Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.
Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.
Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.
For ham er det ren Dick Tracy.
Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.
Jeg var til den mest skizofrene fest nogensinde. Alle mandens venner og familie var inde i ét rum, alle konens venner var ude i køkkenet, deriblandt mig. Gangen var linet med kunstfærdige billeder af kusser, jeg sværger, kitschy ting, Ting-tryk og sånoget, han købte på nettet i stedet for at arbejde. Den eneste forbindelse mellem de to var en kvinde fra Bolivia, der var flink at danse hele tiden. Til sidst lagde jeg mig ind på sofaen. Mandens mor og moster kom ind: – Hold kæft, hvor her lugter! ...Er det dig? – Jeg kan ikke gøre for det, sagde jeg. – Jeg har tømmermænd.
Vulgære mennesker.
De er skilt nu.
Men han vedbliver at fucke med hendes hoved, og hun er skidesød.
Fuck med dit hoved og se denne løst relaterede video med Carmen Miranda: The Lady in the Tutti-Frutti Hat.
Det minder mig om dengang, min kone og jeg sad hjemme hos hendes forældre og så videoer og hørmede ad helvede til, mens hendes lillebror og hans venner varmede op inde på hans værelse ved at høre den der sang med motorsaven, der spiller melodien, og John Mogensens Hva' pokker ska' jeg gøre ("Jeg tramper og ned ad gulvet, så det støver / uh, hvor det støver"), tro det eller ej. Før de gik, stak han hovedet indenfor: – Hvad er det her lugter af? – Det må være disse stærke oste, svarede vi. – Prøv lige at komme! råbte han til sine venner, og så kom de allesammen ind i stuen. – Har I nogensinde lugtet noget lignende?
Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.
– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem. – Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.
En af mine venner og hans band var nede at spille i Roskilde (ikke til festivalen, men samtidig), og efter første sæt kaldte lederen dem ind på sit kontor.
– Ved I hvad, I behøver ikke spille mere.
– Hvad?
– I skal nok få jeres penge. I behøver ikke spille mere.
Han mente åbenbart ikke, at deres musik passede til stedets stil.
Okay. Ved I, hvad jeg var træt af? Alt det pis, Kenneth Carlsen skulle lytte til, fordi han aldrig blev mere end nr. 125 på verdensranglisten. At være verdens 125. bedste tennisspiller er faktisk ret godt. Hvis han havde været verdens 125. bedste fodboldspiller, havde pressen slikket ham op og ned mellem røvballerne, til han var funklende ren. Er Nicklas Bendtner verdens 125. bedste fodboldspiller? Jeg tvivler. Bare at være Danmarks 125. bedste fodboldspiller i øvrigt er ret godt. (Det kan også være, fordi Kenneth Carlsen altid så så sur ud, at han skulle lytte til alt det pis.) Er Kim Larsen verdens 125. bedste rocksanger? Er det eksempler nok?
Der blev lavet en liste for et par år siden, hvor en af mine venner var Danmarks 132. mest omdiskuterede kunstner. Det grinte jeg lidt af. Jeg var selvfølgelig slet ikke med på listen.
Jeg er et nul og en fiasko. Jeg skammer mig på mine børns vegne over mig selv.
Jeres lokalradiovært bag mic'en.
Jeg får nu at vide, at Kenneth Carlsen højeste rangering var som nr. 41 i verden, men det ændrer intet ved ovenstående pointer. I øvrigt er dette et radioprogram, og man kan ikke gå tilbage og ændre. Pas på, en dag udsender jeg et rigtigt radioprogram her på stedet. Så er I advaret. Og hvis I er rigtig heldige, giver jeg mig til at synge noget mere. Der er så sandelig noget at se frem til. Nu vil jeg fylde tiden ud med tom snak, indtil musikken begynder...
Det er hittet, der holder.
PS I går var jeg nr. 145 på The New York Times crossword puzzle-løselisten (kl. 23.45). Det er også ret godt. Torsdagskrydsen er rimelig svær. Jeg har aldrig været højere end 122 (mandag).
Jeg ser en del Veetle, det er min mest besøgte side, mest tv-serier – The Office (US), Weeds, Penn & Tellers Bullshit, Entourage, når de er der, de kommer og går – fodbold og nye film, så man slipper for at se dem i biffen. (Det har jeg gjort siden i sommer, da min nevø viste mig, hvordan man hacker VM-kampe og advarede mig om, at man kan spilde en del tid derinde.)
Når jeg er træt The NYT, går jeg over til The Guardian, fordi jeg bliver deprimeret af amerikansk politik, og deres dækning af WikiLeaks er bedre (jeg er fuldstændig hypnotiseret af alt det med WikiLeaks og Assange, det minder mig om en gammel William Gibson-roman, al den vægt og alt det pres, der kommer ned på én person. Jeg kan godt lide Umberto Ecos [han er altid skidegod] begreb "sousveillance", undervågning, om at borgerne overvåger staten nedefra.)
