ansvar osv. Når man kan alt, hvad skal man så? Udelukkelsesmetoden duer ikke.

Hvis jeg bare laver en lille smule, er jeg godt tilfreds. Bare en smule hver dag til hoben, nye skaller på min kunstneriske køkkenmødding. Kaffe.