Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

16 baljer fulde

Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.

Mit nytårsforsæt er at holde op med at blogge

Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger
min udgivelsesrytme. Også årstiderne.

Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.

Giver det mening? Det er jo kunst det her.
Man beder jo heller ikke en romanforfatter
have et kapitel færdig, samme dag han
finder på det. Nonsens, det er en anden
form. Hvad hvis jeg finder på en
vittighedstegning? Det tager sguda et
stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt
efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så
må I nøjes med lamme skitser.

Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min
goddam iPad?

Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver
sig selv det, de godt vil have, og så sidder og
åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far
plejede at give sig selv en flaske whisky,
efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad
har vi her? sagde han og hev den frem og
gav sig til at drikke.

Hev den frem, ti-hi.



Sent from my iPhone

Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Jeg lukker min blog,
fordi jeg ikke får kærlighed nok.

Analyseinstituttet siger:

Nu er jeg allerede tilbage til at have færre læsere, end før jeg begyndte at skrive bloggen igen.

En hogarthsk satan

Jeg fik aldrig udgivet dette vigtige historiske billede, fordi jeg var gået i bloggingsstandsning, men prøv at se, hvordan kameravinklen giver Murdoch horn på:


Murdoch, hvilket perfekt navn til en overskurk.

Ligesom i Hogarths klassiske stik:


William Hogarth: The Four Times of the Day. Evening (1738) (udsnit).

Kommer de høringer ikke snart tilbage? Agurketiden var den bedste. Jeg kan ikke læse avis mere, da det er for nedslående. I øvrigt er det også spild af tid. I stedet vil jeg antage et olympisk perspektiv, det passer mig bedre, og der er altid Twitter.

Mere senere. En vigtig bekendtgørelse er under forberedelse.

Donzo Ischariotes

Jeg var ude hos Donzo at se en splatter. Han siger, min blog er kikset nogle gange og fem år bagefter.


Poultrygeist, en på mange måder perfekt (fem år gammel) film.

Han siger også, min sprogbrug er gammeldags.

Og han er en trofast læser...

Dolket i ryggen igen.

Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Feberhed

Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Folket har talt

Resultatet af læserrundspørgen er opgjort, og 100% af stemmerne er for kommentarmoderation. Den eneste, der er mod moderation, er mig, fordi det er mig, der skal moderere, og jeg har ved gud da ikke altid tid til at tilse min hemmelige blog, dertil er den simpelthen for hemmelig. Det betyder, at der godt kan gå en halv dag, før en kommentar bliver udgivet, og det er vel i sit væsen debathæmmende. Hvis jeg lægger mig til at dø, skal jeg nok åbne kommentarfeltet først.



At jeg ikke er den eneste, der, som Akilleus i teltet, har tumlet med spørgsmålet om ovenfrakommende websidemoderation, fremgår af dagens nyheder. Christopher Poole er ham fra 4chan, der er over alle medierne for tiden:

"One of the mistakes I've made is believing in an invisible guiding hand as far as moderation goes. And that if you give the community the right structure they could police themselves," he [Christopher Poole] admits."

"I've underestimated the value of having a real staff presence, and encouraging them to police the boards behind the scenes. When it's not clear that we're leading things it's like we're not there and that we don't care – it's extremely detrimental to community" [min fremhævning – red.].

"At one point, we let it go [to the extent that] we were so far behind the scenes that when we came back it was met with a mixed reaction [from 4Chan users]."

(fra The Guardian)

***HURRA FOR DET GODE, GAMLE ANONYME INTERNET!***

Suk. Fuck / Til alm. orientering / Hør nu efter, jeg gider ikke sige det mere

(Meget kedeligt indlæg, man gerne må springe over)

Efter samråd med det øverste præsidium af mine trofasteste læsere pålægger det mig at meddele, at der pr. gårsdags dato er indført kommentarmoderation her på bloggen. Der har i længere tvivl hersket en lavmålt og umorsom tone i det rum, der på alle måder har ærgret og irriteret mig og distraheret mig fra mit egentlige mål: at fortælle jer, kære læsere, om alt, hvad jeg tænker på.

Det kommer måske lidt sent, vil nogen nok mene – og det gjorde den ældste og mest gråskæggede af mine rådsmænd – men jeg har da aldrig gidet moderere hverken kommentarerne eller mig selv, og mange af kommentarerne har været pissesjove – altså før i tiden. Ikke nu. Nu handler de ikke om mig eller om noget, og nu må det altså være nok. En falliterklæring, har man kaldt det, at jeg har afgivet kontrollen med mit eget åndssvage forum, og som en god vært må jeg derfor myndigt stramme op. Beklager. Sådan kan det gå.



