Min far er af den gamle skole, der ikke giver en krammer. Det tror jeg aldrig, jeg vænner mig til. Hvis jeg prøver at tage ham i mine arme, bevæger han sig væk, eller hvis jeg endelig fanger ham, står han og krymper sig og lader som om, han er bange. Jeg kan højst kramme ham sidelæns. Han krammer ikke tilbage. – Hvor er du dog stor, kan han finde på at sige, men nu har jeg dog haft den samme størrelse i 25 år.
Sådan er jeg ikke. Men han kunne selvfølgelig heller ikke finde på at gå uden for en dør uden at have barberet sig.
***
2 kommentarer:
Nu er vi altså nogle, der ikke synes det er fedt at blive grebet om livet af fremmede (eks. familie).
Det er ikke ensbetydende med at vi ikke krammer dem vi godt kan lide...
Aha. Nåh ja.
Send en kommentar