Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Wagner for musekor

Jeg er en dårlig kunstner. Jeg laver de samme fejl om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om. Jeg skriver en opera for spilledåse. Jeg er så dybt investeret, jeg kan ikke vende om, men jeg ved, jeg spilder min tid.

Og i dag var en god dag.

Hver dag er jeg parat til at holde op. Uden medgang, uden produktivitet, uden popularitet er det drøjt. Imens går årene taktfast forbi.

Det er så lidt, der skal til, men jeg har det ikke. Måske hvis jeg fik en iPad, så fylder billederne i det mindste ikke noget.

Her er en video af en, der maler et æg (anbefales). Hvis det var mig, ville jeg standse omkring 1:08 og kalde det en Cezanne.


Faktisk finder jeg videoen afslappende: se hans pensel flyve afsted. YouTube er fuld af tutorials af tåber, men han her ved, hvad han laver.

Min status på dagen:

Få fingeren ud af bagen
(som om det hjalp
for sådan en hvalp,
og så den lugt
af dinglende frugt).
Det er nok sikrest at lade den sidde,
den skal alligevel ud, når jeg skal skide.
(Det eneste, der er lidt svært,
er at taste
med de resterende ni,
men jeg skal nok få det lært,
før min tid er forbi,
uden min rygrad at overbelaste.
Se, jeg kan!
Jeg kan godt taste! Virkelig!
Som en rigtig mand,
mens jeg stimulerer min prostatakirtel.)

Nej, den finger bliver siddende mellem mine baller,
indtil, som sagt, naturen kalder,
og den bliver skudt ud som en prop
på en flaske champus
med et plop
fra min mandekus'.
Kom og skål med, jeg har sprittet af
(med champagne,
hvad er det, en vask hænder-kampagne?)
Lad os fejre, at jeg ikke kvitted' i dag.
Hurra! Hurra! For Mandejammer og hans brune finger,
han har mere styrke i den end alle kunstverdenens pinger.
Og med "styrke" mener jeg ikke kun lugten,
der kunne standse et tog på tværs af Køge-bugten.
Nej, jeg mener hans tæft,
vid, bid og charme.
Lad os håbe, han ikke får kræft
og dør
eller smelter helt bort
ved sin blussende talentsols varme
som smør,
der steger sort.

Skål til Jammermanden og hans fans
både hjemme og udenlands.
Han er en drøm, en frelser med vinger
hov! *rømme* hvin! Undskyld jeg blev skinger,
men her satte jeg mig igen på den skide finger.

Og med den tilbag',
hvor den hører hjemme
vil jeg blot runde af
med at sige (med sænket stemme):
Når først den er ude,
skal I få noget at forgude.
Jeg verden betvinger
med en løftet pegefinger.
Jeg ved nok, hvad vej vinden blæser
(fra den side, hvor fingeren bliver kølig),
og hvis der her er tilbage blot én eneste læser,
fortjener han/hun et stort krus med øl i.
Jeg gi'r, hvis vi en dag ses i virkeligheden
(men det bliver nok efter, de har løst verdensfreden).
Skål, skål & skål igen.
Gør som jeg, gør fingeren brun, min ven.
Så får du også noget at grine af,
mens du driver den af
(eller river den af),
det får ingen pine af
(især hvis du sutter på den først – ikke efter,
for himlens skyld
– det talrige vidneudsagn bekræfter,
styr uden om den endetarmsbyld.
Eller brug creme, så den kan glide
ud og ind & omkring din hæmorroide).

Men nok med mine gode råd
(jeg har sagt gør fingeren våd,
endelig kan man også bruge handske):
Vågn op til dåd!
Jeg kalder min finger Holger Danske!
(Den hviler i en kælder,
omgivet af dinglende røvbjælder,
der bimler, når faren sig nærmer fra land eller sø,
som en incestuøs forælder
sin knøs eller mø.)
Vogt jer, fædrelandets fjender,
I kan også få den op mellem jeres bagerste kinder.

Jeg hiler dig, Danmark,
med en finger indhyllet i brun bark.

Overskydende tags: afvigende adfærd, artist manque, assgasm, danske affærer, druknet i lort, dyreriget, dø bakterier, dø bakterier, døden, elektroniske forbrugsgoder, er der nogen der kender en der giver terapi til blokerede klynkekunstnere, fastlåsthed, fedtstoffer, fejl og mangler, fri onani, fugt, ganske som jeg plejer, guds talerør, højstemt skinger latter, jeg anbefaler, jeg kender min besøgstid, jeg stakkel, klagesang, kropsfunktioner, kropsvæsker, kræft mig her og kræft mig der, kunstartikler, kunst- og kultursektionen, Kusse, latrinært og prekært, min trofaste læserskare, løsningsmodeller, mit spildte liv, numseballer, olfaktoriske oplevelser, peristaltiske bevægelser, planteriget, råd og vejledning, trafigalt, sprit, om kirtlernes funktion, noget for husarerne, personlig pleje, samme gamle, soldatersjofelisme, som jeg plejer van, stakkels mig, så til søs, tidens slave, tingene ophober sig, tips og tricks, uduelighed, uundværligt udstyr for den moderne mand, vagt i alarm

2024 - Lad festen begynde

2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.