***Er du for eller imod den nye ordning? Deltag i min læserrundspørge (t.v.). (Afsluttet d.16/3.)***

Har du bedre forslag? Send mig en kommentar. Jeg er lutter øren.


PS Ovenstående billede fås også som stereo-gif med samt stereo-gif-opskrift (StereoPhotoMaker, har ikke prøvet det, siger det bare).

Apropospolous - til Jammernationen

Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

Låget tætner

I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.

Vrede læsere tager til gaderne

***
Ind i mellem er der en læser, der siger til mig: Tag dig dog sammen, mand. Stop det klynk.

Men jeg har ikke tænkt mig at tage mig sammen. Og når mit klynk stopper, stopper bloggen.

Så vil I savne mig. Åh, hvor er mit klynk, når jeg trænger til det? vil I sige. Så er det jer, der vil klynke.

Folk vil gå gennem gaderne: Klynk! Klynk! Klynk! Klynk! Vi vil have noget mere klynk!

I vil kun have det klynk, I selv laver.

I mine drømme.

Så vil I se, hvor sjovt det er.


***

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Nå, okay

***
– Skat, kommer du ikke i seng nu?
– Nej, jeg er ikke færdig med at brokke mig over dig på internettet.
***

Husmodersorgen?!?

***
Nu har jeg hver dag i syv år – mindst, eller sådan føles det – sunget Elefantens Vuggevise for min datter, når hun skal sove, og jeg ved stadig ikke, hvad "husmodersorgen" betyder.


Nej, jeg kender den heller ej.

Jeg spurgte min mor. Hun vidste det ikke.

Jeg spurgte en førende dansk kulturpersonlighed og forfatter af historiebøger, og han vidste det heller ikke.

Jeg har spurgt bibliotekaren og tjekket hele web’et: intet tilbundsgående og fyldestgørende svar er at finde. Nu har jeg tænkt over det på baggrund af de indsamlede data, og jeg vil formode, husmodersorgen blot betyder, at husmoderen er bekymret for, om hun kan få maden til at slå til. Sådan var det jo engang – i de knappe år efter krigen – at der ikke altid var mad nok. Men det lyder som en fast vending. Og hvad har knaphed at gøre med plantagen med alle rørene? Er husmodersorgen også al hendes mas?


"555 sange", en sangbog vi havde i musiklokalet på min skole. Versene her er fra min kones udgave af bogen.

Elefantens vuggevise er selvfølgelig kendt for sit racistiske vers: "i morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle", der nu er blevet modificeret til "kokosnød". Forståeligt nok, selvom det oprindelige er sjovere.



Kim Larsen vælger det mærkelige kompromis "negerdukkedreng" på (Åh abe-pladen). Ingen er så vild som Kim Larsen med at synge "neger", dette trælse, utidssvarende ord. Han har sunget det i tre forskellige sange iflg. mine beregninger:

• Haveje (fra Midt om natten): "... inde midt i et negerdistrikt"
• Sømand ombord (fra 7-9-13): "... bappe på en negercigar"
• og altså Vuggevisen.

Hvem ved, hvad der ellers skulle gemme sig i hans sangskat? Jeg har ikke tænkt mig at lytte det hele igennem og finde ud af det.

Det er interessant, at "negersangeren" Nat Russell, som han hedder i Vangede Billeder, i sin indspilning af Elefantens Vuggevise helt udelader det kontroversielle andet vers og går direkte til "hoos-moe-thur-sore-yen" (fonetisk Danglish). Jeg tror simpelthen, han nægtede.

Samme Nat Russell fik i øvrigt slået sit ene øje blindt af en racist på et toilet i Kolding (måske fordi han havde kigget på en pige, forestiller jeg mig).

Jeg husker det som om, jeg har set en tegning af situationen fra sangen engang. Noget i den stil:


Kan det passe? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?


Konklusion: Elefantens vuggevise er en dybt forældet sang, men den bliver hængende.


FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING I DETTE VELTRÅDTE EMNE:
– Her er en video, hvor Kim Larsen fortæller om, hvorfor han synger "negerdukkedreng" og racisme i det hele taget
– Fan-diskussion om emnet
– Fornuftige ord om politisk korrekt sprog her og her


*) "Og negersangeren Nat Russel (sic!) boede i Vangede og han kom engang (1960) på forsiden af aviserne, fordi han havde røget marijuanna (sic!) og politiet havde fundet noget hjemme hos ham ..." (netkilde)

***Dette er endnu et i rækken af kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker denne blog og finder på noget fornuftigt at foretage mig.***
***

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***