Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper

Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

Ligesom mig

Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

Faderløs

Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

Jeg er ligeglad, hvad der sker, bare det er noget med varm olie

Min kone græd, fordi jeg ikke morede mig nok på min fødselsdag.

Jeg kan leve med døden

Det gør ikke noget, at jeg skal dø,
mit liv er alligevel noget hø.



Men når jeg forsvinder,
græder mine kvinder.

Sand historie

Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.

Hvad foregår her?

Hvorfor kommer du herind? siger min datter (15), når jeg kommer ind på hendes værelse.

Jeg gider ikke banke af princip, så jeg pumper dørhåndtaget op og ned, før jeg går ind. (Hvad hedder "jiggle" på dansk?)

Ryd op, siger jeg hver gang. Nogen gange rydder jeg selv nogle ting op fra gulvet. Hvor mange gange skal jeg sige det? Krøllede skolepapirer, undertøj, sangtekster. Et frugtbart vækstlag. Er dét min baby?

Min baby, buhu, buhu, hun vil altid være min lille rundhovede fireårige pige, lige meget hvor skideirriterende hun er. Jeg er så træt af at råbe og skrige.

Søndagshaiku

Fucking familie
Jeg sætter mig ud på wc
Det ved man da hvad er

Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Før lagkage

Stod med min bror bag ved laden eller et pakhus.
Han sagde: – Du trænger til at få den sut…
Jeg: – Det kommer så ikke til at ske resten af mit liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii…

Så vågnede jeg.

Det er altid ham, det går ud over, fordi vi er tættest.

Lagkagefødselsdag senere på dagen.

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

Kan du huske det blowjob, du fik i 1987?

Noget om mig

Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

Humørhjørnet

– De tror, det er kærlighed, men det handler ikke om en skid andet end at overbefolke jorden.

Des pruneaux

Jeg er så gammel, at jeg er begyndt at spise svesker til morgenmad.
Bare fordi jeg godt kan lide det.



BONUS! Sangen for dig, der elsker tørret frugt:

Dommen

Jeg er blevet gammel. Jeg synes, operasangere er sexede.

Høje toner

– Jeg tror, jeg er ved at blive gammel, sagde jeg til min kone i morges, – jeg er begyndt at kunne lide klassisk musik. I går hørte jeg en cd med en kontratenor.
– Du er ikke ved at blive gammel, sagde hun, – du er bare ved at blive voksen.
– Jeg synes, jeg er ved at blive gammel.



En hel cd var lidt meget, men nogle af sangene var virkelig gode. Linernotes'ene var også gode. Først brokkede han (sangeren – Andreas Scholl) sig over, at folk siger, han lyder ligesom en pige, og så nævner han Klaus Nomi, der åbenbart påvirkede Bowies garderobe i 70'erne. Aldrig hørt om ham.


Klaus Nomi: Cold Song.

(Først Supertramp, nu en kontratenor – jeg er inde i en højstemt periode.)

Det forbløffende er, at jeg forstod, hvad flere af sangene handlede om.

Piger i trøjen 2.0

Jeg har længe sagt, og nu siger jeg det igen, at hvis kvinder skulle tjene, ville værnepligten blive ophævet i morgen. Kan du forestille dig at prøve at få danske kvinder til det?: – Jeg gider kraftedeme ikke være med i din pikfascistiske hær (eller tilsvarende mere tidssvarende kraftudtryk).

I øvrigt tror jeg, nogen (en mand) ville have en rigtig god sag for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ved at hævde, at værnepligten er kønsdiskriminerende.



I øvrigt ved jeg slet ikke, om der er værnepligt længere. Jeg er gammel.

1979

Jeg kan huske, hvor sørgelig, jeg syntes, Supertramps Take the Long Way Home var: "Then your wife seems to think you're part of the furniture / Oh it's peculiar / She used to be so nice".

Det er virkeligt sørgeligt at være midaldrende.

Humørgalleriet

– Du er ikke interessant, du er bare ung!