Avisen havde også et godt link til en side med private optagelser fra gamle kassettebånd fundet på loppemarked.
Jeg har en kasse dvd'er, jeg har lånt af Donzo, liggende ved siden af sengen, men jeg får dem aldrig set. Min kone og jeg er nær færdig med Deadwood og The Shield og The Wire og er begyndt på Curb Your Enthusiasm, sidste sæson, men vi får aldrig set dem, fordi hun sætter sig til at se Ashton Kuchner- eller tilfældige film på fjernsyn eller er træt eller vi har skændtes, og hun vil ikke have, at jeg ser dem selv, for så føler hun sig udenfor. Det er sygt. (Selv vores videokigning er dysfunktionel.) Jeg er ved at dø for at se dem færdig! Jeg tror, jeg bare ser dem og så lader som om, at jeg ikke har gjort det. Det er nok det nemmeste.
Så har jeg efterlyst og fundet en god film-podcast: Elvis Mitchells The Treatment på KCRW (gratis på iTunes). Han kan være temmelig irriterende, men han har de bedste gæster, på det seneste f.eks. Russel Brand, en af verdens bedste snakkere, som jeg finder yderst grinagtig og stjæler replikker fra (pseudofilosofi, der imponerer damerne og får en til at virke følsomt alvorlig), og Lena Dunham, der er aktuel med Tiny Furniture. Jeg er så gammel, at hendes far, penismaleren, er et af mine idoler.
Det er rart at have noget i ørerne, når jeg cykler på arbejde og alligevel ikke kan læse en bog.
Mange af de populære TED Talks er også gode, men det er videoer. Jeg plejede at se en igennem på vej hjem i bussen efter at have afleveret min datter i skolen og følte mig forfrisket med en god ide i en lækker indpakning.
David Byrne henviste til Talks'ene på sin mailingliste. Hans foredrag om betydningen af koncertstedets dimensioner for den kompositoriske proces er ret godt.
Jeg drømte, at jeg blev bedt om at deltage i en koncert med The Wu-Tang Clan, og så gav jeg mig til at tappe med to overlange trommestikker, og pludselig var der kun mig tilbage, og så blev jeg ved – jeg spillede vildt hurtigt – mens publikum rykkede på sæderne og til sidst blev helt stille, og så spillede jeg lidt mere uden at ændre noget, indtil jeg valgte at slutte, hvorefter pianisten blinkede til mig og gav mig thumbs-up.
*** Jeg havde aftalt at mødes med min kone til en klimakoncert (det var en gammel aftale, og så i forgårs spurgte hun mig: – Har du noget mod at passe Petras tre børn, mens vi tager til klimakoncert? – Det troede jeg vi sku'!), og jeg tænkte: måske kan dette forene os, at vi laver noget sammen, men da jeg kom derhen, ville hun ikke tale med mig, hun talte kun med sine venner. Da jeg prøvede at kysse hende, drejede hun hovedet. Det var pinligt.
*** Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!
– GYLDNE TIDER!
Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)
Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.
Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.
Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?
Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.
Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner. ***
*** Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?
Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: at være omgivet af unge mennesker eller gamle mennesker. De unge mennesker larmer mere, men de gamle ryger flere cerutter.
De gamle larmer også: – Hvorfor er her ikke et jazzorkester? (illuderer lyden af en trompet á la frøen Kaj).
Vil nutidens unge også sidde sådan en dag: – Hvorfor er her ikke noget tekno? Dumf-dumf-dumf-dumf! og poppe K og forskellige veterinære bedøvelsesmidler, mens alle andre folk er på noget genmodificeret?
Og det er hvis man er heldig – at leve længe nok til at se dét. Du store! Det er da godt at have noget at se frem til.
PS Og 80-årige human beatboxes og pensionister, der spiller luftguitar.
*** Nu har jeg hver dag i syv år – mindst, eller sådan føles det – sunget Elefantens Vuggevise for min datter, når hun skal sove, og jeg ved stadig ikke, hvad "husmodersorgen" betyder.
Nej, jeg kender den heller ej.
Jeg spurgte min mor. Hun vidste det ikke.
Jeg spurgte en førende dansk kulturpersonlighed og forfatter af historiebøger, og han vidste det heller ikke.
Jeg har spurgt bibliotekaren og tjekket hele web’et: intet tilbundsgående og fyldestgørende svar er at finde. Nu har jeg tænkt over det på baggrund af de indsamlede data, og jeg vil formode, husmodersorgen blot betyder, at husmoderen er bekymret for, om hun kan få maden til at slå til. Sådan var det jo engang – i de knappe år efter krigen – at der ikke altid var mad nok. Men det lyder som en fast vending. Og hvad har knaphed at gøre med plantagen med alle rørene? Er husmodersorgen også al hendes mas?
