Hemmeligt og privat notat

Jeg fandt denne seddel i mit nærmiljø. Det er ikke mig, der har skrevet den.



Er det til at tyde?

Ordlyd:

LIGE NU

x tænk over skilsmisse ..

x snak med [navn sløret -red.] ..

x sæt det IGANG ..

x Husk at jeg aldrig får et svar på hvad der er sket .. ALDRIG!

x Min virkelighed har været virkelig ..

x Det eneste jeg kan gøre er at finde ud af om hun stadig lyver i juni ..
Jeg skal nok ikke gøre mig de store forventninger.

Livet går videre – årets bog eller det der ligner

Jeg følger ikke med i noget, det er klart, men nu har jeg alligevel kigget bag på Morten Sabroe’s Du som er i himlen, som min kone fik i julegave, og må desværre konstatere, at det, der står, ikke er logisk.

...Men jeg tror på den anden side. Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på Efter. Der er noget Efter. Ligesom der er noget Før. Der er intet der standser. Så skulle Alt blive til Intet. Det er ikke muligt.

Det er ikke "Alt", der holder op. Det er din mor, der dør, Morten. Hvis du ellers skulle være i tvivl, går livet videre.
Tak.

Mere fra min lortefødselsdag

Jeg lå i sengen på min fødselsdagsmorgen efter 4 vers af "I dag er det..."*) og tænkte: Hvis jeg havde ét ønske, var det, at der bliver fundet en kur mod diabetes inden for en overskuelig årrække.

*

Jeg sagde til mine børn: – Jeg hader at have fødselsdag.
– Hader du også når andre har fødselsdag? spurgte de.
– Nej, sagde jeg.

*

Det eneste jeg havde lyst til på min fødselsdag var at rulle mig sammen i fosterstilling. Eller at sidde og ryge en masse cigaretter sammen med mine venner og diskutere eksistentialisme, mens vi drak mange små kopper sort kaffe. Det må jeg arrangere næste år. Det ene eller det andet. Rengøringshjælpen kom, så jeg kunne ikke ligge derhjemme og glo videoer hele dagen, og mine venner har travlt og gider ikke. Der er heller ingen der ryger. Kun J. Per, som jeg besøgte og udvekslede ærgrelser med, mens han røg to joints hjemmedyrk og jeg rullede mig tre af hans Petterøes.


*) Tænk at blive behandlet som et barn på sin 42-års fødselsdag.
Nu ved jeg, hvordan min svigermorfar havde det på sin 90-års dag.

Benhård benægtelse

Et resultat af Bush II’s regime synes at være en udbredelse af fænomenet med at "skabe sin egen virkelighed" (som Bush gør det m.h.t. Irak). Vi ser f.eks., hvordan Morten Olsen nægter at se virkeligheden i øjnene: Hans hold kan ikke score, og han bliver ved med at hive gamle, trætte cirkusheste ind til endnu en runde i manegen. Hans sphincter er knyttet som en næve.*) Se hvor stram hans læbeløse mund er, som Bushs. Det kræver kræfter at leve med benægtelsen (selvom Bush faktisk ser ud til at tage det temmelig afslappet.

Jeg har tidligere set på, hvordan kunstnere skaber deres egen virkelighed. Hvor irriterende! Der er kun én virkelighed, hvor forskelligt man så end kan opfatte den.
Det danske bidrag til Biennalen i 2005 handlede f.eks. om "forskellige virkeligheder" og forskellen på "det virkelige, det reale" og noget tredje. Er det også en bivirkning af supertrenden fra Det hvide Hus?

*) Han kan simpelthen ikke give slip på noget (hans ideal: "Systemet").


Note 1: Elendige ledere begge. Deres genvalg hænger tilsyneladende ikke sammen med deres præstation. Begge mener de at være "skæbnebestemt" til opgaven.

Kunstnere, som de er flest, er mere selvoptagede og derfor mere irriterende end andre mennesker – deres tanker fylder hele verden

Jeg hader når kunstnere kommer med udtalelser som: "The only truly dependable reality comes from within." Arggh! (citat: O. Eliasson, og der er mange andre.)
Jeg hader når kunstnere siger: "Det er bare min opfattelse af virkeligheden."
"Min virkelighed." Arggh!
Folk forveksler indersiden af deres hoved med resten af universet.