Man ved aldrig med folk

Min nye guru viser sig at være bipolar og ikke IT-billionær alligevel.

At rejse let

Jeg føler mig altid så hellig, når jeg kører med lys på cyklen. Folk kan ikke se, at jeg er en rebel.

Stuvning af mellemlunkne bekymringer

***
Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.

Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.

Jeg har intet på hjerte.

Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.

Jeg glider ud i stigende irrelevans.

Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.

Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.

Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.

Fanget i midten igen.
***

Jeg aner det ikke

Hvad har jeg lyst til?


Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?

Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad!
***

Dagens citat II

**
Kurt Vonnegut skrev:

We are what we pretend to be, so we must be careful about what we pretend to be.

(i forordet til Mother Night, 1966)

Dvs. at jeg ikke bare lader som om, jeg er en jammerlig klynkekunstner, der ikke kommer nogen vegne, jeg er også en.

Lort.

Fra nu af er jeg en dødseriøs kunstner.
***

Mit arme skind

***
Under valgkampen sagde man altid om Obama, at han var "comfortable in his skin". Jeg har det lige omvendt: jeg er konstant utilpas i min hud. Hver dag sidder jeg lang tid og føler mig ubehageligt til mode ved at være i mig selv. Hvad jeg trænger til er en 100% hudtransplantation. Måske skulle jeg have været af anden etnisk herkomst end dansk, ligesom Michael Jackson, der også så ud til at skifte sin hud ud.

I mellemtiden ved jeg, at det hjælper med 28º varme, ikke at skulle arbejde og forskellige andre åbenlyse ting. Efter 20 bajere kan det også hænde, at jeg føler bedre velvære som mig, eller også kan jeg bare ikke mærke alle ormene og myrerne, der kravler under min hud fra hjernen og ned.



Ny hud nu!
***

Dorian Grays næse

***
Der er en fyr, jeg kender, der er 10 år ældre end mig, men han ser 10 år yngre ud, bortset fra hans næse. Det eneste, der er ældet på ham, er næsen. Hans hud er glat, hans øjne er klare, hans hårgrænse er uafvigende. Han lever af råkost og har ikke arbejdet en dag i sit liv, men hans næse synes at have sit eget liv, den muterer og knopskyder som noget fra det ydre rum.



Det er en utiltalende gynter, der afslører hans sande væsen.
***

Jeg drikker ikke nok II

***
Jeg tjekker mine nevøers og niecers Facebook-festfotos, og nogle af dem er meget sjove, men generelt deprimerer de mig, fordi de er fulde altid og ryger cigaretter (hvorfor begynder de på det? 1000x suk. Dum ide). Der er hundredvis af de her fotos fra de samme ens fester, hvor de sidder omkring hjemme hos hinanden og drikker. Er det en del af deres oprør, at de sætter billederne op, hvor deres forældre og onkler kan se dem? At de hævder deres uafhængighed, ligesom ved at ryge?

Små babyfjæs.



Og så er der de her unge mænd med fuld skægvækst, der smider trøjen og poserer (ikke afbildet). Og beerbongs. Jeg er far til piger, jeg vil aldrig have, de skal blive voksne på den måde.



En anden tendens, jeg har bemærket, er pornochic-posering, hvor de stikker tungen ud og slikker hinanden på kinden og sånoget. Det må være nettet, der gør det.



Det deprimerer mig lorten ud af røven. Er der ikke andre ting for de unge mennesker at lave end at drikke? Findes der sociale alternativer til umådeholden druk?



Jeg nævnte det for min kone, og hun sagde: dramahold. Og det er måske rigtigt nok. Til drama får man også lov til at spille andre roller, at være en anden end sig selv, ligesom når man drikker.

Her vil jeg indskyde, at unges og voksnes druk er betydeligt mere udbredt i Danmark end andre steder. Indsæt selv kilde. Udlændinge er altid ved at falde bagover (selv australiere), når de ser, hvad folk hælder i sig hertillands. Druk er almindeligt, men hvorfor skal det være normen?