"555 sange", en sangbog vi havde i musiklokalet på min skole. Versene her er fra min kones udgave af bogen. Elefantens vuggevise er selvfølgelig kendt for sit racistiske vers: "i morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle", der nu er blevet modificeret til "kokosnød". Forståeligt nok, selvom det oprindelige er sjovere.
Kim Larsen vælger det mærkelige kompromis "negerdukkedreng" på (Åh abe-pladen). Ingen er så vild som Kim Larsen med at synge "neger", dette trælse, utidssvarende ord. Han har sunget det i tre forskellige sange iflg. mine beregninger:
Haveje(fra Midt om natten): "... inde midt i et negerdistrikt"
Sømand ombord (fra 7-9-13): "... bappe på en negercigar"
og altså Vuggevisen.
Hvem ved, hvad der ellers skulle gemme sig i hans sangskat? Jeg har ikke tænkt mig at lytte det hele igennem og finde ud af det.
Det er interessant, at "negersangeren" Nat Russell, som han hedder i Vangede Billeder, i sin indspilning af Elefantens Vuggevise helt udelader det kontroversielle andet vers og går direkte til "hoos-moe-thur-sore-yen" (fonetisk Danglish). Jeg tror simpelthen, han nægtede.
Samme Nat Russell fik i øvrigt slået sit ene øje blindt af en racist på et toilet i Kolding (måske fordi han havde kigget på en pige, forestiller jeg mig).
Jeg husker det som om, jeg har set en tegning af situationen fra sangen engang. Noget i den stil:
Kan det passe? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?
Konklusion:Elefantens vuggevise er en dybt forældet sang, men den bliver hængende.
FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING I DETTE VELTRÅDTE EMNE: – Her er en video, hvor Kim Larsen fortæller om, hvorfor han synger "negerdukkedreng" og racisme i det hele taget – Fan-diskussion om emnet – Fornuftige ord om politisk korrekt sprog her og her
*) "Og negersangeren Nat Russel(sic!) boede i Vangede og han kom engang (1960) på forsiden af aviserne, fordi han havde røget marijuanna(sic!) og politiet havde fundet noget hjemme hos ham ..." (netkilde)
***Dette er endnu et i rækken af kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker denne blog og finder på noget fornuftigt at foretage mig.*** ***
*** Min far er musikalsk anlagt og håber, at børnene også begynder at spille et instrument. – Hvad med slagtøj? siger han til dem. – Ja, svarer de. – Hvis vi godt vil tage noget tøj og slå hinanden med.
Han kan heldigvis ikke høre en skid af, hvad de siger. ***
*** Er der egentlig nogen, der har lavet en pornomusical? Jeg mener ikke en musical om porno ligesom O Calcutta*), men en rigtig pornofilm, hvor folk bryder ud i sang og evt. dans, mens de går til den.
Denne video er der ikke helt, men den er meget sjov alligevel:
Squeal Happy Whores. For filmsnobber: Instruktøren er James Gunn, der også har lavet den moderne gyserklassiker Slither. (Højdepunktet kommer ved -01:36.)
Det kan godt være, kombinationen bare er en fysisk umulighed, men det er værd at undersøge.
*) eller The First Nudie Musical eller Alice in Wonderland eller hvad der ellers dukker op på en to minutters-Google-søgning. ***
*** Jeg mødtes med Dr. TB i morgenkonsultationen og fik en kop billig automatkaffe. Den er tynd og dårlig, men han kan lide den på den måde, siger han. Som at gå til en gadeluder, en narkoluder på Halmtorvet.
Det fucker med min kafferytme og peristaltik med så tidlig en kop, men hvad kan man gøre?
Min bror kom cyklende og stoppede kort op og stirrede misundeligt på os, før han trampede videre på job. Det er ikke let at være selvstændig.
Dr. TB vil have mig til at synge med i et kirkekor. Han må være gal. Han har aldrig hørt mig synge. Faktisk er han den anden doktor, der vil have mig med i et kor. Hvad er det med medicinere og musiceren? Og så i kor! Og på grundtvigiansk!
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?
Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: at være omgivet af unge mennesker eller gamle mennesker. De unge mennesker larmer mere, men de gamle ryger flere cerutter.
Min far er musikalsk anlagt og håber, at børnene også begynder at spille et instrument.
Jeg mødtes med Dr. TB i morgenkonsultationen og fik en kop billig automatkaffe. Den er tynd og dårlig, men han kan lide den på den måde, siger han. Som at gå til en gadeluder, en narkoluder på Halmtorvet.
