Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.
Jeg har intet på hjerte.
Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.
Jeg glider ud i stigende irrelevans.
Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.
Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.
Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.Fanget i midten igen.
***
2 kommentarer:
Jeg synes du tager dig selv alt for lidt seriøst. Seriøst!
Du klynker og klager, og man fornemmer, at du rent faktisk egentlig heller ikke går rundt og føler dig superlativt meget ovenpå og glad i hverdagen - men samtidig virker det bare også som om, du ikke tror en skid på, at det kan blive bedre (uanset hvad du gør).
Men det KAN det, tro mig!
Du kommer bare ikke uden om at GØRE noget (andet end at blogge om dine trængsler, altså) for det.
Jeg håber, du kender nogen, der kan give dig en KÆMPE krammer og et los i røven oveni (og så en KÆMPE krammer mere). Før det er for sent.
Hvad er det egentlig lige med den blog i det hele taget??
Du skriver, at du også bliver læst af folk, der kender dig (flapmund og guppe-gogge eller hvad de hedder allesammen).
Er det bare din kone, der ikke må kende til bloggen? Og - i så fald - hvis hun allerede ved, at du blogger - hvor lille er så ikke sandsynligheden for, at hun ikke skulle kunne finde dig, hvis hun virkelig var interesseret i at læse, hvad du skriver (og give sin mening til kende om det)??
Jeg tænker, at der må være oplagte kunder her, blandt dine læsere. Til både det ene og det andet - og så kender de sikkert også andre, der kunne blive kunder til både det ene og det andet.
Networking ER unægtelig lidt svært, når man er totally undercover, you know...
Bare en tanke eller to til fuldstændig fri fordøjelse :)
Send en kommentar