Disclaimer: Jeg er ikke bornert. Jeg er ikke mod morskab eller rumspringen, som Amish-folket siger. (Okay, men jeg kan godt være mod fest, og jeg synes faktisk selv, at det kan være meget rart at skulle være den, der kører, så jeg slipper for at drikke. Har man én gang set, hvor tåbeligt folk opfører sig efter kl. 24, når man ikke selv har drukket, kan man godt undvære at deltage i dén indadvendte karrusel). Og jeg kan ikke fordrage ordet "nypuritanisme". At et nogen-og-trediveårigt folketingsmedlem boller med en 15-årig handler ikke om "unges seksualitet", men om et magtmisforhold. Eller også er jeg bornert. Det kan godt være. Jeg kan ikke udelukke det. Jeg har aldrig været med til gruppesex og circlejerks og daisychains. Mit liv har været ret fattigt på den måde (men ellers kunne jeg selvfølgelig ikke være bloddonor og gøre noget for menneskeheden). Nå, men det er også lige meget. (Jeg har ikke været fuld i år.)



Ved de unge mennesker ikke at deres beslutninger nu kommer til at følge dem resten af livet? Sikkert ikke. Det er ligesom de ringetoner, voksne ikke kan høre. Bare omvendt og bare ikke ringetoner.

Douglas Coupland den store har skrevet ret godt om sådan nogen ting, hvordan han kunne tænke sig at gå tilbage i tiden og sige til sig selv som 17-årig: "Lad være med dét" eller "Gør dét", men han ville selvfølgelig ikke selv høre efter. Noget i den stil. Tjek selv. (Jeg mener, han i Girlfriend in a Coma ca. skrev: Tænk, at ens liv er blevet bestemt af en 17-årig.)



Samtidig kan jeg også, når jeg ser deres festfotos, tænke: De ved ikke, at det her er så godt, som det bliver. Det her er den morskab og de oplevelser, I vil se tilbage på resten af jeres dage (når I bliver halvgamle og bitre ligesom mig), og det bliver ikke bedre. Dette er højdepunktet af jeres sjov i livet. Og dét er også en vemodig fornemmelse.



Billederne er fra en tilfældigt udvalgt YouTube-video under "drukfest".

Mine nevøer og niecer ser bedre ud end de her idioter, og deres fester ser også sjovere ud, men omstændighederne er nogenlunde de samme: at sidde hjemme hos nogen og drikke og blive blitzet mod en hvid væg.

Er det uetisk at tage billeder fra en YouTube-video og bringe dem her? Burde jeg tilsløre deres øjne som en omvendt burka?



PS I øvrigt er jeg træt af Facebook. Det er coolere ikke at være på. De cooleste mennesker, jeg kender, er ikke på.

Jeg ser nu, at Hannibal Hildorf har 3.087 venner. Det er 28 gange så mange som mig.


***

Naturen afskyer et tomrum

***
Der stod to Netto-arbejdere og lagde frugt på hylderne. Så siger hende den afblegede til fyren (vi kommer ind midt i samtalen):
– Blablabla opdagede, at hendes kæreste levede et dobbeltliv ... Hun grædbrølede.
– Nej, hvor synd. (Pause.) Hva’, er hun lækker eller hvad?


***

Jeg er en geek i Adonis-skikkelse

***
Pigen, der tog min mødom, sagde: – Du ser så sød ud, [mit navn], men når du åbner munden, kommer der sådan nogen frygtelige ting ud.

Min kone fortalte mig en historie på vores bryllupsdag.*) Hun sagde: – Hvis du vidste, hvor mange kvinder, jeg har set til fester, hvis øjne lyser op ved synet af dig...

– Hvorfor sagde du aldrig noget om det til mig?

– ...og så går de over og snakker med dig og bliver paf – jeg ved ikke hvad det er, du siger, der er noget, de ikke forstår – og bagefter kommer de til mig og siger: "Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde ud at leve med ham".

– Jeg er en geek fanget i en Adonis-krop.

– Adonis-ansigt.

– Jeg har overvejet at gå til body-sculpting.

– Ja, gør det.

– Men jeg tror, man skal være indebrændt med noget, noget man skal have ud. Hvis man var på heroinafvænning f.eks., ligesom Iggy.

Hun blev sur på mig, fordi jeg sagde, at jeg blev liderlig af at få massage, på vores bryllupsdag.

Jeg er ikke blevet masseret siden 2002.

– Jeg går hjem, sagde hun og gik fem skridt væk.

Så stod vi dér og frøs.

– Bestem dig, sagde jeg. – Går du eller bliver du? Jeg gider ikke stå her og skændes.

Så gik hun. Men lidt efter kom hun tilbage. Man skal aldrig sige til nogen, at de skal gå.


*) Anniversary ikke wedding day.
***

Det er akustikken

***
– Sikket humør du er i, sagde ham den gamle, fordi jeg gik og fløjtede ude på gangen.

Han kunne ikke se, hvor jeg martredes inden i.

