Lækage

Der sad en seddel ude på min dør i dag: "Hej MJ".
Hvem kender min hemmelige identitet?
Så jeg satte en tilbage: "Shh!"

Apropospolous - til Jammernationen

Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***

Hensigtserklæring, så læs godt efter

***
Okay, det er officielt, jeg har langt om længe bestilt min billet til et prestigefyldt hippiearrangement i udlandet, jeg ikke kan nævne navnet på her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet. (Det gælder også jer andre, I læsere derude der ved, hvem jeg er: Denne blog er hemmelig, I må ikke sige noget til nogen. Hvis I lader som om, I ikke ved, hvem jeg er, skal jeg nok også gøre det. I ved, hvem I er. Det er jer, jeg taler til. Spilder I bønnerne, falder masken, må bloggen lukke. Sande fans vil derfor afstå fra yderligere adfærd, der kan bringe bloggens fremtid i fare. Alle andre er for mine fjender at regne og vil blive behandlet derefter.)

Jeg er bare så dum, det tog mig fem uger at bestille den billet, og nu er det sidste øjeblik, så den er dobbelt så dyr. (Nå, hvad fanden, jeg skriver det af. Jeg udtog oven i købet mod mine fasteste principper afbestillingsforsikring, som en gammel kone. Ha! Hvor er jeg dog blevet midaldrende.)

Jeg kan bare ikke tage en beslutning – jeg er fysisk ude af stand til det, det strider mod mit inderste væsens tykkeste mure – indtil sidste øjeblik, og den tager sig selv. Det er den eneste måde. Jeg ville være en utroligt dårlig præsident:
– Hr. Præsident, russiske missiler er på vej over Nordpolen.
– Okay, jeg trykker på knappen om lidt, jeg vil lige vente og se, om der dukker noget andet op. Hva’ synes du?
– Hr. Præsident, missilerne er nu fem minutter fra Anchorage!
– Til helvede med det! ...og dog ...



Mit vankelmod ville således med stor sandsynlighed redde halvdelen af verden, den østlige/totalitære, fra total udslettelse. Tænk på det, når du går op i damp en dag. Og vælg dine ledere med omhu. Nå, jeg rabler.

Med hilsen,
jeres hengivne MJ
***

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.

Fra fronten

Jeres blogskriver er blevet inkapaciteret. Jeg har smadret anklen og kan ikke gå.

Desuden: Fjendtlige kræfter har infiltreret denne blog. Okay, "fjendtlige" er måske overdrevet, men det er folk, der kender mig, hvis fortalenhed bringer min anonymitet i fare. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg må lukke butikken.
Nettet strammes.