Jeg kender en, der vil bygge til, for at hans far kan bo der, når han ikke kan klare sig selv længere. De sidder ved bordet, ham og hans kone, og skræller pærer og pomeloer til gæsterne. Deres børn spiller klaver og har stemmer som klokker. Han cykler hjem fra arbejde en time og et kvarter hver dag. Hans overkrop er af stål. Han har en 15-årig specialistuddannelse. Hans kone er mit ideal. Hun skulle være statsminister. Jeg elsker dem overalt på jorden og har kun til gengæld at byde på min naturlige skønhed og store vid. Min glubende appetit på livet.
– Der lugter underligt i deres hus, sagde min datter. Jeg kan godt lide den lugt. Det er lugten af gammel bryggers. Det er lige meget, hvor de bor, så lugter der ens.
Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?
"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.
Okay, for at tage den fra toppen: a) Hvorfor er livet meningsløst? b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?
Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.
Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!
Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.
*) Det sjove er, at jeg hørte forkert: "…og hvorfor er glæden så kort Ofte er livet så meningsløst hårdt" Men resten er rigtigt nok!
Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.
Højloftet.
En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.
Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.
Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.
En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.
Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.
Alt er en kraftanstrengelse. Er der da ikke noget i livet, der kommer nemt? Og hvis det gør, vil jeg være i stand til at genkende det? Uhu-uhu-uhej.
Jeg har glemt, hvor træt man bliver af at stå tidligt op, når man ikke har sovet ordentligt. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at skabe verdenskunst under disse omstændigheder? Hvad ville Picasso ikke have sagt? Han så kun børnene, når han gad male dem. Hvorfor er man ikke en stor mand? En Herkules, der ikke ser sine drømme nedkules. En Herakles (på græsk) og ikke jeg stakkels mand, der får tæsk. En olympisk helt og ikke en krympet pik, der lugter fælt. En Odysseus, en Zeus, og ikke en Jeppe, der får ris til sin røvs og går fra sin snøvs. Med et hjerte som en løve t- illige og ikke en taber bøvet, der slås som en pige. Forstår I, hvad det er, jeg forsøger at sige? At knejse på Parnas og ikke bare klemme på livets das. Til Valhal blive hvervet i stedet for at få bank af sin kone som Jeppe på bjerget. Okay? Altså ikke sove på en mødding og have ondt i sin ring, men på Olympus stå stolt blandt ligemænd.
I stedet for at knejse på Olympen sidder jeg bare her og har ondt i rympen.
Jeg var til den mest skizofrene fest nogensinde. Alle mandens venner og familie var inde i ét rum, alle konens venner var ude i køkkenet, deriblandt mig. Gangen var linet med kunstfærdige billeder af kusser, jeg sværger, kitschy ting, Ting-tryk og sånoget, han købte på nettet i stedet for at arbejde. Den eneste forbindelse mellem de to var en kvinde fra Bolivia, der var flink at danse hele tiden. Til sidst lagde jeg mig ind på sofaen. Mandens mor og moster kom ind: – Hold kæft, hvor her lugter! ...Er det dig? – Jeg kan ikke gøre for det, sagde jeg. – Jeg har tømmermænd.
Vulgære mennesker.
De er skilt nu.
Men han vedbliver at fucke med hendes hoved, og hun er skidesød.
Fuck med dit hoved og se denne løst relaterede video med Carmen Miranda: The Lady in the Tutti-Frutti Hat.
Det minder mig om dengang, min kone og jeg sad hjemme hos hendes forældre og så videoer og hørmede ad helvede til, mens hendes lillebror og hans venner varmede op inde på hans værelse ved at høre den der sang med motorsaven, der spiller melodien, og John Mogensens Hva' pokker ska' jeg gøre ("Jeg tramper og ned ad gulvet, så det støver / uh, hvor det støver"), tro det eller ej. Før de gik, stak han hovedet indenfor: – Hvad er det her lugter af? – Det må være disse stærke oste, svarede vi. – Prøv lige at komme! råbte han til sine venner, og så kom de allesammen ind i stuen. – Har I nogensinde lugtet noget lignende?
Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)
Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.
Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.
Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...
Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.
Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?
Der var en, der hev mig ud at danse, der sagde: - Du danser langsomt på en meget hurtig måde.
Det tager jeg som en kompliment.
Bagefter sagde hun, at hendes kæreste nogen gange holder hendes hoved ned under dynen, når han har slået en skid*). Jeg så over på ham. Han stod og grinte bag sit hvalrosoverskæg.
Hun er sindssyg, sagde min kone om hende. Men nu hævder hun, at det ikke var det, hun sagde.
Jeg vil råde alle folk til ikke at købe den billigste hue, man kan få i Tiger-butikken og andre steder, som jeg gjorde. Jeg havde den på én gang i regnvejr, og den har lugtet lige siden.
Jeg kom hjem i går, så siger min kone til mig: – Du lugter vildt meget af røg. NU SKAL DU ALTSÅ HOLDE OP MED AT RYGE! – Shh! Shh! De kan høre dig. – Jeg vil skamme dig til at holde op med at ryge.
Så jeg gned mine fingre med citron og tog en alpehue på.
Jeg er begyndt at smugryge igen som sædvanlig, men jeg kan ikke lide at komme hjem og lugte af røg, så derfor er jeg begyndt at gnide mig med citron
ligesom Susan Sarandon i Atlantic City (guderne velsigne hende, den gode kvinde).
Jeg tror også, det hjælper at skrælle mandariner.
Anmærkning: Tjek det, jeg bryder mig overhovedet ikke om at nævne rygning. Jeg er bange for, at det vil påvirke ungdommen til at eksperimentere med dette vulgære stof. Hæslig vane. Jeg så mig selv i spejlet med røg ud og ind ad munden. Det så dumt ud. På den anden side er det bydende nødvendigt for min selvrenselsesprocess at beskrive alle de ting, der giver mig dårlig samvittighed.
Jeg tror også, det hjælper at have hue på, når jeg ryger, så mit hår ikke lugter.
Jeg har ondt i halsen. Jeg tror, jeg har fået KOL. Det måtte ske. Hvad regner jeg med? Er det sådan, jeg vil leve mit liv?
Vi har ryddet min mors lejlighed færdig i dag. Skønt at få det overstået. Jeg kunne ikke holde ud, at den bare stod dér med 10.000 tegn på hende, alle de bevægelser hun har lavet, bare sådan en ting som at sætte elastikker rundt om krydderiposerne, sting i broderier, masker i strikketøjet, alle de spor af hende som strøg i et maleri.
Hvor holder en person op og rummet omkring dem begynder? Hendes lugt var der endnu, DNA i børsten. Alle hendes ting. Ingen kan leve uden ting, personligt værktøj. Homo habilis og alt hans habengut.
Satans også, min kone har smidt resterne af min Marseilles-sæbe ud, da vi skulle vise lejligheden frem. Den var perfekt mod stinkende lem. Alm. English Leather-sæbe, eller hvad den hedder, den der billige knockoff fra Netto, kræver tre afvaskninger for samme effekt.
En del af hemmeligheden, men jeg er langt fra sikker, er, at det nok var tøj- ikke kropssæbe, så vidt jeg kunne læse mig frem til fra etiketten.
Ca. sådan så den ud. Bare hvid. Og fra Marseilles.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.