– Hver dag er en gave, sagde jeg.

Jeg fløjter, lige meget hvilket humør jeg er i, tænk på det som en slags blues.

Hvornår holdt jeg op med at have sjov i livet?


***

Find på noget andet, I kreative typer

***
Jeg er træt af folk, der læser til lærer og siger: – Jeg vil i hvert fald ikke undervise.

Vi kan ikke alle sammen være Kim Larsen.


***

Maskespil

Jeg kan ikke klare presset ved at være mig, så det er rart at være en anden.

John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.

Jeg er ligesom ham der er mere liv i til kostumeballet.

Men bag min klovnemaske græder jeg.

Jeg vil have en sej mexicansk brydermaske, og i den vil jeg optræde for publikken og flyve gennem luften – og triumfere over den største af alle skurke: mig selv.



Okay?

Critique

– Det er en finger, og neglen bøjer tilbage og en orm kommer ud, sagde hende den kiksede, ingen kunne lide, om mit maleri henne i skolen. Og hun havde ret, hvilket var interessant, fordi det var på engelsk, og der ikke er noget, der hedder "en hård negl" på engelsk. ("Hard as nails" er søm.)



Day-O sagde senere om et andet maleri, at jeg var ligesom en bibliotekar i en Hollywood-film, der er smuk, når hun tager brillerne af.

Mener han, at jeg spiller for galleriet?

•

Donzo kaldte mig et får i ulveklæder, i gamle dage.

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.

Spaghetti Speziale

En del pizzeriaer og restauranter i Kbh. og omegn (vil det sige Danmark?) foregiver at være italienske – de er røde & hvide & grønne og bærer italienske navne*) – selvom de drives af kurdere og serbere osv. Men er der også nogen pizzamænd, der lader som om de er italienere, selvom de ikke er det, f.eks. ved at fingere en fransk accent, ligesom en billig fransk tjener?
Og, hvis de gør, er det noget, der kaster noget af sig?


*) Et godt eksempel er verdens dårligste restaurant, den italienske inde på Kultorvet, hvor jeg var så dum at spise med min far engang (foto mangler).

Alm. noia

Jeg har det løbende, som om nogen vil bryde min dør ned og råbe: – Du er en bedrager!





Det har ikke noget med denne blog at gøre, det er generelt.

Jeg synes ikke, at jeg er det, jeg giver mig ud for. Det er så tyndt, hvad jeg har at præsentere.
Jeg har aldrig tid til det, jeg godt vil. Og den tid, jeg har, bruger jeg på noget andet.
Hvad hedder en phony på dansk?

Jeg føler mig som en af dem, der går rundt med en tom guitarkasse, eller bedre endnu en tom kontrabaskasse.

Problemet er, at jeg aldrig kan tage mig sammen til at komme i gang med noget som helst. Som nu f.eks. Jeg bliver ved med at springe hen til min computer. Kan jeg så straks holde op! Jeg har et nyt formsprog at opfinde. Der er så kort tid nu, at jeg også gerne nøjedes med et gammelt formsprog. Hvasomhelst!

Digterreceptionister

New York er fuld af folk, der er noget andet end det de laver. Jeg arbejdede på et auktionshus, hvor to på hinanden følgende receptionister var digtere. Jeg var kunstner.

Jeg kunne bedst lide den første. Hun var eurasiatisk, irsk-japansk. Hun riffede et par linier, der lød indøvede, om, hvordan hun ønskede Allen Ginsberg ville blive forfulgt af to bundtunge lesbiske med vidt åbne flaprende skamlæber. Til hest, tror jeg.

Jeg tror, folk glædede sig til Ginsberg skulle dø, så der kunne blive plads på toppen (og i bredden vel også).*)

Den anden receptionist var en mand med gråt skæg, der skrev digte, når han gik ture i skoven. En enkelt weekend, fortalte han, havde han skrevet to digte, eller også var det tre linier. Jeg foreslog, at han skulle skrive westernromaner á la Louis Lamour.

Når han tog telefonen, sagde han gerne: - What is this in reference to?


Jeg kom forbi, da de bar Allen Ginsbergs iltflasker og andet hospitalsudstyr ud fra hans lejlighed på 13th St. Han var lige død, og jeg vidste han boede dér. Før det boede han rundt om hjørnet på 12th. Min ven Hank boede i samme opgang, og han skulle jo altid flirte med de unge drenge.


*) Jeg kunne forestille mig, at det var lidt det samme herhjemme, før Poul Borum døde.